”Jeg forstår ikke, hvorfor der ikke er flere bioanalytikere i kommunerne”

De besøgende på KL’s Sundhedskonference var overraskede over, at bioanalytikere ikke allerede er ansat ude i kommunen. dbio var med for at drøfte, hvordan bioanalytikerne kan bidrage

Nyhed

Af Carl-Christian Kaspersen, chefkonsulent

dbio-paa-KLs-sundhedskonference_web

Der var travl aktivitet ved dbios stand ”Borgernær Bioanalytiker” på KL’s netop overståede sundhedskonference.

Danske Bioanalytikere var med for at drøfte med politikere, embedsfolk og fagprofessionelle, hvordan bioanalytikere kan bidrage til de sundhedsopgaver, som kommunerne skal løse i fremtiden.

Til sundhedskonferencen var oplægsholderne enige om, at et samlet og sammenhængende sundhedsvæsen er målet. Og samtidig at færre sengepladser betyder at flere sundhedsopgaver fremover skal løses af kommunerne - tæt på borgerne.

Sparer både tid og penge

“Kommunerne modtager allerede nu flere borgere fra sygehusene, der ikke er klar til at komme hjem, men må indlægges på kommunale rehabiliteringscentre. En kommunalt ansat bioanalytiker kan stå for blodprøver, EKG og foretage patientnære analyser, så borgeren ikke skal transporteres til ambulante diagnostiske undersøgelser, siger  næstformand Martina Jürs og fortsætter:

”Det sparer både tid og penge for sundhedsvæsnet - og vil være et kvalitetsløft for den svage borger, som ikke skal bruge hele dage på transport og ventetid. Kommunerne får en fleksibel løsning, hvor prøver kan tages præcis når, der er behov for det. De får en fagprofessionel i teamet med sygeplejersker og læger på stedet, som kan rådgive om valg af analyser og fortolkning af svar.”

Borgernær bioanalytiker på KL's Sundhedskonference

Især konkurrencen ”Tip 5 rigtige om den borgernære bioanalytiker” trak de besøgende til dbio’s stand på KL’s sundhedskonference.

Når der skulle svares på, hvor mange bioanalytikere der i dag er ansat i kommunerne, tippede mange på 100-200. Det rigtige svar er dog langt lavere nemlig 0-10.

“Jeg forstår ikke, hvorfor der ikke er flere bioanalytikere i kommunerne”, sagde en af de besøgende ved dbios stand. “Det er jo så oplagt, at I skal være der”.

Særligt benyttede sider på dbio.dk