"Mediesagerne kan bestå af ni sæt vatpinde for mig"
Ligsyn og obduktioner. DNA-spor fra gerningssteder. Undersøgelser af ofre og mistænkte i volds- og voldtægtssager. Bioanalytikerne Rikke Rune Larsen og Nadja Beekhuijzen arbejder på Retsmedicinsk Institut i København, hvor de er med til at udføre retsmedicinske undersøgelser for politiet, retsvæsnet og andre myndigheder i Danmark, Grønland og på Færøerne.
Rikke Rune Larsen slukker lyset. Lokalet er nu bælgravende mørkt. Pludselig flimrer et lys fra en Lumatec 400. “Det afgiver fluorescerende lys,” forklarer Rikke Rune Larsen, der lader lyskeglen glide hen over et par jeans, der ellers har ligget i mørket. En hvidlig streg lyser ganske svagt op et stykke nede på bukserne. “Det kan være sæd, det her,” konstaterer Rikke Rune Larsen.
“Det kræver erfaring at identificere, for vaskepulver kan faktisk også lyse op. Og hvide tøjfibre, kemiske pletter og andre plamager,” pointerer Rikke Rune Larsen, der hiver i sin Lumatec, som hun kalder “uhandy”, fordi man ikke kan tage billeder, samtidig med at man skal få lygten til at oplyse de tekstiler, man undersøger som bioanalytiker.
For nylig gav en analyse foretaget af Retsgenetisk Afdeling på Retsmedicinsk Institut politiet et gennembrud i en 34 år gammel sag.
Nemlig i sagen om Hanne With, der nytårsnat i 1990 blev fundet dræbt af adskillige knivstik i sin lejlighed på Fensmarkgade på Nørrebro.
Drabet er gennem årene løbende blevet efterforsket, og i takt med udviklingen i DNA-teknologien har Københavns Politi især koncentreret sig om analyser af DNA-materiale, som er fundet på drabsofferets bukser, og som med meget stor sandsynlig - hed stammer fra gerningsmanden.
Analysen på Retsmedicinsk Institut på viste, at DNA-materialet stammer fra et nært familiemedlem til en konkret person, hvis DNA findes i politiets DNA-register. På den baggrund kunne Københavns Politi anholde en 53-årig mand og sigte ham for drabet på Hanne With.
Kilde: Københavns Politi
“Heldigvis bliver den her fætter snart erstattet af en nyere model, der mere ligner en lille lygte. Det er klart en lidt federe gadget, kan man vist godt sige. I modsætning til hvad man måske kunne tro, så er der nemlig ikke særlig meget CSI over mit arbejde. Men altså, den her nye lygte, den kan godt løfte afdelingen en anelse ind i CSI-kategorien,” siger Rikke Rune Larsen.
Vi er på besøg hos bioanalytikerne Rikke Rune Larsen og Nadja Beekhuijzen, der begge arbejder på Retsmedicinsk Institut i København, der udfører retsmedicinske undersøgelser for politiet, retsvæsenet og andre myndigheder i Danmark, Grønland og på Færøerne.
Det kan for eksempel være ligsyn og obduktioner. Det kan være undersøgelser af ofre og mistænkte i volds- og voldtægtssager samt faderskabssager. Og det kan være DNA-spor fra gerningssteder eller knoglefund.
Råderum og respekt
Et kæmpe puslespil. Sådan beskriver Rikke Rune Larsen og Nadja Beekhuijzen det arbejde, der bliver udført på Retsmedicinsk Institut. 280 ansatte, heraf ti bioanalytikere, arbejder alle mod samme mål, men har hver deres lille brik. Nadja Beekhuijzens brik befinder sig på histologilaboratoriet på Retspatologisk Afdeling. Her er hun fortrinsvis med til obduktioner, hvor hun undersøger væv, der er fjernet fra afdøde. Rikke Rune Larsen er på Retsgenetisk Afdeling, hvor hun undersøger biologiske spor, som politiet finder på et gerningssted i forbindelse med en straffesag.
Det kan være blod, sæd, hår eller spyt – alt, der kan give et DNA-spor. De kan i teorien godt arbejde på samme sag, men i langt de fleste tilfælde beskæftiger de sig med forskellige sager og har forskellige roller. Fælles for begge er dog, at de oplever stort råderum og stor respekt omkring deres faglighed som bioanalytikere.
“Hver morgen kommer politiet med en kasse med effekter, hvor de beskriver, hvilke undersøgelser de vil have foretaget. Jeg har efterhånden en del erfaring, så jeg kan godt se, at ja, de har krydset af i den her boks på rekvisitionslisten, men måske mente de dét her i stedet,” forklarer Rikke Rune Larsen, der bruger en del tid på at læse de medfølgende beskrivelser, der kommer fra politiet.
