Mobile bioanalytikere på tur med beautyboksen
I Randers rykker mobiltjenestens to biler ud fire dage hver uge. Bioanalytikerne besøger private hjem, institutioner, plejehjem og bosteder i en skønsom blanding, og det giver mange og anderledes arbejdsoplevelser.
Af Anette Lahn Hansen, journalist og bioanalytiker
”Det var ude på landet. Jeg skulle tage blodprøve på en gammel mand, og han var ikke i huset, da jeg kom, så jeg gik om i haven og kaldte. Pludselig lød der et svar nede fra ribsbusken, hvor han med meget møje og besvær havde bevæget sig ned med sit gangstativ. Og gå ind igen nu – det ville han ikke, så han insisterede på, at jeg tog blodprøven der, mens han sad på sit gangstativ.”
Bente Hedegaard er 57 år og har kørt som mobilbioanalytiker hver tredje uge, siden ordningen blev indført i Randers i 2001. Selv kalder hun det nu mobillaborant, fordi det er lettere at forstå for patienterne, når hun ringer og aftaler et tidspunkt med dem. Det gør hun dagen i forvejen, så folk ved, hvornår de skal være tilgængelige.
Der er i det hele taget meget logistik og planlægning forbundet med at tage blodprøver, EKG’er og S/B-status hjemme hos folk. For det første må ingen blodprøver være mere end to timer gamle, når mobilbioanalytikeren kommer tilbage på laboratoriet med dem.
Artiklen er oprindelig bragt i Fagbladet Danske Bioanalytikere i november 2010.
Seks mobile bioanalytikere
For det andet dækker mobillab et stort geografisk område fra Mariager i nord til Hadsten i syd. Fra Langå i vest og et godt stykke ud på Djursland. I alt er de seks bioanalytikere, der kører i mobillab. En uge ad gangen.
”Vi skal have både en god tidsfornemmelse og stedsans og kende området, selvom vi har en gps, når det kniber,” siger Bentes mobilkollega Lone Drejer.
”Vi skal også være gode til at køre bil. Sidste vinter var det ikke nogen fornøjelse at være mobilbioanalytiker,” siger Bente.
”Derfor har jeg også takket ja til et glatførekursus, vi er blevet tilbudt,” siger Lone.
400-500 patienter i ugen
Hver uge besøger mobilbioanalytikerne 400-500 patienter i Randers og opland. Dagsrytmen er først én tur efter faste prøver fra kl. 7 til 9, så hjem og læsse af og fylde op til næste omgang.
Måske skal der ringes til hjemmehjælpen, så der kan blive låst op hos nogle patienter, og så kører de igen ud i hver sin retning indtil ved middagstid.
Er tilbage til frokost, og en af dem kører igen om eftermiddagen, mens den anden tilrettelægger næste dag. Fredag laver de alt papirarbejdet med at trække Webreq ud for den kommende uge og sortere dem efter geografi, dato og rute.
Arbejder på feltfod
En patient i et siddebadekar. Det er Lones bud på et mærkeligt sted at tage en blodprøve, fordi plejepersonalet ikke ville tage patienten op, og det var vigtigt at have svaret til næste dag.
”Jeg gjorde det selvfølgelig kun, fordi det var o.k. med patienten, men vi arbejder altså lidt mere på feltfod, end man gør på sygehuset,” siger Lone.
”Nogle gange kan vi ikke bare køre og komme igen,” lyder det fra Bente.
”Fordi det er et forlig. En fasteprøve. En INR. En medikamentbestemmelse eller prøver i forbindelse med kemo, eller …,” forklarer de i munden på hinanden.
Demente og psykisk syge
59-årige Lone er den eneste i mobilkorpset, som ikke laver andet. Siden 2005 har hun haft 40 timer hver anden uge i mobiltjenesten.
”Jeg valgte faktisk at skifte til mobillab, fordi jeg syntes, at det var svært at være opdateret på alle de nye apparater, når jeg kun var på halv tid. Jeg har selvfølgelig givet slip på nogle faglige kompetencer, men på den anden side har jeg fået nye kompetencer, og jeg trives med mit arbejde. Som kørende står jeg med et ansvar for det hele, og det kan jeg godt lide. Der er ikke nogen at kalde på, hvis noget er svært, så man lærer at klare sig selv,” forklarer hun.
Nogle gange kan en patient være svær at stikke. Andre gange kan opgaven være at få demente eller psykisk syge patienter til at forstå, hvorfor hun kommer. Ofte skal hun også lige huske at lave en aftale med hjemmeplejen eller plejepersonalet om at blive lukket ind eller at få hjælp.
Afsted sammen
En gang om ugen er de to mobilbioanalytikere dog af sted sammen. Det er, når de er på Sødisbakke i Mariager, hvor beboerne er stærkt udviklingshæmmede.
”Det kan man ikke klare alene, for det kan kræve en rutineret hjælper til at holde en arm,” fortæller Lone.
De to bioanalytikere er meget glade for at køre i mobillab, men også glade for, at det ikke er hver eneste dag.
”Det kan godt være hårdt med alle de indtryk, vi får,” forklarer Bente.
”Vi kommer i mange hjem med meget syge og ensomme patienter, og nogle gange bor folk sådan, at man skulle tro, det var løgn,” siger Lone, og Bente nikker:
”Det kan være så usselt og snavset, at man er helt rystet, men jeg tror ikke altid, at de opfatter, hvor galt det står til omkring dem.”
Ikke megen småsnak
Langt de fleste patienter er glade for at få besøg, og nogle byder sågar på en tår kaffe eller et stykke tørt marcipan fra ved juletid, fordi de gerne vil holde lidt på bioanalytikerne.
”Man lærer nu at takke pænt nej, for vi har faktisk ikke tid til at snakke bagefter, men vi småsnakker da med folk, mens vi stikker dem, og prøver at gøre blodprøven til en hyggelig visit,” siger Lone.
Som mobilbioanalytiker kommer man også ud til ma nge psykisk syge. Alene. Og en sjælden gang imellem oplever de, at det vist ikke går at tage prøverne i dag.
Ikke alle kan transporteres
”Heldigvis har vi efterhånden lært at læse folks signaler og bakke ud i tide og gå igen, men selvfølgelig lurer tanken en gang imellem om, at det kunne gå galt,” siger Bente.
”Nogle gange kan man altså godt føle sig lidt sårbar,” siger Lone. Det er dog ikke den tanke ved arbejdet, der fylder mest. Det er tanken om, at de yder en god service over for patienterne.
”Alternativet ville være, at de skulle bringes på sygehuset eller til egen læge med Falck, og nogle patienter er ganske enkelt ikke transporterbare,” konstaterer Bente.
”Vi er godt klar over, at mobilservicen er i spil, hver gang der skal spares, men vi tror på, at det er billigere og mere smidigt at få os ud til de tunge patienter end omvendt,” siger Lone.
Artiklen er oprindelig bragt i Fagbladet Danske Bioanalytikere i november 2010.
- Mobile bioanalytikere - nu også på Bornholm
- Rapport: Sådan får man færre svingdørspatienter og sparer penge samtidig
- Så ruller bussen i Køge: Håber den bliver lige så populær som Hjem-Is-bilen
Hvor arbejder du henne?
For en del bioanalytikere er det ikke helt entydigt at svare på.
De flytter sig rundt på landkortet enten som mobilbioanalytikere eller arbejder på laboratoriesatellitter på helt eller delvist nedlagte sygehuse.
Med fremtidens supersygehuse og lukninger af ”gamle sygehuse” bliver den arbejdsform måske mere udbredt.
Derfor har dbio besøgt mobiltjenesten på KBA på Regionshospitalet i Randers og satellit-laboratoriet på Grenaa Sygehus for at høre om anderledes arbejdsformer.
Begge dele meget selvstændigt arbejde med stort personligt ansvar.
Artiklen er oprindelig bragt i Fagbladet Danske Bioanalytikere i november 2010.
