"Lad os give plads – og hylde og dyrke vores forskelligheder!"

De fleste af os kan nok blive enige om, at alle mennesker skal behandles lige, uanset køn, alder, religion eller seksualitet. Alligevel forfalder mange af os til at fokusere på forskellighederne. Og kollegaer, der skiller sig ud fra mængden, kan hurtigt blive genstand for sladder og hvisken i krogene.

Hvad er det egentligt, der gør, at vi har svært ved at give plads til hinandens forskelligheder og hylde mangfoldigheden?

Jeg finder debatten om mangfoldighed super vigtig. Men vi er nødt til at få pillet et lag mere af det løg – for faktum er, at vil alle er unikke og meget forskellige, både når vi taler om værdier, indsigter, holdninger, erfaringer med livet, tænkemåder osv.

Vi skal i langt højere grad have fokus på en større bevidsthed - om de usynlige processer i den enkelte og i gruppen - og ikke mindst skal vi have fokus på både den enkeltes- og gruppens sprog for det, der virkelig er på spil. For hvis I spørger mig, så handler det om vores usikkerhed, fordi vi ikke er komfortable med det, som er svært og ubehageligt at tale om, og fordi vi ikke forstår det.

Det betyder derfor også, at vi alt for ofte i stedet ender med at lave en eller anden politik (ikke at der i sig selv er noget i vejen med en politik), eller pakker problemerne ind i noget andet end det, som det reelt handler om. Der er altså en stor risiko for, at vi bliver så politisk korrekte, at vi afholder os fra at spørge ind til og snakke om det, der i virkeligheden er på spil og kan være svært at snakke om.

Det kan skabe det resultat, at der udvikles en kultur og en omstændighed, hvor mange er bange for at ytre sig af frygt for at blive dømt eller udskammet af selvudråbte moralske vogtere. Gennem det skæve fokus på ydre forskellighed og den politiske korrekthed kommer vi til at overse vigtigheden af vores forskellighed, og som er så vigtig for vores fremtidige muligheder som mennesker.

Mangfoldighed handler om flere aspekter end blot at give plads til en enkelt person eller en særlig gruppe. Vi har som samfund og arbejdspladser behov for vores forskellighed som unikke individer. Vi kan godt have procedurer og ensartethed i vores rammer, men vi må ikke forfalde til, at det også skal gælde den enkeltes frihed til at være sig selv – for den menneskelige evne til at være kreativ og innovativ sker først og fremmest, når mennesker med forskellige synspunkter, tanker og indsigter støder sammen.

Mangfoldighedsdebatten burde, som jeg ser det, i langt højere grad handle om, hvordan vi styrker vores evne til at tale om det, der er svært, rumme hinandens forskelligheder og ikke mindst vores evne til, at give plads til det, som den enkelte bidrager med af unikhed til gruppens bedste, så vi sammen får skabt arbejdsfællesskaber – hvor vi hylder det festfyrværkeri, der kan opstå, når forskelligheder mødes. Så lad os forsøge ikke at falde i den fælde med, at vi bliver optaget af, at alle skal være lige som os selv.