Det ligger til familien. To debatlystne søstre i faget

Af Helle Broberg Nielsen, journalist 

Lillesøster Rikke Petersen og storesøster Dorte Clausen har en del tilfælles - og så er de begge bioanalytikere ansat i lægepraksis. Foto: Niels C. Jensen

”Vi har faktisk ret forskellige meninger om, hvordan det er bedst at arbejde som bioanalytiker i en lægepraksis…”

”…Ja, vi kan være NOGET så uenige. Og fordi vi er søstre, siger vi nok tingene ret så meget ligeud.”

Første konstatering er Dorte Clausens, tilføjelsen kommer fra Rikke Petersen. De to debatlystne - og højlydt lattermilde - søstre er ansat som praksisbioanalytikere i hver sit lægehus i det sydjyske.

Rikke i Rødding Lægehus, som er en stor arbejdsplads med seks læger, hvor hun er den ene af to bioanalytikere. Der er desuden ansat to sygeplejersker og en praksismanager, der også har sygeplejerskebaggrund. Dorte arbejder hos Lægerne i Viuf, hvor hun som eneste praksispersonale ud over en lægesekretær, servicerer tre læger. Her har man valgt ikke at ansætte sygeplejersker.

To søstre og en onkel

Rikke Petersen og Dorte Clausen havde begge meldt sig til at være med til bemande dbio’s stand på Lægedage i Bella Centret, det årligt tilbagevende symposium for praksislæger og deres personale.  

Og man kan uden overdrivelse fastslå, at de kommer fra en familie med et stærkt bioanalytiker-islæt. De fik torsdag besøg af deres onkel, der er praktiserende læge i Horsens og var en af de allerførste til at forstå pointen ved at ansætte bioanalytikere som praksispersonale.

Han er desuden selv gift med bioanalytiker, der dog arbejder på et speciallaboratorium på Vejle Sygehus. Hun falder derfor uden for målgruppen til Lægedage, men var på en vis alligevel tilstede; det var nemlig hende, der i sin tid forslog sin ældste niece, Dorte, at komme i erhvervspraktik på ”hendes” laboratorium.

Laboratoriet blev vejen

Et forskningslaboratorium, hvor der blandt andet blev udført forsøg på rotter. Og så var den livsbane afgjort. År senere var det Dorte, der afværgede, at lillesøster Rikke læste til fysioterapeut, da hun inviterede søster på besøg på sin daværende arbejdsplads. Heller ikke dér var der så meget at rafle om.

Søstrene taler begge med smittende begejstring om deres fags særheder og styrker, og ikke mindst, respektive arbejdspladser og deres forskellige kvaliteter. For her holder søskendesamdrægtigheden til gengæld op. Man tror dem straks, når de siger, at det godt kan gå højlydt for sig hen over julefrokostbordet i dén familie.

Dorte (storesøster):

”Jeg synes ærlig talt, at du har alt for meget at lave. Du skal jo stikke op til 60 patienter om dagen og har højst 7 minutter til hver. Hos os er det meget mindre stresset, fordi jeg også har andre opgaver og bedre tid til patienterne. Jeg kan godt sætte mig ned og tale med Fru. Hansen, der lige har mistet Hr. Hansen og er ked af det.”

Protest fra lillesøsteren (Rikke):

”Ej, ej, så slemt er det altså ikke. Men jeg kan faktisk godt lide at have travlt! Og jeg kan godt lide at sætte struktur på tingene, og det har vi i den grad i vores lægehus. Jeg mener, at vi som bioanalytikere i praksis skal holde faget mere ”rent” og ikke tage opgaver, som andet praksispersonale kunne klare. Jeg ved, at når jeg har patienter i AK- og NOAK-bebehandling, så er der styr på målinger og statistikker. Den slags er helt klart en bioanalytikeropgave.” 

Trumf på fra drillesyg storesøster (Dorte):

”Jamen, jeg får gaver af patienterne! Jeg er den i lægehuset, der får flest. Chokolade. Blomster. Strømper; det er det bedste.”

Der skules fra den anden side af det høje cafébord.

”Århh, jeg kan blive noget så sur på hende… ” siger Rikke (lillesøster), der dog har svært ved at holde masken, overgiver sig og griner igen.