Kampvalg er godt. For det giver jer et reelt valg

På flere laboratorier var der i år kamp om at blive tillidsrepræsentant. Det er et godt tegn, mener næstformand Bitten Kaanbjerg Kristensen. Læs månedens frispark.

Frispark
Skrevet af
Næstformand Bitten Kaanbjerg Kristensen
Frispark logo

I juni måned var der valg til tillidsrepræsentant (TR) for de næste tre år. I skulle vælge den person, der bedst kan repræsentere jeres interesser i MED systemet, overfor ledelsen og på arbejdspladsen generelt. 
I år har der været stor interesse for at blive kollegernes tillidsrepræsentant.  
 
På flere laboratorier rundt omkring i landet har der endda været kampvalg.  Der har altså været en reel valgmulighed, og det ser jeg, som mangeårig tillids- og fællestillidsrepræsentant inden jeg blev næstformand som en positiv tendens!  
 
Vi kender alle situationen, hvor der mangler en kandidat til posten som TR eller arbejdsmiljørepræsentant. Alle dukker sig for ikke at blive udpeget, og til sidst ender det med, at der er en som modvilligt tager tjansen og siger: ”Okay når der ikke er andre der vil, så gør jeg det.”  
 
Når der enten er kampvalg eller en kollega, der aktivt vælger at stille op, så viser det, at vedkommende har gjort sig nogle tanker om, hvad hvervet indeholder, og hvad vedkommende kan bidrage med. Det er helt klart det bedste udgangspunkt!
 
Den repræsentant, som modvilligt påtager sig opgaven, er jo så ligesom bagud på point allerede fra begyndelsen. Det er da langt bedre, at du har gjort dig nogen tanker om, hvad rollen indeholder, og hvilke forpligtelser der følger med, for derefter at tage et bevidst valg: ”Det vil jeg gerne”. Det er et godt fundament at stå på.
 
Jeg har spekuleret over, hvorfor der er en stigende interesse for hvervet som TR, sådan som kampvalgene i juni er et udtryk for. Der er nok flere grunde til det, og jeg kan jo kun gisne om svaret.
 
Men en mulighed kan være, at I under Coronapandemien har haft ekstraordinært travlt, hvilket har betydet, at der har skullet værnes om f.eks arbejdstidsregler og overenskomst i højere grad end vanligt. Samtidig har restriktionerne gjort det besværligt for jer at være sammen fysisk, heller ikke i kaffestuen.  TR har i den periode haft svært ved at være synlige overfor jer kolleger og haft svært ved at høre kollegernes mening, inden han eller hun har skullet agere på jeres vegne. 
 
En anden mulighed er, at dbio’s uddannelse af repræsentanter har været sat i bero under pandemien.  En del TR har således måtte fungere i hvervet i en længere periode end sædvanligt, uden vi har haft mulighed for at give dem uddannelse. 

De har derfor været afhængige af hjælp fra FTR og/eller regionsformand i mange situationer, så de ikke har kunnet hjælpe jer kolleger her og nu, men har været nødt til at have lidt tid.
 
Måske har nogle derfor tænkt: ”Det kan jeg gøre bedre”, og har meldt sit kandidatur til TR.
For dbio betyder det meget, at vi har dygtige og engagerede TR på arbejdspladserne. De er dbio på arbejdspladserne, og de får en god uddannelse, så de kan hjælpe jer på bedste vis. I har så et ansvar for at vælge den person, som, I vurderer, kan repræsentere jeg bedst! 

Bitten Kaanbjerg Kristensen

  • Næstformand i Danske Bioanalytikere siden 2018
  • Bor i Ikast i Midtjylland
  • Har senest arbejdet som bioanalytiker og FTR på Aarhus Universitetshospital
Emne

Særligt benyttede sider på dbio.dk