Tør jeg selv sige nej, når lægen har ordineret blodprøven?

For nogen tid siden havde jeg et indlæg i Sundhedsmonitor, som er et digitalt sundhedsmedie. Det handlede om, at nu skal der for alvor vælges klogt i sundhedsvæsnet, og lad os begynde med de lavt hængende frugter; de alt for mange unødvendige - og kostbare - analyser for mangel på D-vitamin for eksempel. Man kan jo bare tage et kosttilskud om vinteren, hvor der ikke er så meget dagslys.

Det er så åbenbart nemmere sagt end gjort, og her er min egen historie. Jeg tager kalk med D-vitamin hver dag, som jeg er blevet anbefalet af min læge. Man får den anbefaling, når der er er et særligt behov, hvilket jeg har. På den måde vil mange ikke sætte mig i kategorien rask, men jeg føler mig rask og temmelig fit for fight som formand for dbio.

Forleden dag skulle jeg så have taget blodprøver. Nysgerrig som jeg er, så har jeg allerede set, hvad  jeg skal undersøges for. Så opdager jeg, at der er ordineret en analyse for D-vitamin, hvilket jeg undrer mig over, da jeg jo er anbefalet at tage kosttilskud i form af kalk med D-vitamin. Hmm…

Ved selve blodprøvetagningen snakker jeg med bioanalytikeren om min undren over, at jeg skal have tage denne D-vitamin. Det ender med, at jeg bliver spurgt: ”Vil du gerne have, at jeg sletter den?” Et helt fantastisk tilbud og på baggrund af faglig refleksion af bioanalytikeren. Men mit dilemma er, at jeg egentlig ikke tør sige: ”Ja, jeg vil gerne have den slettet, da jeg jo får min daglige dosis D-vitamin og oftest er ude 1 time om dagen i dagslys”, men det tør jeg ikke. Analysen er jo ordineret af en læge.

Det dilemma vil mange borgere og patienter stå i, hvis de undrer sig over, at der skal undersøges for en noget, som ikke giver mening for dem. I mine egne øjne er jeg meget bevidst om min egen sundhed og på baggrund af mit arbejde og min uddannelse som bioanalytiker, alligevel tør jeg ikke sige nej. Hvem gør det så?

Hvis der skal ske store ændringer, og vi skal passe på ressourcerne i sundhedsvæsnet, så skal der tages ansvar på et overordnet niveau f.eks. med nationale retningslinjer. Det skal ikke være op til den enkelte patient og borger, hvilke parametre, der skal analyseres for. Det er ikke deres ansvar.

For ja, det handler bestemt om at passe på ressourcerne i sundhedsvæsenet, men om mere end det. Når der udføres (for) mange analyser, vil der statisk set være en vis procentdel, der viser skæve grænseværdier - også selvom der ikke er noget galt. Det fører til et måske omfattende, men unødvendigt opfølgningsarbejde. Statistisk set vil hver 20. prøve give et falsk-positivt svar, så der vil være nogen, der får et svar om, at de f.eks. har mangel på d-vitamin, selvom det reelt ikke er tilfældet.

Det samme gælder også for andre laboratorieanalyser. Med flere prøver, større udgifter samt mere besvær og unødvendig bekymring for patienten og borgeren. Uden at det giver mere sundhed for pengene. Og det giver ekstra (unødvendigt) arbejde for jer på laboratorierne.

Og tilbage til min historie. Jeg behøvede ikke den analyse for d-vitaminmangel, men det (fra)valg turde jeg ikke træffe.  Ville du turde?