"Patientsikkerheden skal være i højsædet - også når vi taler om det nære sundhedsvæsen"

Den 1. november er der valg til Folketinget. Men hvad mener kandidaterne egentlig om diagnostik og bioanalytikere? dbio.dk har stillet alle 15 partier fire spørgsmål. Her får du svarene fra Rasmus Horn Langhoff, Socialdemokratiet.

Socialdemokratiet
Skrevet af
Niels C. Jensen, journalist og Ida Deleuran, konsulent
Rasmus Horn

Mange sundhedsydelser skal ud i det nære sundhedsvæsen, det gælder også diagnostik som fx blodprøvetagning. Hvordan vil du sikre, at der er samme kvalitet i diagnostik på tværs af sektorer, sådan at patienter kan være trygge uanset, hvor de får foretaget prøver?

"Patientsikkerheden skal være i højsædet. Derfor skal der selvfølgelig være de samme høje krav til patientsikkerheden, uanset hvor i vores sundhedsvæsen der bliver foretaget prøver. Selvfølgelig også når vi taler om det nære sundhedsvæsen. Et vigtigt element er her, at der skal være ordentlig tid til den enkelte patient, så vi minimere risikoen for fejl."

Der bliver brugt flere og flere selvtests til at lave hurtig diagnostik. Senest ifm. covid-19, hvor der blev brugt lyntests og selvtests af meget varierende kvalitet, visse typer tests fangede kun 2,5% af smittetilfældene. Hvordan vil du sikre, at der er styr på kvaliteten af lyn- og selvtests i det danske sundhedsvæsen?

"De test, vi bruger i det danske sundhedsvæsen, skal selvfølgelig leve op til høje, faglige standarder. Det er klart, at under coronaepidemien havde vi en særlig situation. Her var myndighederne også ærlige om, at der var usikkerhed i forbindelse med brug af kviktest."

Digitalisering og kunstig intelligens fylder mere og mere i sundhedsvæsenet. Bioanalytikere er ofte inde over kvaliteten og håndteringen af de data, som teknologierne arbejder med. Hvordan vil du sikre, at personalet i fremtiden har de rette kompetencer til at håndtere ny teknologi i sundhedsvæsenet?

"Ny teknologi kan hjælpe os. Men det kan også give store problemer, hvis vi ikke er klædt godt nok på til at bruge det. Både for medarbejdere, patienter og pårørende. Derfor skal vi indføre ny teknologi i takt med, at både medarbejdere og patienter bliver fortrolige med den nye teknologi."

Ifølge international forskning bygger 70-80 procent af alle kliniske diagnoser på laboratorieundersøgelser, bioanalytikernes kernekompetence. Hvordan vil du sikre, at der bliver investeret i diagnostik, sådan at diagnoser stilles på det bedst mulige grundlag?

"Vi er enige i at styrke diagnostikken. Vi har lige afsat fire milliarder kroner til nye nærhospitaler i hele landet. Blandt andet til moderne medicinsk udstyr. Så der kan udføres mere diagnostik tættere på borgerne."

Emne

Særligt benyttede sider på dbio.dk