Bachelorpris februar 2023

Fire projekter kom gennem nåleøjet og blev indstillet til dbio's bachelorpris. 1. prisen går til et projekt i patologi, hvor de studerende har undersøgt billedkvaliteten af 11 digitale scannere. 2. prisen går også til et projekt i patologi, hvor studerende har afkortet procestiden på immunhistokemiske farvninger på frysesnit.

1. prisen

Ida Skov Sekkelund, Maja Isabella Hunt og Rikke Hansen

Bachelorprisvindere februar 2023 AUH
Fra venstre: Anne Sofie Landbo, Maja Isabella Hunt, Ida Skov Sekkelund, Rikke Hansen og Marianne Schou Martiny.

Patologi, Aarhus Universitetshospital, og UC VIA

Titel: Vurdering af variation i billedkvalitet mellem 11 WSI-skannere sat i relation til mammacancerdiagnostik

Vejledere: Uddannelsesansvarlig bioanalytiker Marianne Schou Martiny og lektor Anne Sofie Landbo (VIA)

DBIO'S BEGRUNDELSE (UDDRAG):

  • "I har undersøgt billedkvaliteten i 11 forskellige Whole slide skannere for at se, om der er variationer mellem scannerne, og om variationerne påvirker resultatet, når man anvender digital billedanalyse. I patologien bliver digitalisering mere og mere udbredt, og scanning af vævssnit giver mange nye muligheder. Man kan f.eks. dele billedfiler på tværs af regioner og landegrænser, og det kan føre til hurtigere og mere specialiseret udredning af patienter.
  • Det kræver, at vi kan stole på kvaliteten, og jeres projekt viser med al tydelighed, at der er brug for en fælles tilgang til kvalitetssikring. Der er ingen studier eller retningslinjer for brugen af digitale scannere, og bedømmelsesudvalget diskuterede mange spørgsmål ud fra jeres arbejde:
  • F.eks. - hvordan opbygger vi et fælles ordforråd for pixel og farver? Kan man beskrive og validere en guldstandard for visuel vurdering af digitale vævssnit? Har vi brug for at gennemføre en mini-MTV på området? Hvem tager stilling til, hvilke scannere der dur? Hvad skal man sikre sig i et udbud og en kravsspecifikation? Hvordan sikrer vi kvaliteten på tværs af regioner, og kan udstyret tale sammen?
  • I har udført et meget stort arbejde med at opsætte kriterier for sammenligning af scannere, få fat i de 11 scannere og gennemføre forsøget. Det har krævet stor omtanke og planlægning, inden I gik i gang. Jeres vejledere skriver også, at I har arbejdet med stor indsigt i området, selvstændighed og systematik.
  • Rapporten er velskrevet med et godt fagsprog, en god struktur og flotte illustrationer." 

2. prisen 

Mie Bruun Elmbak, Sara Saidi og Gry Lipczak 

Bachelorprisvindere Patologi Rigshospitalet februar 2023
Bioanalytikerunderviser Camilla Qvist har Sara Saidi med på skærm, Mie Bruun Elmbak, Gry Lipczak og lektor Julie Smith, Københavns Professionshøjskole.

Afdeling for patologi, Rigshospitalet, og Københavns Professionshøjskole

Titel: New possibility of automated rapid immunohistochemistry on frozen sections to improve perioperative 
diagnostics

Vejledere: Bioanalytikerunderviser Camilla Qvist og lektor Julie Smith

DBIO'S BEGRUNDELSE (UDDRAG):

  • "Jeres projekt har sat fokus på at nedbringe en lang svartid på immunhistokemiske analyser af væv fra patienter med kræft. 

  • Det er lykkedes jer at udføre automatiserede, gyldige og reproducerbare immunhistokemiske farvninger på frysesnit på omkring 20 minutter. I har afprøvet to platforme, hvor I også har undersøgt kvaliteten af farvningerne, og hvor lang tid det tager at få svar på flere snit fra samme patient.  

  • I har dermed skabt grundlag for, at patienter i fremtiden kan få et meget hurtigere, mere præcist og sikkert prøvesvar, og onkologerne kan hurtigt lægge en plan sammen med patienterne og igangsætte målrettet behandling eller mere udredning.  

  • Det er et meget relevant og aktuelt arbejde, I har gennemført. Vi blev berørte af jeres vinkel med social ulighed, der desværre også ses i tal fra sundhedsvæsenet. Der er stor forskel på kræftoverlevelse, afhængigt af patienternes sociale baggrund, og en hurtigere udredning med færre og mere overskuelige kontakter kan især være en hjælp for sårbare borgere. 

  • Vi håber, I snart får optaget jeres artikel, så resten af verden kan få indsigt i jeres vigtige resultater."

Offentliggørelse af projekt afventer publicering af artikel.

INDSTILLEDE TIL BACHELORPRISEN

Elvira Larsen, Kamilla Hansen, Maria Kristensen, Rikke Kjærgaard 
Klinisk Immunologisk Afdeling, Aalborg Universitetshospital, og VIA University College

Projekt: Phosphatidylserin som markør for trombocytaktivering ved Platelet Storage Lesions 

Caroline Boe Jepsen, Julie Hansen, Heidi Fyhn Grysbæk og Sophia Louise Thorsted
Kl. Mikrobiologisk Afdeling, Odense Universitetshospital, og UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole

Projekt: Differentiering af yersinia enterocoliticas biotyper ved brug af kromogene agrarplader

Særligt benyttede sider på dbio.dk