Bachelorpris august 2022

I august blev fem projekter indstillet til dbio's bachelorpris, og bedømmelsesudvalget kom igen på hårdt arbejde med at udvælge to vindere. Der er overrakt priser på hhv. Klinisk Immunologisk Afdeling, Aalborg Universitetshospital, og Kennedy Centret, Afdeling for Genomisk Medicin, Rigshospitalet. 

1. prisen

Eva Krogh, Jeanne Mejneche, Rune Kjeldsen og Thu Anh Troung

Bachelorprisvindere Kl Immunologi august 2022
Fra venstre: Eva Krogh, Rune Kjeldsen, Thu Anh Troung og Jeanne Mejneche. Midtfor Berit Nørregaard og Louise Larsen.

Klinisk Immunologisk Afdeling, Aalborg Universitetshospital, og UC VIA (Århus)

Titel: Referenceområde til in vitro T-celle proliferationsanalyse med CellTrace Violet

Vejledere: Bioanalytikerundervisere Berit Nørregaard og Louise Larsen samt lektor Jonas Thorsen, VIA.

DBIO'S BEGRUNDELSE (UDDRAG):

  • "Jeres projekt har fokus på udredning af patienter, hvor der er mistanke om primære immundefekter. Det er en ret lille patientgruppe, så analyserne gennemføres ikke så tit. Til gengæld har de stor betydning for patienterne, og det er derfor helt afgørende, at vi har styr på både analyser og kvalitet. Det bliver flot forklaret i introduktionen.
  • Opgaven med at udvikle og beskrive referenceintervaller er vanskelig, og den har krævet et kæmpe arbejde af jer. 
  • I har på et meget højt niveau forholdt jer kritisk til fejlkilder og perspektiveret brugbarheden af jeres resultater. Her demonstrerer I bioanalytikernes kernefaglighed. I har faktisk skabt resultater, som i dag kan forbedre vurderingen af patienters T-celleproliferationsevne, men I giver samtidig konkrete anbefalinger til, hvordan man fremover kan arbejde videre med at underbygge referenceintervallerne.
  • Rapporten er velskrevet og flot illustreret. I har fået flere roser med i indstillingen til bachelorprisen fra jeres vejledere: "Det komplekse og arbejdskrævende studie er udført med eksemplarisk systematik og grundighed. Rapport og databehandling demonstrerer et ekstremt højt fagligt niveau.”  

2. prisen

Olivia Rose Williams og Sofie Eriksen

Olivia Rose Williams og Sofie Eriksen med vejledere Karen Koefoed Rasmussen og Louise Larnkjær Lassen
Fra venstre: Karen Koefoed Rasmussen, Olivia Rose Williams, Sofie Eriksen og Louise Larnkjær Lassen.

Kennedy Centret, Afdeling for Genomisk Medicin, Rigshospitalet, og Københavns Professionshøjskole.

Titel: Enkeltcelle RNA-sekventering af brysttumorer

Vejledere: Bioanalytikerunderviser Louise Larnkjær Lassen, og lektor Karen Koefoed Rasmussen, Københavns Professionshøjskole. 

DBIO'S BEGRUNDELSE (UDDRAG):

  • "Jeres projekt viser på bedste vis, hvad bioanalytikere kan udrette – og hvad man som studerende kan opnå, hvis man kommer ind i det rette miljø. I har arbejdet ud fra et meget klart formål, og jeres resultater kan få direkte konsekvens for mange patienter, som står over for en alvorlig diagnose. 
  • I har været meget ambitiøse. I har også nået sindssygt meget - med en høj kvalitet i udførelsen i alle led. Gennem projektperioden har I arbejdet med forskellige teknologier, der stadig er forholdsvis nye, og I har bevæget jer ind på nye områder og opgaver, som f.eks. bioinformatik, der ligger i periferien af vores fag . Det er spændende perspektiver, I rejser.
  • Jeres rapport præsenterer sig superflot. Den er velskrevet med et godt og præcist fagsprog samt relevante og skarpe illustrationer. Konklusion og perspektivering er velovervejet. Man forstår faktisk, hvad I har arbejdet med, selv om man ikke har hjemme i dette speciale. Derfor forstår vi godt de roser, I har fået med i indstillingen af jeres vejledere. I har bl.a. udvist ”en imponerende grad af detaljeorientering, selvstændighed og omhyggelighed igennem hele projektperioden.” 

Projektrapporten afventer artikel.

INDSTILLEDE TIL BACHELORPRISEN

Heba Al-Saoudi, Joan Baagøe Madsen og Louise Nicolaisen
Nuklearmedicinsk Afdeling, OUH, og UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole

Projekt: Q.Clears korrektion af billedkvaliteten ved nedsat 18F-FDG-dosis

Ida Munck Bøtker og Nana Sarring Lolk
Klinisk Mikrobiologisk Afdeling, Herlev Hospital, og Københavns Professionshøjskole

Projekt: Differentiering af alpha og non hæmolytiske Mitis og Sanguinis gruppe Streptococci ved anvendelse af en automatiseret galdeopløselighedstest og MALDI TOF MS

Emma Smed Bryld og Nanna Marie Ærø Skjerning
Blodprøver og Biokemi, Regionshospitalet Silkeborg, og UC VIA (Århus)

Projekt: Holdbarhedsundersøgelser af specifikke IgE analyser

Særligt benyttede sider på dbio.dk