Martina Jürs i debatindlæg: "Sæt hjul under sundheden!"

Sundhedsvæsnet skal tættere på borgerne, så lad os få flere enheder på hjul. Med rullende minilaboratorier kan praktiserende læger og kommunale akutsygeplejersker kvalificere deres diagnosticering og pleje, så unødvendige indlæggelser undgås, skriver formand for Danske Bioanalytikere Martina Jürs i et debatindlæg i Sundhedsmonitor.

Debatindlæg
Skrevet af
Martina Jürs, formand for Danske Bioanalytikere
Martina Jürs 2021

Regeringen lagde i efteråret i sit forslag til en sundhedsreform op til at »styrke akutberedskabet med ekstra ambulancer, akutlægebiler eller akutbiler i de egne, hvor behovet er størst«, som det hedder i deres oplæg ’Tættere på II’. 

Venstre og Konservative lover i deres tilsvarende sundhedsudspil, at nybagte forældre kan få besøg af opsøgende jordemødre i nyskabelsen ’ammebulancer’. Det er glædeligt, at politikere har øget deres fokus på forskellige former for opsøgende sundhedstilbud.

Lad os tænke mobilitet langt mere grundlæggende ind i ligningen.
Martina Jürs, formand for Danske Bioanalytikere

Men lad os tænke mobilitet langt mere grundlæggende ind i ligningen. F.eks. med en veludstyret laboratoriebus i stil med den der navigerede rundt i Køge og Solrød kommuner for et par år siden som et særdeles vellykket forsøgsprojekt. 

Læs debatindlægget hos Sundhedsmonitor: Tænk mere mobilitet ind i det nære sundhedsvæsen

Den var mange praktiserende læger i området svært begejstret for; de oplevede, at især deres skrøbelige, ældre borgere med kroniske sygdomme ofte kunne spares for en stressende tur med udrykning ind til sygehuset. Stort set samtlige de analyser, der skulle til for at få en afklaring af patientens tilstand, kunne de rekvirere telefonisk eller fra computeren. 

Mens akutsygeplejersken tog sig af de relevante plejeopgaver, analyserede bioanalytikeren – der også agerede chauffør – patientens blod eller urin. Diagnosen kunne dermed ofte stilles under selve sygebesøget, og behandlingen sættes i gang uden forsinkelse.

I dag er de kommunale akutsygeplejersker og paramedicinere i akutbiler kun udrustet og oplært til at udføre et ganske beskedent repertoire af laboratorieanalyser, når de er ude på borgerens bopæl. 

Vurderer de i samarbejde med borgerens praktiserende læge, at der er brug for f.eks. et levertal, en INR, der er afgørende for at kunne regulere hjertemedicin eller for at kende borgerens saltbalance – ja, så må de ringe efter en ambulance og foretage en indlæggelse. 

Den slags akutte indlæggelser, der alene har til formål at få tjek på borgerens laboratorieværdier, foretages i stort antal hvert år. I reglen er borgeren hjemme igen inden for et døgn. Genindlæggelser af de samme patienter, med de samme typer tilstande, er også ganske hyppige og udgør dermed også en kronisk udfordring for de pressede sygehuse.

Svar ved sengekanten

Med mobile laboratorieenheder kan akutsygeplejersker og praktiserende læger få umiddelbar adgang til valide laboratoriesvar helt ude ved borgerens otiumstol eller sengekant. Og som nævnt uden at den ældre, måske demente eller konfuse, borger skal ind gennem en travl akutmodtagelse på et stort sygehus.

I Københavns Kommune kører en såkaldt Sociolance allerede rundt og tager sig af udsatte borgere og aflaster på den måde sundhedssystemet. Det samme er formålet med den store gule lastbil, der i november 2021 blev lanceret som Mobil Behandlingsplads på Rådhuspladsen i Hovedstaden. 

Den sparede i sit premieredøgn 15 ambulancekørsler og behandlede 35 julefrokostramte personer.
Martina Jürs, formand for Danske Bioanalytikere

Sæt hjul under sundheden!

Den sparede i sit premieredøgn 15 ambulancekørsler og behandlede 35 julefrokostramte personer. Under corona-nedlukningen af nattelivet i december blev den fremskudte skadestue til gengæld kørt i garage, og det er jo en pointe i sig selv. På samme måde kan mobile laboratorieløsninger indrettes efter de lokale forhold, både demografiske og økonomiske, og sættes i spil med afsæt i skiftende behov.

Så lad os tænke lidt mindre i mursten og en del mere i mobilitet, når vi planlægger fremtiden for det borgernære sundhedsvæsen: Sæt hjul under sundheden!

Særligt benyttede sider på dbio.dk