Bioanalytiker: “Jeg er selv ikke ret vild med at blive stukket …”

En veninde plages af en regulær nålefobi, en anden er besvimet under proceduren. Mette Daugaard Højbjerg Jensen er heller ikke selv begejstret for nåle og bruger derfor også sin egen erfaring, når hun tager blodprøver på bange børn og anspændte voksne.

Nålefobi
Skrevet af
Helle Broberg Nielsen, journalist
Mette_nålefobi

Som alle andre bioanalytikere, der tager blodprøver, oplever Mette Daugaard Højbjerg Jensen dem også med jævne mellemrum; de patienter, der ikke bare oplever en forbigående indstikssmerte, men som omfatter hele forløbet op til og under en blodprøvetagning med ængstelse og lede. Og hun kender deres nåleskræk fra sig selv.

“Jeg har nok ikke ligefrem en fobi, sådan som jeg har oplevet det hos patienter i en håndfuld tilfælde, men jeg er selv ikke ret vild med at blive stukket. Jeg bliver ængstelig i situationen, og fordi jeg også er lidt af en kontrolfreak, har jeg svært ved at slappe af og lade bioanalytikeren gøre sit arbejde. Jeg insisterer fx også på at se, hvad der foregår, hvis bioanalytikeren foreslår mig at kigge væk,” fortæller Mette Daugaard Højbjerg Jensen.

Hun blev færdiguddannet bioanalytiker i 2021 og er ansat på Immunologisk Afdeling på Kolding Sygehus, hvor hun tager blodprøver på både voksne og børn.

Ramme rigtigt første gang

Og der er her tale om to ret forskellige opgaver, minder hun lige om. Til nervøse børn er der udviklet en række strategier med at bruge distraktioner i kombination med smertedækkende Emla-plastre eller bananspray til at få gennemført prøvetagningen.

Sværere er det, hvis et barn er i langvarig behandling, hvor gentagne prøvetagninger er nødvendige, og hvor barnet ved, at – ja, det kan faktisk være ubehageligt og gøre ondt. Og sådan vil det også være næste gang. Hendes erfaring er dog, at børn ofte hurtigt kommer over oplevelsen igen, hvis man som prøvetager er rolig, smiler og taler opmuntrende til dem. Man går heller ikke galt i byen ved at forære dem et lille stykke legetøj som belønning. Det fåtal af voksne, der som hun selv har en mere eller mindre irrationel modvilje mod nåle, kræver selvsagt en lidt anden tilgang.

“Jeg har skullet tage en prøve på en skrækslagen patient, der allerede råbte ‘av, av, av’, da jeg kom ind på stuen. Jeg havde ikke engang fortalt, hvad mit ærinde var, eller begyndt at gøre materialerne klar. Her måtte jeg lige tøjle min irritation, for jeg stod stadig henne i døren, da der blev sagt ‘av’. Men jeg kan selvfølgelig ikke vide, hvad patienten har været igennem. I den situation må man bare' forsøge at få det bedste ud af det, så patienten alligevel giver sit samtykke til blodprøven," siger hun.

Læs også:

Hos både børn og voksne med nåleskræk er det i øvrigt ekstra vigtigt at ramme venen første gang, pointerer hun. Prøvetagningen skal være så kort og udføres så kompetent som overhovedet muligt, så patienten ikke får yderligere grund til at frygte proceduren.

Patienter med nåleskræk reagerer ofte med tydelig nervøsitet, bleghed og koldsved, og her er det hensigtsmæssigt, at prøvetageren spørger ind til, hvordan patienten har det med at blive stukket, inden man går i gang, lyder hendes erfaring. Nogle kan være så utilpas med situationen, at de ligefrem besvimer.

Stille og roligt

Hun kender i øvrigt selv til et par mere ekstreme tilfælde fra sin egen omgangskreds. En veninde lider så meget under sin nålefobi, at hun tager sin mor med, hvis hun ikke kan undgå at skulle have taget en blodprøve. En anden veninde har oplevet at besvime under en prøvetagning; nu ved hun så, at det er vigtigt for hende at ligge ned til prøvetagningen, og at hun skal huske at sige det til prøvetageren på forhånd.

“Når jeg selv skal tage blodprøver på personer, som jeg kan se har det svært med det, tager jeg det helt stille og roligt. Jeg fortæller også patienten, at vi har god tid. Jeg spørger dem om, hvordan de vil foretrække at få taget prøven. Hvilken arm det er bedst at tage prøven i. Om de hellere vil ligge ned. Om jeg løbende skal forklare, hvad jeg gør. Eller for alt i verden skal lade være. Om de helst vil kigge med – eller væk. Det er jo bare sund fornuft og empati, egentlig,” fortæller hun.

Mette Daugaard Højberg Jensen ønsker da heller ikke at opgive blodprøvetagningen til fordel for andre typer bioanalytikeropgaver.

“Nej, jeg ser prøvetagning som en naturlig del af mit job, og jeg kan godt lide patientkontakten og at møde forskellige mennesker. Jeg er glad for en god blanding af prøvetagning og laboratoriearbejde,” konstaterer hun. 

Særligt benyttede sider på dbio.dk