Stress rammer individuelt, men skal løses i fællesskab

Stress er ikke kun et individuelt anliggende, selv om det er individet, der bliver ramt, lyder budskabet fra næstformand Katja Wienmann Bramm i månedens Frispark. Hun opfordrer arbejdspladserne til at udvise mod og se indad, når en kollega går ned med stress.

Frispark
Skrevet af
Katja Wienmann Bramm, næstformand
"Det er som om, vi har skabt et parallelunivers for de stressede, hvor de modtager støtte og empati, men hvor de grundlæggende problemstillinger på arbejdspladsen forbliver uændrede," lyder det bl.a. fra næstformand i dbio, Katja Wienmann Bramm.

"Det er som om, vi har skabt et parallelunivers for de stressede, hvor de modtager støtte og empati, men hvor de grundlæggende problemstillinger på arbejdspladsen forbliver uændrede," lyder det bl.a. fra næstformand i dbio, Katja Wienmann Bramm. Colourbox.

Jeg læste forleden en artikel fra DR, hvor forskere udtalte; ” Vi tager os godt af kolleger, der går ned med stress. Men vi interesserer os ikke synderligt for at fjerne det, der stresser”.

Det er bemærkelsesværdigt, at vi synes at være afhængige af forskning for at bekræfte det åbenlyse, synes jeg. Stress håndteres ofte individuelt, mens årsagerne ofte er forankret i arbejdsfællesskabet. Vi overser konsekvent de strukturelle faktorer, der bidrager til stress, og vi undlader at adressere dem effektivt. Det er som om, vi har skabt et parallelunivers for de stressede, hvor de modtager støtte og empati, men hvor de grundlæggende problemstillinger på arbejdspladsen forbliver uændrede.

Vores kolleger sendes til psykolog, vi tilbyder dem coping-strategier og støtter dem i deres personlige rejse mod at overvinde stressen. Men hvorfor ser vi ikke nærmere på de faktorer på arbejdspladsen, der kan være årsag til, at stress udvikler sig til noget uhensigtsmæssigt?

Det er ikke altid en let opgave at se på sig selv udefra, og det kræver mod at bryde med status quo og implementere konkrete og varige forandringer
Katja ..

Jeg kendte en gang en bioanalytiker, der ligesom mange andre hver dag arbejdede med præcision, deadlines og krav til nøjagtighed – og hvor fejl kunne have alvorlige konsekvenser. På overfladen håndterede hun sine opgaver med omhu og fokus, men under overfladen blev hun mere og mere stresset. Hendes kollegaer oplevede også presset fra de mange opgaver. De følte sig magtesløse over de krav, der blev stillet til dem.

Den konkrete bioanalytiker nævnte flere gange på personalemøderne, at det ikke var sjovt at arbejde under de pressede forhold og foreslog derfor, at man kiggede på arbejdsgangene. Da tingene ikke ændrede sig, forsøgte hun at håndtere sin stress på egen hånd ved at øve sig i at tage pauser, gå lange ture og sige til sig selv, at det nok skulle gå. Men efter noget tid indså hun, at hun nu var så syg med stress, at hun måtte sygemelde sig.

Hvorfor er det så svært at tage fat om roden af stressproblemerne på arbejdspladsen? Måske skyldes det en frygt for at konfrontere ubehagelige sandheder om det kollegiale samarbejde på arbejdspladsen? Måske skyldes det, at der grundlæggende er noget omkring arbejdets organisering og rammerne for arbejdet, der skal kigges på? Og ja, det er bøvlet, men alternativet er værre. 

Der findes masser af viden og retningslinjer, der kan guide os i arbejdet med at identificere og adressere stressudløsende faktorer, men alligevel mangler handlingen ofte.

For at udvikle sunde og bæredygtige arbejdspladser er vi nødt til at forholde os til organisationen, afdelingen og teamet. Vi skal turde kigge indad – og her mener jeg organisatorisk - og erkende, at problemet med stress ikke kun ligger hos individet, men også i de strukturer og kulturer, vi selv er med til at skabe og opretholde.

Det er ikke altid en let opgave at se på sig selv udefra, og det kræver mod at bryde med status quo og implementere konkrete og varige forandringer. Men det er en investering, der vil gavne både individet og organisationen på lang sigt.

Vi skal også huske på, at vi ikke altid har alle svar – og det derfor er okay at invitere det samlede arbejdsfællesskab ind, når vi skal finde årsager og løsninger på de forhold, der stresser os på arbejdspladsen. Ved at adressere årsagerne til stress med et kollektivt fokus kan vi skabe en stærkere og mere trivselsfremmende arbejdskultur for os alle.

Du kan jo starte med at spørge dig selv om to ret centrale spørgsmål.

  1. Hvordan arbejder I med de forhold, der kan virke stressende, på jeres arbejdsplads?
  2. Hvad holder jer tilbage for at kigge nærmere på de elementer, som kan udløse stress i arbejdsfællesskabet?                                          

Særligt benyttede sider på dbio.dk