“Det leder os på rette spor, og indimellem siger min erfaring mig så, at der også er andre undersøgelser, de mente. Den erfaring bliver der heldigvis lyttet til,” konstaterer Rikke Rune Larsen. Nadja Beekhuijzen er helt enig. Hun tilpasser sine analyser til, hvad der bliver bedt om, men sommetider kan hun også regne ud, hvad obducenterne, altså lægerne, vil have.
“Og ellers går jeg tit over til obducenten og siger: ’Vi er enige om, at jeg kigger efter det og det, ikke sandt?’ Den faglighed, man har som bioanalytiker, bliver brugt og respekteret herinde,” konstaterer Nadja Beekhuijzen.
“Det er en flot lyserød farve!”
“Man ville jo typisk kigge efter sæd i og omkring skridtet. Man lærer også efterhånden at spotte pletterne,” siger Rikke Rune Larsen, der har tændt lyset i lokalet igen, så vi alle igen kan se det store, høje metalbord og det specifikke par jeans, der bliver undersøgt.
“Der er naturligvis ikke tale om et par rigtige jeans, en rigtig effekt fra politiet, der knytter sig til en reel sag,” understreger hun. “Det her er øvejeans. Det er konstrueret. Men nu viser jeg lige, hvad jeg kunne have gjort, hvis det nu var virkeligt,” siger Rikke Rune Larsen.
Hun bøjer sig ned over bordet iført kittel, mundbind, hårnet og handsker. Løfter to pincetter, som hun har i hver sin hånd, og hiver i tøjet med pincetterne.
“Vores værnemidler er for at beskytte effekterne mod kontaminering fra os, der håndterer effekterne,” som hun forklarer. Hun tager en gennemsigtig pose frem, hælder indikatorvæske i, som hun kalder det, putter et filterpapir ned i posen, tager det op igen, presser væsken ud igen.
“Vi skal ikke have, at vi kommer til at fortynde de sædspor, der eventuelt er,” siger hun og lægger det forsigtigt på det område, hvor hun tror, hun har spottet en sædplet. “Nu tegner jeg, så jeg kan finde stedet igen. Og nu skal du så prøve at forestille dig, at det ville vi så også gøre med et stort lagen, hvor vi typisk ville være to kolleger. Her ville vi så bare bruge mange, mange stykker papir,” griner Rikke Rune Larsen.
“Og se så her.” Rikke Rune Larsen sprøjter en basisk væske på filterpapiret, efter at det har ligget på bukserne. En lyserød plet toner frem. “Det er en flot lyserød farve,” konstaterer Nadja Beekhuijzen, der er tydeligt begejstret for, helt ekstraordinært, at følge Rikke Rune Larsens arbejde.
“Nemlig. Helt vildt flot farve,” nikker Rikke Rune Larsen. “Det er så ensbetydende med en positiv screening for sædvæske. Dét, vi ikke kunne se med det blotte øje, og dét, vi ikke var sikre på, selvom vi brugte speciallyset, det kunne den her særlige sporundersøgelse med en indikatorvæske og en basisk fremkaldervæske hjælpe med,” konstaterer Rikke Rune Larsen, der har sager, der går 40 år tilbage.
Vælger aktivt medierne fra
18.000 straffesager. 33.000 effekter. 14.000 referenceprøver (prøver fra identificerede personer, red.). 12.000 faderskabs- eller familiesammenføringssager. 1.200 retslægelige obduktioner (obduktioner ved dødsfald, der kommer til politiets kendskab, red.). 1.000 personundersøgelser. Og gennemsnitligt 40 drab. Det er nogle af de tal, som Rikke Rune Larsen og Nadja Beekhuijzen forholder sig til hvert eneste år på Retsmedicinsk Institut. Især antallet af personundersøgelser og effekter stiger.
“Måske fordi politiet bruger mere DNA i dag. Måske fordi vi bliver bedre og bedre til analysearbejdet,” lyder vurderingen fra de to bioanalytikere.
“Det betyder jo også, at vores arbejde har større og større effekt. Altså at man bedre kan se værdien i vores arbejde i forhold til bevisførelsen,” forklarer Nadja Beekhuijzen.
Drab er ikke de sager, der fylder mest, hverken målt på antal eller tidsforbrug. Men både Nadja Beekhuijzen og Rikke Rune Larsen er inde over undersøgelser og prøver i forbindelse med drabssager. Også dem, der indimellem lander på forsiderne af landets aviser. Noget de to bioanalytikere tackler lidt forskelligt.
“I min hverdag bliver jeg ikke påvirket af sagerne. Men når der er en stor sag, som er oppe i medierne, vælger jeg aktivt medierne fra, så jeg ikke hører om afdøde og familierne og ‘får sat ansigt på’. Vi er jo også underlagt tavshedspligt, så vi taler ikke om det derhjemme. Derfor er det også vigtigt at tale med sine kolleger, hvis der er noget, der påvirker en,” lyder det fra Nadja Beekhuijzen.
