”Lille prut” med stort fokus med på patientsikkerhed

Et bredt flertal i Folketinget har indgået en politisk aftale, som skal styrke sammenhængen og nærheden i sundhedsvæsenet. En kommission skal se nærmere på: ”hvordan der kan sikres mere personale med mere tid til kerneopgaven” – herunder også bioanalytikere. Blodprøvetagning som selvstændig sygeplejerskeopgave udfordrer formanden for Danske Bioanalytikere.

Nyhed
Skrevet af
Niels C. Jensen, digital redaktør og journalist
Martina 2021

"Sundhedsreformen er måske lille, men med stort fokus på kvalitet – og det er jeg glad for," siger Martina Jürs.

En sundhedsreform vedtaget af et bredt flertal i Folketinget er i dag blevet præsenteret, og der er mange gode takter, men også mangler i aftalen, mener formanden for Danske Bioanalytikere. Martina Jürs svarer på fire spørgsmål om aftalen herunder.

Det ser ud til, at der kommer selvstændigt virksomhedsområde til sygeplejersker og jordemødre - hvad siger du til det?

“Vi vil selvfølgelig holde øje med, hvordan det konkret skal fortolkes i forhold til blodprøver, fordi det er helt afgørende, at bioanalytikerne er inde over kvalitetssikring for at sikre patientsikkerheden,” siger formanden for Danske Bioanalytikere, Martina Jürs, med henvisning til, at der er i det oprindelige sundhedsudspil fra regeringen var nævnt, at blodprøvetagning kunne være en selvstændig sygeplejerskeopgave.

Det lyder i aftalen som om, at der kommer strammere kvalitetskrav til kommunernes sundhedsydelser fx i forhold til kronikere – hvad siger du til det?

“Kvalitetsstandarder i det nære sundhedsvæsen støtter jeg op om. Samme kvalitet i hele sundhedsvæsnet er vigtigt for patientsikkerheden,“ siger Martina Jürs og fortsætter:

“Der skal bruges flere penge på udstyr til patienterne, så kronikere kan monitoreres hjemmefra. Det er en god ide, men det er vigtigt, at der tænkes i kvalitetssikring og oplæring. Og det er vigtigt at det udstyr, der indkøbes, er er godkendt af en kvalitetsenhed som f.eks. DEKS (Dansk Institut for Ekstern Kvalitetssikring for Laboratorier i Sundhedssektoren).”

Er der andet i aftalen, du hæfter dig ved?

”Det er dejligt, at bioanalytikere nævnes i forbindelse med kommissionen, der skal se på personalemangel og robusthed i sundhedsvæsenet, for vi mangler i den grad bioanalytikere i sundhedsvæsnet.”

Flere af sundhedsordførerne kalder sundhedsreformen “en lille fin aftale” og “en lille prut” – hvad vil du kalde aftalen?

“Aftalen er måske lille, men med stort fokus på kvalitet og patientsikkerhed – og det er jeg glad for.”

Læs også: