Bachelorpris august 2023

Seks vidt forskellige projekter er blevet indstillet til bachelorprisen i august, og det gav livlig diskussion i bedømmelsesudvalget. 1. prisen går til et projekt i patologi, hvor de studerende har undersøgt, hvordan bioanalytikerstuderende oplever tilhørsforhold og grupperinger i frokoststuerne i forskellige afdelinger. 2. prisen uddeles senere.

1. prisen

Camilla Poulsen, Julie Franch Nielsen, Ditte Demant og Johanne Ravn

1. bachelorpris august 2023
Camilla Poulsen, Julie Franch Nielsen, Ditte Demant og Johanne Ravn med deres vejledere Tanja Würtz Jørgensen og Rima El-Jashi.

Odense Universitetshospital, Afdeling for klinisk patologi, og UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole

Titel: Hvor må jeg sidde? -Bioanalytikerstuderendes oplevelser med grupperinger i frokoststuerne samt faktorer der påvirker deres tilhørsforhold under praktik

Vejledere: Bioanalytikerunderviser Tanja Würtz Jørgensen og lektor Rima El-Jashi (UCL)

DBIO'S BEGRUNDELSE (UDDRAG):

  • "Vi var først meget forbavsede over projektet. Det handler jo ikke om cytogenetik, flowcytometri, histologi eller PCR-analyser, som specialer i patologi typisk gør. Det er kaffestuer og socialpsykologi, spørgeskemaundersøgelse og interviews.
  • Men rapporten er meget tankevækkende. I har sat fokus på studerendes oplevelse af samhørighed og psykologisk tryghed i praktikken, og vi ved fra forskning, at det har stor betydning for, om man trives og bliver på uddannelsen. 
  • De gode klinikophold har også stor betydning for rekruttering, og jo mere vi trives som studerende - og som medarbejder og leder - jo bedre arbejde leverer vi for patienterne.
  • Kaffestuerne rummer meget mere end madpakker, som I skriver. Der er hierarki, faste pladser og forskellige ordninger med morgenmad, fødselsdagsgaver osv. Det kan vi sagtens huske og genkende, og I beskriver det videnskabeligt. Kulturen kan være mere eller mindre inkluderende. Som I skriver, er det så vigtigt for menneskers selvforståelse og identitet at være med i en gruppe, og hvis der mangler psykologisk tryghed, påvirker det også læringen. Samtidig får I nuancerne med og viser, at afdelingens størrelse, praktiklængde, og hvor langt man er i uddannelsen, også har betydning for, hvordan man oplever grupperingerne.
  • Jeres arbejde er brugbart for alle afdelinger, der har bioanalytikerstuderende i klinikophold, og derfor vil vi gerne opfordre jer og jeres vejledere til at skrive en artikel om det.
  • Projektet er teoretisk, metodisk og empirisk gennemarbejdet på et højt fagligt niveau, og rapporten er meget velskrevet."

Rapporten kan ikke offentliggøres. Artikel er ved at blive udarbejdet.

2. prisen

Malou Mainz Olsen

2. Bachelorpris august 2023
Malou Mainz Olsen med de tre vejledere Tine Boje, Mia Hjort Albers og Torben Kirk Lehnskov

Klinik for Fysiologi, Nuklearmedicin og PET, Rigshospitalet, og Københavns Professionshøjskole

Titel: Vurdering af de mekaniske egenskaber af det respiratoriske system ved hjælp af Airwave Oscillometry System (AOS)

Vejledere: Klinisk underviser/radiograf Torben Kirk Lehnskov, klinisk underviser/bioanalytiker Mia Hjort Albers og adjunkt Tine Boje, Københavns Professionshøjskole

DBIO'S BEGRUNDELSE (UDDRAG):

  • "Dit projekt har sat fokus på at udvikle og kvalitetssikre en anden diagnostisk mulighed for patienter, som er henvist til en lungefunktionsundersøgelse. Det er vigtigt at få belyst og fremhævet det hjørne af faget, for det fylder ikke så meget i Nuklearmedicin, hvor vi typisk hører om meget avancerede scanningsmetoder.
  • Rigtigt mange patienter har brug for at få lavet en lungefunktionsundersøgelse, for som du skriver, er sygdomme i respirationssystemet en af de tre hyppigste årsager til dødsfald i Danmark. Og derfor skal kvaliteten af undersøgelsesmetoderne selvfølgelig være i top.
  • Du har undersøgt en metode, der bygger på Forced Oscillation Technique, også kaldet FOT. Den er egnet til alle, men særligt til børn, ældre og patienter, som er for syge til at gennemføre en spirometri. Vi synes, det er spændende at se et bachelorprojekt fra Nuklearmedicin, hvor der både er en klassisk metodesammenligning og brug af POCT.
  • 41 patienter er blevet undersøgt med spirometri eller FOT (apparatet TremoFlo C-100), og din analyse af datamaterialet har skabt et langt mere validt grundlag for, hvornår og hvad man kan bruge FOT til. Desuden har du vurderet fordele og ulemper ved at udbrede den POCT-baserede metode i praksis. Dit arbejde kan således lette vejen for klinisk implementering af undersøgelsen flere steder. 
  • Rapporten er velskrevet og demonstrerer et højt fagligt niveau. Vi håber, du får optaget artiklen med de vigtige resultater til gavn for andre fysiologiske afdelinger og ikke mindst mange patienter." 

Rapporten kan ikke offentliggøres. Der afventes publicering af en artikel.

INDSTILLEDE TIL BACHELORPRISEN


Melissa Lund Sahl Hedvard, Julie Holbek Holm, Nanna Sørensen og Shathurthika Sivananthan
Blodprøver og Biokemi, Aarhus Universitetshospital, og UC VIA

Projekt: Holdbarhedsundersøgelse af kontrolmateriale for analyserne Apixaban, Edoxaban, Rivaroxaban og Anti-Xa

Natasja Elsberg og Katrine Cecilie Lyne Rahbek
Nuklearmedicinsk afdeling, OUH, og UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole

Projekt: Mødet med den demente patient på Nuklearmedicinsk Afdeling OUH

Sumangala Bhattacharya
Blodprøver og Biokemi, Aarhus Universitetshospital, og UC VIA

Projekt: Opbevaring af patientprøvemateriale ved -70 grader giver energibesparelser uden negative konsekvenser

Oline Chantell Hollman og Simone McGarry
Biotech Research and Innovation Centre, University of Copenhagen, og Københavns Professionshøjskole

Abstract afventer publicering

Særligt benyttede sider på dbio.dk