“Jeg lukker ikke af for mediesagerne, for ofte arbejder vi med dem, lang tid før de når offentligheden. Men der er sager, der gør indtryk. Sager om små børn, hvor man kan blive bedt om at undersøge, om der er sæd på effekter knyttet til børnene. Det sætter for mange tanker i gang hos mig. Men her kan man altid bede om, at en anden tager undersøgelsen,” fortæller Rikke Rune Larsen.
Hvornår kommer bioanalytikerne i spil?
ET ENKELT, ILLUSTRATIVT EKSEMPEL
- Forestil dig en kvinde, der er blevet fundet død i sit hus. Der er tegn på indbrud i huset. Dødsfaldet bliver kategoriseret som mistænkeligt. Hun kommer ind til et ligsyn, der foregår i kælderen på Retsmedicinsk Institut.
- Her vil der være en læge og en repræsentant fra politiet til stede. Eventuelt en retsmedicinsk tekniker og en sekretær. Politiet giver en briefing.
- Lægen kigger på sundhedsoplysningerne, vender og drejer liget og ser, om der kan fastslås en dødsmåde og en dødsårsag. På grund af sagen og det retsmedicinske ligsyn bliver der foretaget en obduktion.
- Der bliver foretaget både en udvendig og en indvendig undersøgelse, og der bliver udtaget forskellige relevante prøver; fx til retskemiske undersøgelser for fx narkotika, prøver til retsgenetik; fx negleskrab og diverse aftørringer og vævsprøver til histologi fra alle organer mv.
- Nadja: “Det er så faktisk først her, jeg begynder at komme i spil. Der er en række standardiserede vævsprøver, som altid bliver taget. Vævsprøverne tages fra top til tå, 26 prøver som standard. Herudover kan der udtages andre vævsprøver, som skifter fra sag til sag. Alle vævsprøver fikseres i formalin i 48 timer, inden de præpareres på en VIP 6AI, indstøbes og til sidst skæres og farves. Og herudover kan der så være andre vævsprøver, hvilket skifter fra afdød til afdød. Hvis der under obduktionen er mistanke om kvælning, kan det være, jeg efterfølgende skal undersøge tungebenet. Det kan man ikke skære i, så her ville jeg være nødt til at afkalke det, så det bliver blødt. Min opgave vil også være at foretage de histologiske vævsfarvninger, så retsmedicineren kan se, om der fx er tegn på opheling i tungebenet, eller om det er et nyt brud. På den måde er mine analyser jo med til at finde ud af, om kvinden er blevet kværket.”
- Rikke: “Jeg kører sideløbende med Nadja og kan for eksempel få en række vatpindeaftørringer fra obduktionen, der ligger i effektposer med fx skrab fra negle – en vatpind er inde under alle fem negle på én hånd – vagina, vaginaindgang og endetarm. Vi kører det, vi kalder ’dobbeltbestemmelser’ på alle vores prøver, hvor to prøver fra samme effekt skal give det samme resultat. Det hele skal gerne ende ud i en erklæring med et svar til politiet på fx, ‘hvor sandsynligt er det, at det her spor er et match med den her mulige gerningsmand, som I har bedt om en sammenligning med?’ Vi har en elektronisk tavle på afdelingen, hvor vi hver morgen kan se dagens undersøgelser. Der kan komme alt fra 0 til 100 opgaver ind på en dag. Af alle analyser synes jeg, sæddelsanalysen er mest interessant, hvor du putter en lyseringsbuffer på prøverne, der gør, at de fleste celler lyserer, altså går i stykker. Det, der dog ikke går i stykker i det her trin af analysen, er sædcellerne. Vi kan så skille det, vi kalder ‘restcellefraktionen’, fra, så vi kun har prøven med sædcellerne; dem lyserer vi med det, vi kalder DTT, der bryder sædcellernes membraner, så vi kan ekstrahere DNA’et. Det gør, at vi får en ret tydelig mandeprofil. Det bliver kaldt en sporprofil. Det kan være oplagt i for eksempel voldtægtssager, hvor en prøve kan være en blanding af sekret fra både gerningsmand og voldtægtsoffer. Og så har vi jo også alle beklædningsgenstandene, vi også undersøger for spor.”
Et meningsfuldt arbejde
I langt de fleste tilfælde føler hun sig dog langt fra voldsomheden i de sager, hun beskæftiger sig med. “Jeg er for eksempel aldrig ude ved et gerningssted. Mediesagerne kan jo reelt set bestå af ni sæt vatpinde for mig,” forklarer Rikke Rune Larsen.
Begge er dog enige om, at selvom de ofte “møder ind til triste skæbner og voldsomme historier”, som Nadja Beekhuijzen formulerer det, så føles arbejdet meningsfuldt.
“Det er måske en kliché. Men jeg oplever, at vi er med til at gøre en forskel her,” understreger Rikke Rune Larsen.
