"Vi risikerer at tabe patienter på gulvet, hvis lægen overser betydningen af det biologiske køn"

Hvordan bør sundhedsprofessionelle agere, når de ikke længere kan gå ud fra, at en patients personnummer angiver det køn og den biologi, vedkommende blev født med?

Med den efterhånden udbredte accept af flydende kønsbegreber, hvor såvel juridisk som medicinsk og kirurgisk kønsskifte kan sløre det kliniske billede, står sundhedsvæsnet med en voksende udfordring. Det gælder fx med hensyn til blodprøvesvar, hvor man ofte opererer ud fra kønsspecifikke referenceintervaller.

Men indkaldelser til screeningsprogrammer vil også ramme forbi for personer, der stadig har en livmoderhals, brystvæv eller en prostata, men har foretaget et juridisk kønsskifte.

Laboratoriet kan i øvrigt – som der har været tilfælde af, når transpersoner på eget initiativ får foretaget et livmoderhalsskrab – kassere eller returnere prøven som ukorrekt mærket, hvis den er udstyret med et cpr-nummer med ulige endetal.

Endelig – viser helt frisk forskning fra Klinisk Immunologisk Afdeling på Rigshospitalet – vil det også være hensigtsmæssigt at kende en patients underliggende køn i forbindelse med blodtransfusioner, hvor det korrekte kønsmatch mellem donor og patient forøger overlevelsen målbart.

Lægen bør kende køn

“Ja, det er jo blevet supervigtige spørgsmål at forholde sig til, i takt med at flere skifter køn, i alt fald i juridisk forstand ved at skifte cpr-nummer. Som bioanalytikere behandler vi teknisk set alle blodprøver ens og forholder os alene til det referenceinterval, som et cpr-nummer og dermed et biologisk køn fastsætter. Det er derfor den rekvirerende læge, der må sørge for ikke at overse sin patients fødselskøn i de tilfælde, hvor det har betydning, og det er ret mange, vil jeg tro. Ellers risikerer vi at tabe patienter på gulvet.

Sundhedsstyrelsen eller PLO (Praktiserende Lægers Organisation, red.) bør finde ud af, hvordan de praktiserende læger imødekommer og informerer denne patientgruppe, så ingen går under radaren,” siger Henrik Ydemann Rasmussen, der er uddannelsesansvarlig bioanalytikerunderviser på Klinisk Biokemisk Afdeling på Sjællands Universitetshospital.

Han sidder desuden i dbio’s udviklingsgruppe for klinisk biokemi og er ydermere selv far til en transdreng på 11 år, der indtil videre har skiftet fornavn, pronominer – og skole; det er ikke alle vegne, man møder rummelighed over for et identitetssøgende barn, der ikke er som alle andre.

Selvmedicinering

Umiddelbart nævner Henrik Y. Rasmussen hæmoglobin, hvor et lavt resultat hos en patient med et cpr-nummer med ulige endetal – almindeligvis en person født som mand – som bekendt kan pege i retning af en behandlingskrævende tilstand. Mens den tilsvarende værdi ligger inden for normalområdet for en kvinde.

Men der kan også være tale om en transperson, der måske ikke i alle sundhedsfaglige situationer føler trang til at opgive det fødselskøn, vedkommende måske blot ønsker at fortrænge. Selvom tidligere journaloplysninger kobles til det nye cpr-nummer, er det ikke nødvendigvis informationer, lægen kender, medmindre vedkommende har læst ned i journalen.

Det er derfor nærliggende at antage, at fejltolkninger af analysesvar kan lede til misforståelser og enten forsinkede eller forkerte diagnoser og behandlinger. I særdeleshed hvis patienten har skiftet juridisk køn, men ikke har fået en kønsmodificerende behandling gennem det offentlige sundhedsvæsen via en eventuel henvisning fra samme læge.

Nogle vælger, ofte efter et nej til behandling på et af de tre centre for kønsidentitet, selv at skaffe hormoner eller søger hjælp på udenlandske klinikker.

Mangler viden

“Køn betyder i høj grad noget i både medicinsk og laboratoriemedicinsk sammenhæng. De danske akutafdelinger er fx i øjeblikket ved at indføre kønsspecifikke referenceintervaller for Tropopnin I, der anvendes ved eventuelle myokardieskader. Her er den øvre grænsereference betydelig højere for biologiske mænd end for biologiske kvinder. Så også her vil det være nyttigt at have viden om et eventuelt underliggende køn hos en patient, der bliver bragt ind på hospitalet,” siger Henrik Y. Rasmussen.

I Ugeskrift for Læger beskrev en læge for et par år siden et tilfælde, hvor en transkvinde havde en hæmoglobinværdi, der var unormalt lav. Hun var ny patient hos den praktiserende læge, kom fra et andet land og oplyste ikke, at hun havde skiftet køn.

Der blev bestilt flere blodprøver til videre udredning, bl.a. til bestemmelse af hæmoglobintypegruppe. Inden de kom tilbage, opdagede lægen, at patienten havde et cpr-nummer med ulige endetal, og sendte hende til Borgerservice for at få rettet, hvad han troede var en fejl. Da svaret på prøven skulle returneres til laboratoriesystemet, opdagede man, at der var afgivet et mandereferenceinterval på 8,3-10,5 mmol/l i stedet for et kvindereferenceinterval på 7,3-9,5 mmol/l.

Transkvinden ville således have fået en normal hæmoglobinværdi, hvis personnummeret havde været i overensstemmelse med hendes fødselskøn.

Hvordan langvarig hormonbehandling påvirker de biokemiske parametre, er et område, der bør have større opmærksomhed, pointerer Henrik Y. Rasmussen:

“Mange transkønnede tager hormoner netop for at ændre kroppens biologi til det køn, de identificerer sig med. Men mig bekendt er der ikke foretaget større undersøgelser af, hvordan de kønsspecifikke analyseparametre ændrer sig hos den enkelte person i en sådan proces, selvom jeg har læst artikler, hvor problematikken omtales.

Jeg kan forestille mig, at der vil være en stor variation fra person til person, alt efter hvor i en sådan transition vedkommende befinder sig, og hvor store doser hormoner der er tale om. Derfor kan man kun opfordre til, at transkønnede er åbne over for deres praktiserende læger – også hvis de tager hormoner uden for det etablerede sundhedsvæsen – så misforståelser kan tages i opløbet.”

Læs også: