Krig eller fred i mikroskopet?
Bioanalytiker matcher afdøde donorer med nyresyge patienter. På vævstypelaboratoriet på Aarhus Universitetshospital kaldes bioanalytiker Anita Morell ind, når vagttelefonen ringer. For når en organdonor dør, skal det gå stærkt. Hun undersøger kroppens allermindste bestanddele og piller DNA-vindeltrapperne fra hinanden for at finde det bedste match på ventelisten til den afdødes nyrer.
Det ligner en mørk stjernehimmel med hundredvis af små, lysende grønne stjerner. Indimellem ses en rød stjerne. Det er ikke en stjernehimmel, men et samfund af immunceller fra en donorkrop, som er blandet med serum fra en nyresyg patient – set gennem et mikroskop.
Kan cellerne leve fredeligt med det fremmede serum, eller indeholder det antistoffer, som nu vil gå til angreb? Det er det afgørende øjeblik i bioanalytiker Anita Morells arbejde. For det er hér, det afgøres, om den afdøde donors nyrer passer til den mulige recipient (modtager, red.), som en læge har fundet frem til på ventelisten med de knap 400 nyresyge danskere, der håber på at få et nyt livsnødvendigt og blodrensende organ. Men det er ikke her ved mikroskopet, Anita Morells arbejdsdag, eller nat, starter:
“Af en eller anden grund er det oftest om aftenen eller om natten, at vi modtager prøver fra de afdøde,” fortæller Anita Morell, der i omkring 17 år har arbejdet som bioanalytiker på Aarhus Universitetshospital – først i blodtypelaboratoriet og siden her i vævstypelaboratoriet, også kaldet transplantationsimmunologi.
“Fordi Aarhus Universitetshospital foretager mange nyretransplantationer, er det som regel nyrer, vi arbejder med her. Ud over vores laboratorium findes der også et på Rigshospitalet. Så vi modtager blodprøver til analyse fra hele Jylland og Fyn,” fortæller hun.
Organdonation
- På landsplan fik 164 patienter transplanteret nyrer fra afdøde donorer sidste år,.
- 78 personer fik en nyre fra en levende donor. Dermed er nyren det organ, der bliver doneret flest af i Danmark.
Da man kan klare sig med en enkelt nyre, vælger raske personer indimellem at donere den ene til en nyresyg pårørende. På vævstypelaboratoriet analyserer Anita Morell og hendes kollegaer dagligt potentielle donorers vævstyper og matcher dem med patienter, som mangler en nyre. Derudover kortlægger bioanalytikerne de nyresyges vævstyper og antistoffer, så lægerne hurtigt kan finde frem til et potentielt match, når en donor pludseligt dør.
På landsplan fik 164 patienter transplanteret nyrer fra afdøde donorer sidste år, viser tal fra Sundhedsstyrelsen. 78 personer fik en nyre fra en levende donor. Dermed er nyren det organ, der bliver doneret flest af i Danmark.
Tiden er knap
Nu til den akutte del af Anita Morells arbejde. For skal afdødes nyrer leve videre i nye kroppe, skal de transplanteres inden for 24 til 36 timer. Så når Klinisk Immunologisk Afdeling får tilbud om en nyre fra en afdød donor, og Anita Morell har vagttelefonen, bliver hun kaldt på arbejde.
“Det kan godt virke lidt uoverskueligt, når man ligger under sin varme dyne og bliver ringet på arbejde. Men når jeg først står her, får jeg energi. Så tager jeg arbejdshandskerne på og drikker en hel del kopper kaffe i pauserne.”
Når en donor er død, modtager Anita Morell som det første en såkaldt kit-kasse. Den indeholder 11 blodprøver fra den afdøde. Tre af prøverne får blodtypelaboratoriet, hvor blodtypen bestemmes, og der tjekkes for HIV og hepatitis. På vævstypelaboratoriet skal Anita Morell med hjælp fra robotter, computere med avanceret software og god gammeldags håndkraft kigge nærmere på kroppens mindste bestanddele – generne. De sidder på DNA-vindeltrappen, som hver eneste celle i kroppen bærer på i sin kerne. Ud fra den analyse får hun et nøjagtigt billede af, hvilke vævstypegener donoren havde i sine celler, og dermed hvilken nyrepatient der nu kan pilles af ventelisten og få erstattet den syge nyre med en rask.
DNA-strengene sorteres fra blodet
Når Anita Morell har modtaget de otte blodprøver, trækker hun en blå dragt ud over sin hvide hospitalsuniform og ifører sig latexhandsker. Kun de neonorange kondisko på fødderne afslører nu kvinden under dragten. Hun går igennem en lille sluse, som skal sørge for, at laboratoriet, hun er på vej ind i, ikke bliver forurenet med udefrakommende DNA. Herinde skal DNA-strengene sorteres fra resten af blodet. Det er dét arvemateriale, hun nu skal kigge nærmere på. Hun åbner en blå luge på et lille apparat og sætter blandt andet reagensglasset med blodprøven ind og et reagenskit med små magnetkugler.
Flere organer i fremtiden
- Anita Morell og hendes kollegaer får muligvis mere travlt snart. For i marts 2023 kom der nye anbefalinger for organdonation. Førhen kunne man kun komme i betragtning som organdonor, hvis man blev erklæret hjernedød, samtidig med at organerne blev holdt i live af en respirator.
- De nye anbefalinger beskriver, hvordan man nu også kan blive organdonor, efter at døden er konstateret, ved at vejrtrækningen ophører.
- Her vurderer lægerne, at patientens hjerneskade er så omfattende, at vedkommende ikke kan overleve, selvom patienten ikke er erklæret hjernedød. De slukker for respiratoren og venter på, at døden indtræffer af sig selv, og blodtilførslen til organerne stopper. Sker det inden for tre timer, kan man komme i betragtning som organdonor. Den proces kaldes donation efter cirkulatorisk død eller DCD.
- Anita Morell og kollegaerne har endnu ikke mærket effekten af de nye anbefalinger på vævstypelaboratoriet, men Sundhedsstyrelsen anslår, at når proceduren er fuldt implementeret på landets hospitaler, vil der være 35 flere afdøde donorer årligt på landsplan.
“Skal vi lukke banditten?” spørger Anita Morell retorisk – banditten, som på fagsprog bærer navnet EZ1. EZ1 sørger simpelt fortalt for, at en kemisk proces slår hul på cellerne, så DNA-strengen kan komme ud og binde sig til magnetkuglerne. Så er der styr på dem, mens resten af blodprøven vaskes væk.
Ud kommer et reagensglas indeholdende en klar væske med det oprensede arvemateriale fra den afdøde donor. Anita Morell tilsætter lidt farve, som binder sig til DNA’et, stikker glassets ende ned i en minicomputer, som ved at sende lys igennem væsken hurtigt kan måle, om koncentrationen af DNA er tilstrækkelig. Det er den.
Nu hældes DNA-strengene sammen med en såkaldt buffervæske, som blandt andet indeholder en primer – det vil sige kunstigt fremstillede DNA-stykker, som er kodet til at genkende og klæbe sig fast til forskellige gener på vores DNA. Så til sagens kerne.
For primeren kan altså afsløre, hvilke vævstypegener DNA’et fra afdøde indeholder. De informationer kan en læge sammenligne med informationerne fra de nyresyge patienter på ventelisten. Hvis donorens og recipientens vævstyper passer sammen, vil kroppens immunceller acceptere det nye organ. Har recipienten antistoffer mod donorens vævstype, kan organet blive frastødt.
Tilbage til DNA-strengene, der nu er blandet med primeren og hældt på noget, der ligner en miniatureisterningebakke. Bakken indeholder knap 400 små huller, som nu er fyldt med blandt andet DNA og primer. Anita Morell putter bakken ind i et apparat på størrelse med en stor printer, en QS7. QS7 varmer væsken op og køler den ned igen flere gange. I den proces splittes DNA-strengene ad, så primeren kan finde ind til de gener, som den genkender, og klæbe sig fast.
Disse gener afslører kroppens vævstype og bestemmer, hvilke antigener kroppens celler bærer på. Der findes flere tusinde kombinationer af vævstypegener, som Anita Morell heldigvis ikke behøver at forholde sig til, for QS7 sender informationerne videre til et komplekst softwaresystem, der oversætter den mikroskopiske proces til bioanalytikersprog. Den afdøde donors DNA er analyseret, og vævstypegener og -antigener er dermed kortlagt.
Crossmatch – afgørelsens time
Anita Morell tjekker oplysningerne og lægger dem ind i et patientregister. Så tilkalder hun en læge, som udvælger en lille håndfuld recipienter, hvis kroppe muligvis vil tage godt imod donornyren. Processen har indtil nu taget omkring tre timer. Det næste led – det sidste og afgørende – sættes nu i gang. Processen, som ender med enten krig eller fred på den mikroskopiske stjernehimmel, kaldes crossmatch.
“Hvis der eksempelvis er fire mulige recipienter, så indkaldes de og får foretaget blodprøver. For deres celler kan have dannet antistoffer, siden vi sidst undersøgte dem. Det kan ske, hvis de har været i kontakt med noget udefrakommende – det kan være ved en blodtransfusion eller bare en virusinfektion,” fortæller Anita Morell. De nye blodprøver centrifugeres, så et serum kan sorteres fra. Et serum, som vil indeholde kroppens antistoffer.
Tilbage til den afdødes blodprøve. For nu skal donorkroppens politibetjente – immuncellerne B-celler og T-celler – isoleres fra resten af prøven.
Det er godt gammeldags laboratoriearbejde. Det kan vi godt lide.
“Det er godt gammeldags laboratoriearbejde. Det kan vi godt lide,” siger Anita Morell.
For hvor arbejdet indtil nu er klaret med hjælp fra kompleks computerteknologi, er crossmatchdelen langt mere håndholdt. Blodprøven er nu tilsat magnetiske kugler. Anita ryster prøven let og sætter den ned i et magnetisk stativ. Immuncellerne binder sig til magnetkuglerne, som bliver trukket ud til siden mod det magnetiske stativ.
På den måde kan Anita Morell med et plastikrør suge det resterende blod op, mens cellerne er fikseret til siden af glasset. Plastikrøret fører op til en literbeholder, som tager imod overskudsblodet. Hun gentager processen flere gange, indtil kun immuncellerne er tilbage i en klar væske. Nu blander hun donorens immunceller med serummet fra den nyresyge og tilsætter lidt rød farve.
Laboratoriets rolle
- Blodtypelaboratoriet udfører AB0- (blodtype) og antistofscreentest. HIV og hepatitis B og C; både serologisk (antistoffer/antigener) og genomisk.
- Vævstypelaboratoriet udfører vævstype (HLA-type) og crossmatch over for recipientens serum, men ikke om donor har HLA-antistoffer. Desuden sender vævstypelaboratoriet en prøve til mikrobiologisk afdeling, som undersøger for CMV og EBV (vira).
Den cocktail sprøjtes med en pipette ned på 45 små, runde felter på en plade. Det er hér, de to kroppe møder hinanden for første gang på et mikroskopisk plan, og inden for en lille time vil det vise sig, om antistoffer vil gå til angreb på donorens immunceller, eller om de kan leve fredeligt side om side.
Anita Morell kigger ned i mikroskopet. Langt de fleste celler er klare og lysende grønne – oplyst af en lampe i mikroskopet. Indimellem er der en rød.
“Når en celle bliver rød, er det, fordi den er gået i stykker, så den røde tilsatte farve kan trænge ind i cellekernen. Den går i stykker, fordi antistofferne fra recipienten er gået til angreb på donorens celler. Antistofferne klæber sig fast til cellens antigener, og når det sker, har vi tilsat noget kemi, som får cellen til at gå i stykker,” fortæller Anita Morell. På den måde kan hun altså følge den mikroskopiske kamp.
Prøven, Anita Morell kigger på nu, er bare for at vise et eksempel. Den er fra i nat og dermed for gammel. Derfor kan man ikke regne med resultatet, som her viser, at recipientens antistoffer går til angreb på donorens celler. Havde det været den virkelige situation, ville det nu være afgjort, om der fandtes et match i patientregistret og dermed et nyt hjem for de to kidneybønnelignende organer.
“Det er super tilfredsstillende efter sådan en nats arbejde at skrive resultaterne i en konvolut og lægge den på en kasse med en nyre i, som kan blive til gavn for en syg patient. Færdigt arbejde,” slutter Anita Morell.
