Hvad er ligheden mellem en bioanalytiker og en buschauffør?

De savner indflydelse i arbejdet. Det er faktisk ikke en nyhed, at bioanalytikere igen scorer bundplaceringen, når det handler om at have indflydelse i arbejdet. Det viser en ny kortlægning af arbejdsmiljøet for 75 jobgrupper fra Arbejdstilsynet.

Nyhed
Skrevet af
Niels C. Jensen, journalist og digital redaktør
Buschauffør

Kun passagerservicemedarbejdere, bus- og taxachauffører oplever, at de har mindre indflydelse på deres arbejde end bioanalytikere og farmakonomer ifølge Arbejdstilsynet. Arkivfoto: Colourbox

”Er det egentlig et problem for bioanalytikerne, at de ikke har indflydelse i arbejdet?” spørger arbejdsmiljøforsker Ida Elisabeth Huitfeldt Madsen retorisk.

Kun passagerservicemedarbejdere, bus- og taxachauffører oplever, at de har mindre indflydelse på deres arbejde end bioanalytikere og farmakonomer. I alle andre 75 jobgrupper er andelen af dem, der oplever at have indflydelse i arbejdet større. Det viser National Overvågning af Arbejdsmiljøet blandt Lønmodtagere 2021 fra Arbejdstilsynet.

Indflydelse i arbejdet er i bund

  • Ud af 75 jobgrupper indtager farmakonomer og bioanalytikere en bundplacering som nr. 73. når spørger til, hvor mange der oplever at have indflydelse på hvordan arbejdsopgaver løses. 40,8 procent i gruppen svarer, at de i meget høj eller høj grad har indflydelse i på, hvordan opgaverne løses. Blandt alle faggrupper er tallet 71,4 procent.
  • Spørger man til indflydelse på i hvilken rækkefølge opgaver løses, er billedet det samme. Bioanalytikere og farmakonomer indtager pladsen som nr. 73. Kun blandt passagerservicemedarbejdere og bus- og taxachauffører oplever færre, at de har indflydelse. Helt præcist oplever 35,3 procent, at de i meget høj eller høj grad har indflydelse på rækkefølgen af arbejdsopgaverne. Til sammenligning er det generelle tal 65,5 procent.
  • Et andet aspekt af indflydelse i den nationale overvågning af arbejdsmiljøet er indflydelse på arbejdstid. Og igen er farmakonomer og bioanalytikere i bunden som nr. 73, kun 12,6 procent i gruppen oplever, at de i meget høj eller høj grad har indflydelse på arbejdstider. Gennemsnittet er til sammenligning 44,3 procent.
Kilde: National Overvågning af Arbejdsmiljøet blandt Lønmodtagere 2021 fra Arbejdstilsynet

Ifølge forskeren selv er der meget forskning, der viser, at det er et problem, hvis man ikke oplever at have indflydelse i sit arbejde. Men og det er et stort MEN; der visse jobtyper og faggrupper, der præget af mange standarder, faste arbejdsgange, retningslinjer og procedurer. Noget der også præger bioanalytikerfaget.

"Svære vilkår for indflydelse"

”Nogle faggrupper har rammer, som skaber svære vilkår for indflydelse,” som Ida Elisabeth Huitfeldt Madsen, forsker i psykisk arbejdsmiljø hos Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, formulerer det.

Det ændrer dog ikke på, hvor vigtigt det er, at man har indflydelse i arbejdet, forklarer seniorforskeren.

”Forskningen viser, at manglende indflydelse kan have store og alvorlige konsekvenser i form af mistrivsel, øget sygefravær, risiko for depression og faktisk også dårligere opgaveløsning,” siger Ida Elisabeth Huitfeldt Madsen.

Med andre ord er der rigtig gode argumenter for, hvorfor man skal have indflydelse i arbejdet, og det kan typisk også godt lade sig gøre, selvom ens arbejde er præget af procedurer og faste rutiner, mener forskeren.

Det kan f.eks. være at man have indflydelse på, i hvilken rækkefølge opgaverne løses. Vigtigst er dog, at man som medarbejder bliver inddraget i processen og hørt, når der kommer nye opgaver og arbejdsgange.

Lyt til medarbejderne

Gode til samarbejde og instruktion

Andre tal fra om bioanalytikere og farmakonomer fra kortlægningen af arbejdsmiljøet.

  • Får den nødvendige vejledning og instruktion 78,6% (1. plads)
  • Gode til at samarbejde 84,6% (5. plads)
  • Får den nødvendige information 83,8% (5. plads)
  • Oplevet diskrimination eller dårlig behandling 19% (7. plads)
  • Retfærdig konfliktløsning 36,9% (70. plads)
Kilde: National Overvågning af Arbejdsmiljøet blandt Lønmodtagere 2021 fra Arbejdstilsynet

”Indflydelse i arbejdet betyder ikke, at man selv bestemmer over arbejdet, men at man bliver inddraget i beslutninger om sit arbejde og lyttet til ,” siger Ida Elisabeth Huitfeldt Madsen og fortsætter:

”Det er helt afgørende, at der er dialog mellem leder og medarbejder om, hvordan man har indflydelse i arbejdet.”

Tilbage til spørgsmålet som artiklen startede med. Bioanalytikerarbejde er præget af procedurer og retningslinjer, og bioanalytikere har lav grad af indflydelse i arbejdet ifølge den national overvågning af fra Arbejdstilsynet.

Men hvad tænker du. Savner du indflydelse i dit arbejde, eller er du først og fremmest glad for de faste procedurer i dit arbejde?

Læs også: 

Særligt benyttede sider på dbio.dk