Fra kvinde til queer: “Jeg oplever kønseufori, når jeg fremtræder som mand”
Bioanalytiker Charlie Hess opfatter sig selv som queer og befinder sig i en kønstransition, hvis endemål endnu er ukendt. Indtil videre er skiftet juridisk og hormonelt, og de patienter, der møder den 27-årige bioanalytiker i ambulatoriet, vil nok stadig se en kvinde for sig, vurderer han. Sundhedsvæsnet har ikke altid været 100 procent på hans side, føler han. Men socialt møder han hverken fordomme eller stigmatisering.
Det var en studievejleder ved bioanalytikeruddannelsen på Absalon i Næstved, der blev den første, der fik det at vide: At hendes studerende, der på det tidspunkt havde et andet fornavn og et personnummer med lige endetal, gik og overvejede at smyge sig ud af sit biologiske køn og hen imod en mere maskulin fremtoning.
“Jeg har aldrig været typisk feminin og var omkring 2018 begyndt at orientere mig på de sociale medier og fandt ud af, at dét, jeg nok altid havde fornemmet, men ikke før havde sat ord på, faktisk havde et navn. At jeg er nonbinær – eller queer – og ikke identificerer mig i særlig høj grad med mit fødselskøn. Min underviser opfordrede mig til at prøve mit nye fornavn og maskuline pronominer af, da jeg alligevel skulle i praktik og møde nye kolleger,” forklarer Charlie Hess, der blev færdiguddannet i 2021 og i dag er ansat på Klinisk Biokemisk Afdeling på Næstved Sygehus.
Han har i hele forløbet været åben om dét, han stadig kalder et eksperiment, og som dybest set handler om at være i en løbende proces med at aktivere sine maskuline køns- og karaktertræk. Indtil videre er han kun blevet mødt med interesse og venlighed. Praktikvejlederen tog nemlig over, hvor studievejlederen slap. Kom til mig, hvis nogen siger “noget”, lød det.
På det helt lavpraktiske plan valgte Charlie først at klæde om sammen med sine kvindelige kolleger, indtil det føltes underligt, og man fandt et separat hjørne til formålet. Nogen tid efter tog han endnu et skridt, da han valgte at skifte cpr-nummer.
En dag ad gangen
“Der er ingen, der har grint eller nedgjort mig, men mine kolleger har sommetider stillet spørgsmål, jeg ikke engang selv kender svarene på. Så for at jeg ikke skulle tage samtalerne konstant, sådan 1:1, foreslog min nærmeste leder, dér, hvor jeg arbejder i dag, at jeg holdt et oplæg på et personalemøde,” siger han.
PowerPoint-præsentationen, som naturligvis blev lanceret under overskriften ”Spørg Charlie”, kom da også omkring de fleste stadier i hans transition. Bl.a. det spørgsmål, som Charlie selv tog i opløbet: “Hvad siger Thomas?” Charlie, der bekender sig som biseksuel, har nemlig stadigvæk sin mandlige kæreste, som han har købt andelsbolig sammen med. Og svaret?
“Thomas er en meget rummelig mand og har støttet mig hele vejen. Ligesom jeg selv og alle andre skulle han lige vænne sig til det. Men han siger, at det er mig, han er vild med, og så tager vi resten derfra – én dag ad gangen.”
Fordomme, modstand, og hvad han har oplevet som diskrimination, er kommet fra en anden og noget uventet kant: Charlie har haft svært ved at overbevise det danske sundhedsvæsen om, at han er berettiget til lægefaglig hjælp i sin proces.
Hans daværende praktiserende læge var fx meget skeptisk og påpegede, at når man ikke så mere maskulin ud – og endda bar en trøje i en lyserød nuance, som hun nævnte som en slags bevis – var en henvisning til udredning hos Center for Kønsidentitet, CKI, måske ikke så påtrængende. Modstræbende endte hun dog med at skrive henvisningen, så de indledende psykologsamtaler hos CKI i København kunne gå i gang.
“De første fire samtaler gik fint; vi fik talt om, hvad mine mål med transitionen var, og hvor længe jeg havde overvejet det. Jeg følte, at jeg blev taget alvorligt. Derefter skulle jeg igennem undersøgelser på gynækologisk afdeling, hvor de skulle vurdere, om jeg kunne begynde at tage testosteron. Her var afgørelsen, på baggrund af min vægt, at det kunne jeg ikke. Ikke medmindre jeg tabte mig 15-20 kilo. Så kunne jeg komme tilbage igen. Det var som at få en lussing, og jeg gik ud på toilettet og græd lidt,” siger Charlie, der først bagefter fik overskud til at tænke modargumenterne igennem.
BMI og tykfobi
“Jeg fik overhovedet ingen forklaring om de helbredsmæssige bivirkninger ved hormonbehandling. Ingenting; jeg måtte selv gætte mig frem. Det kom bag på mig, og jeg følte mig udsat for tykfobi – reduceret til et tal. Mit BMI. Vi har jo begrebet ’informeret samtykke’ i sundhedsvæsnet, så man selv får mulighed for at forholde sig til risikoen ved en behandling. Jeg er selvfølgelig klar over, at overvægt indebærer visse helbredsrisici, men sammenhængen mellem overvægt og testosteron fik jeg aldrig. Og på det tidspunkt følte jeg mig bare så lille, at jeg ikke orkede at give mig til at diskutere med lægerne. Og jeg følte ikke, at CKI greb mig i den situation.”
Charlie vendte derfor tilbage til sit udgangspunkt: de sociale medier. Her fik han kontaktdata på en klinik i England, der over nettet påtager sig at vurdere blodprøvesvar og udstede recepter på testosteron. I løbet af en måned gik behandlingen i gang. Det er i dag ca. 2½ år siden.
“Jeg har stadig ikke udviklet mange særlige maskuline træk, fx har jeg kun fået meget lidt skægvækst og har stadig en lys stemme. Jeg er også sikker på, at patienterne i ambulatoriet, hvor jeg arbejder, ser mig som kvinde. Jeg ved heller ikke, hvor langt jeg kommer til at gå. Om jeg fx skal have topkirurgi. Det har jeg overvejet, men på grund af min vægt kan jeg sikkert heller ikke få den operation i det offentlige sundhedsvæsen herhjemme. Og det koster mange penge at få fjernet brysterne i fx Sverige eller Tyskland. Sommetider går jeg med en ”binder”, der gør brystkassen flad, men ikke så tit, da den hæmmer mine bevægelser og vejrtrækning. Nedre kirurgi kan jeg slet ikke forestille mig. Det er en meget kompliceret operation, men heller ikke noget, jeg overhovedet overvejer,” forklarer han.
Kønsdysfori, kønseufori – og en lejlighedsvis kjole
Det er ikke hver dag, Charlie har energi til at møde verden som transmand i proces. Navnekortet med det kønstvetydige fornavn får så lov til at hænge nede ved hoften, så det ikke inviterer til nysgerrige spørgsmål.
“Man må såmænd gerne spørge, men nogle dage orker jeg det mindre end andre. Generelt bliver jeg nu ikke fornærmet, hvis patienter eller kolleger miskønner mig. Jeg har ikke som mange andre transkønnede en udtalt grad af kønsdysfori – altså at jeg oplever det som meget træls at have det køn, jeg er født med. Det er mere, at jeg oplever kønseufori, når jeg fremtræder som mand. Men graden kan svinge. Nogle morgener vælger jeg faktisk at tage en kjole på. Jeg har stadig sådan nogle løse nogle, jeg kan finde på at gå i, når jeg slapper af.”
Charlie har siden episoden med sin modvillige praktiserende læge fået sig en ny – og en mere forstående og samarbejdsvillig en. Med en ADHD-diagnose har han desuden et fortroligt forhold til sin psykiater; de to sundhedsprofessionelle er blevet forbindelseslinjerne til det offentlige danske sundhedsvæsen, som endnu ikke rigtig har en strategi for, hvordan det skal rumme transpersoner.
Når cpr-nummeret fx ikke længere udløser rutinemæssige indkaldelser til livmoderhalsscreening – og senere mammografiscreeninger – må Charlie selv være obs på at få booket tid. Det blev han gjort opmærksom på i det informationsmateriale, der blev udleveret på Center for Kønsidentitet.
Kønsskifte og mental trivsel
“Her får man også at vide, at det kan være relevant at oplyse sit juridiske kønsskifte i sundhedsfaglige sammenhænge, da der ellers er risiko for alvorlige fejl eller mangler i behandlingen. Der bliver dog ikke oplyst eksempler på, hvornår det kan være relevant. Det er et lidt interessant dilemma. Personligt har jeg ikke lyst til at fortælle det til hver eneste sundhedsperson, jeg kommer i kontakt med. Min egen læge og psykiater ved det naturligvis og følger min behandling. Da jeg blev tilset af en paramediciner herhjemme for vejrtrækningsbesvær, var det ikke noget, jeg nævnte. Men jeg ved faktisk ikke, om det var relevant,” indrømmer han.
På spørgsmålet om, hvorvidt Charlie kan forstå, at sundhedsvæsnet kan være tilbageholdende med at udskrive hormoner til fysisk raske mennesker og især gøre det uden overblik over eventuelle langtidsbivirkninger, lyder svaret:
“Ja, jeg er jo bioanalytiker og ved naturligvis, at hormoner påvirker kroppen. Men jeg får målt mine værdier hver tredje måned, så der bliver holdt øje med mit helbred. Jeg har fået nogle mindre bivirkninger som lidt bumser, hedeture og humørsvingninger – som en slags overgangsalder. Det tager jeg ikke så tungt. Men mit HbA1c er steget, og da vi har diabetes 1 i den nærmeste familie, er det noget, jeg skal være opmærksom på. På den anden side er der også masser af evidens for, at transpersoner i højere grad end andre har dårligere psykisk helbred, får depressioner, er selvmordstruede og ofte bliver indlagt i den forbindelse. Det er derfor heller ikke uden helbredsmæssige konsekvenser, når sundhedsvæsnet ikke vil hjælpe os.”
Læs også:
