Alle flygtninge og asylansøgere bør undersøges for tuberkulose

Flygtningestrømmen til Danmark fortsætter, det betyder nye udfordringer for sundhedssystemet. Et skrækscenarie er at smitsomme sygdomme, som for eksempel tuberkulose, skal brede sig. Derfor overvejer man nu at undersøge alle asylansøgere for tuberkulose.

Nyhed
Skrevet af
Niels C. Jensen, journalist
sandholm_Simon_Skipper_scanpix_web

Røde Kors er i samarbejde med Gentofte Hospital i gang med at overveje, hvordan man kan gøre mere for at undersøge asylansøgernes helbred, når de ankommer til Danmark. Foto: Simon Skipper/Scanpix

”Det burde være obligatorisk for alle flygtninge og asylansøgere at blive undersøgt for tuberkulose, når de kommer til landet. Ligesom det er i andre lande for eksempel Norge og Holland,” siger Niels Seersholm, der er ledende overlæge på Lungemedicinsk Afdeling på Gentofte Hospital.

I 2015 er mindst 72.000 flygtninge og migranter kommet til Danmark. 9793 af dem har søgt om asyl i Danmark. Dertil kommer et ukendt antal personer, som kommer til landet via familiesammenføringer.

I dag får asylansøgerne tilbudt en såkaldt medicinsk helbredssamtale med sygeplejerske på et af Dansk Røde Kors’ modtagecentre. Men netop nu er Røde Kors i samarbejde med Gentofte Hospital i gang med at overveje, hvordan man kan gøre mere for at undersøge asylansøgernes helbred, mere specifikt i forhold til tuberkulose.

Læs også:

silje1_web
Nyhed

Røntgenbus til Sandholmlejren

”Lige nu er der overvejelser om, hvorvidt man skal have en røntgenbus til Center Sandholm, hvor man modtager alle asylansøgere i Danmark. I bussen får man taget et røntgenbillede, som kan vise, hvorvidt man har tuberkulose,” siger Svend Erik Brande, der er leder af Sundhed i Røde Kors.

Svend Erik Brande understreger, at helbredsundersøgelser af asylansøgerne i Danmark kun er et tilbud. I Norge har man krævet, at alle blev undersøgt for tuberkulose. Men den vej ønsker Røde Kors ikke at gå i Danmark.

”Jeg synes, at det fint, vi undersøger folks helbred, når de kommer hertil. Men problemet er, at man stigmatiserer folk, hvis man undersøger dem for alt muligt, bare fordi de kommer fra et bestemt sted. Men mange af asylansøgerene har siddet i flygtningelejre og fængsler under kummerlige forhold, derfor er det en god ide, at undersøge dem for tuberkulose,” siger Svend Erik Brande, der er leder af Sundhed i Røde Kors.

Alle burde undersøges

I dag bliver asylansøgere kun undersøgt for tuberkulose, hvis man i den indledende helbredssamtale har vist sig at være i risikogruppen eller på anden måde har symptomer, der kunne tyde på tuberkulose. Men det mener overlæge Niels Seersholm fra Gentofte Hospital på ingen måde er tilstrækkeligt.

”Vi har i mindst 10 år foreslået, at man undersøger alle asylansøgere for tuberkulose. Det har vi gjort gennem talrige henvendelser til både Udlændingestyrelsen og Sundhedsstyrelsen, men det har ikke ændret noget, derfor opgav vi det i en periode. Men nu står vi en ny situation, hvor der kommer mange flygtninge hertil,” siger han.

Læs også: I Norge undersøger man alle asylansøgeres helbred

Denne historie er også bragt i DR Radioavisen og på dr.dk d. 3/12-2015

TUBERKULOSE I DK

  • Der er en høj forekomst af tuberkulose blandt socialt udsatte i Danmark, især blandt danske og grønlandske mænd.
  • Mere end halvdelen af de smittede er indvandrere fra lande i verden med en høj forekomst af tuberkulose.
  • Typisk er indvandrere blevet smittet i udlandet, og danskere er smittet i Danmark.
  • Der forekommer sjældent smitte mellem indvandrere og danskere.
Kilde: Statens Serum Institut

Særligt benyttede sider på dbio.dk