“Det er lidt ligesom at være detektiv”
Selv om en del undersøgelser er rutine, er det ikke alle, der følger lærebogen. Og så bliver det lidt ligesom at løse et mysterium, lyder det fra Julie Dyppel, der arbejder som bioanalytiker på Afdeling for Hjerne- og Nerveundersøgelser på Rigshospitalet.
“Sig til, når du kan mærke, det prikker.”
Bioanalytiker Julie Dyppel har tændt for varmelampen, der gerne skulle få Laila Worms overfladetemperatur på venstre ben op på minimum 34 grader. Ved den temperatur leder nerverne nemlig under optimale forhold og sørger for, at patientens nerver afgiver den rigtige information og ikke giver falsk-positive svar.
“Nu. Av, det niver.”
Julie Dyppel kigger på sin skærm og vender sig mod Laila Worm igen.
“Trækker det ud i fødderne?”
Laila Worm nikker.
“Ja. Der er godt gang i den.”
Det er et par år siden, Laila Worm sidst har været på Afdeling for Hjerne- og Nerveundersøgelser, hvor Julie Dyppel har været ansat de sidste ti år. Laila Worm har diabetes og følges normalt på Endokrinologisk Afdeling, men er begyndt at få snurrende og prikkende fornemmelser i begge ben og den ene arm. Det kan også være symptomer på en nervebetændelse, måske som led i hendes sukkersyge. Og det er her, Julie Dyppel kommer ind i billedet.
“Vi er med til at løse et mysterium”
Julie Dyppel tilhører en eksklusiv flok. På landsplan er der under 50 bioanalytikere, der laver dét, hun laver, som blandt andet er at udføre de såkaldte ENG-undersøgelser, hvor hun undersøger patientens nervebaner ved hjælp af små strømstimulationer, der aktiverer nervebanerne til at lave elektriske impulser.
På dagsbasis har Julie Dyppel tre-fire patienter. Typisk tager det op mod 45 minutter per patient, men der er enkelte, hun er sammen med i op mod tre timer. For selvom hun har arbejdet med specialet i over ti år og derfor har en del erfaring, er hver patient unik.
“Jeg foretager flere af mine undersøgelser på rutinen. Alligevel er det aldrig den samme historie. Patienterne er forskellige, de reagerer forskelligt, og det er ikke alle, der følger lærebogen. Her bliver opgaven for mig at tænke: ’O.k., hvad står jeg over for? Hvorfor ser undersøgelsen ud, som den gør, og hvad betyder det?’ Det er lidt ligesom at være detektiv, hvor vi er med til at løse et mysterium,” siger Julie Dyppel.
“Mistænker du din sukkersyge?”
Hun forklarer, at udfordringen ofte består i at kunne skelne mellem forskellige symptomer. For eksempel hvis en patient har snurrende fornemmelser i fod eller underben, så kan det tyde på udfordringer i det perifere nervesystem (nerver, der løber til og fra rygmarv og krop, red.).
“Men det kan i princippet også stamme fra det centrale nervesystem (nerveceller og nervefibre i hjerne og rygmarv, red.). Hvis man for eksempel har en myelopati (problemer med nervebanerne i rygmarven, red.), kan det godt give snurrende symptomer i ben og fødder. Men en rygproblematik, som for eksempel en diskusprolaps, kan give lignende symptomer. Derfor spørger jeg altid ind til, om folk har haft rygsmerter,” forklarer Julie Dyppel, der rent teknisk også kan se det på skærmen, hvor hun skelner mellem følenervebaner og motoriske nervebaner.
“Hvis begge nervebaner er ramt, så kan det indikere, at man har en nervebetændelse,” forklarer hun og rykker stimulatoren op i venstre knæhase.
“Dine primære symptomer var snurren i benene. Du siger, at det brænder, og din følesans er anderledes. Har du mistanke om, at det hænger sammen med din sukkersyge?” spørger Julie Dyppel.
Laila Worm ryster på hovedet.
“Nej, den er velmedicineret.”
Hidsig hugtand
Julie Dyppel har været i gang med sin undersøgelse i små tyve minutter, hvor elektroder og stimulatoren er blevet placeret forskellige steder på Laila Worms krop. Først på benene, i knæhaserne, på fødderne, ved tæerne. Herefter venstre arm, håndflader og fingre.
“Nervebanen deler sig i to i håndfladen, selvom det er samme nerve,” lyder det fra Julie Dyppel. “Og jeg tror faktisk, jeg har fat i den forkerte gren her,” siger hun, mens hun kigger på sin skærm.
“Nerverne ligger ikke på samme måde inde i os mennesker. Vi er som sagt ikke en lærebog. Så jeg rykker lige elektroderne en smule igen.” Det viser sig, at den elektriske stimulation niver særlig godt til på Laila Worms lillefinger.
“Det føles som en hidsig hugtand, det dér,” konstaterer hun. Efter en halv time har Julie Dyppel fået de oplysninger, hun skal bruge, og undersøgelsen er overstået.
“Jeg skal lige sikre mig, at alt er i orden. Jeg forlader dig derfor lige for at tale med en læge, og så kommer jeg tilbage,” siger Julie Dyppel, der går ud ad døren.
“Af natur er jeg snakkesalig”
Julie Dyppel forklarer, at hendes speciale på flere måder er mere beslægtet med det lægefaglige end det sygeplejefaglige. Det er ikke hende, der laver slutanalysen og den endelige konklusion. Den del ligger hos superviserende neurofysiolog, der i sidste ende stiller en diagnose. Men hun skriver, hvilke svar hun får fra nerverne, og dermed hvad undersøgelsen kunne tyde på.
I hendes arbejde foretager hun også de såkaldte EEG-undersøgelser, altså ElektroEncephaloGrafier, der blandt andet kan konstatere epilepsi. Men hun foretrækker ENG-undersøgelserne, der har langt flere mulige udfald.
“Det er simpelthen mere spændende. Jeg er også mere aktiv og har langt større interaktion med patienterne, hvilket jeg sætter stor pris på,” forklarer Julie Dyppel og uddyber:
“Af natur er jeg snakkesalig, og jeg synes selv, jeg er god til at aflæse folk: Har de lyst til at snakke med mig? Hvad har de lyst til at fortælle og ikke fortælle?”
Drømmen om retsmedicinsk
Julie Dyppel kommer ind ad døren igen.
“Lægen vil gerne have, at jeg undersøger en ekstra nerve i dit ene ben. Det inkluderer altså, at jeg skal give dig denne her serie på 20 stød i træk,” siger Julie Dyppel.
“De kommer nu.” Tyve stød senere konstaterer Laila Worm fortsat, at det ikke er verdens mest behagelige undersøgelse.
“Væmmeligt,” lyder det.
Julie Dyppel kan dog fortælle, at Laila Worms nerver denne gang “lå lige efter lærebogen”.
“Hold da op. Noget, der er helt normalt ved mig,” griner Laila Worm.
Ti minutter senere er Laila Worm ude af døren igen med beskeden om at komme igen til en supplerende undersøgelse, så de kan komme endnu mere til bunds i de symptomer, hun har.
“Det var en forholdsvis rutinepræget undersøgelse, der dog alligevel havde små overraskelser undervejs, hvor jeg var nødt til at gå nogle omveje for at få det fulde billede,” fortæller Julie Dyppel, der især elsker opklaringsarbejdet ved sit arbejde.
“Siden jeg var en helt grøn, nyuddannet bioanalytiker, har jeg drømt om at sidde på retsmedicinsk. Du ved, sådan rigtig CSI-agtig. Men jeg kan mærke, at jeg ville savne patientkontakten. Så lige nu bliver jeg her. Med et speciale, jeg brænder for,” understreger Julie Dyppel.
