Høringssvar til høring om etablering af sundhedsklynger og sundhedssamarbejdsudvalg mv.

dbio's høringssvar til Forslag til lov om ændring af sundhedsloven - Etablering af sundhedsklynger og sundhedssamarbejdsudvalg mv.

Høringssvar og breve

Danske Bioanalytikere vil gerne takke for at modtage høringen.

Danske Bioanalytikere anerkender de udfordringer, som regeringen lægger til grund for den ønskede ændring af sundhedsloven; herunder den demografiske udvikling med en forventet øget andel af ældre borgere i fremtiden.

Danske Bioanalytikere anerkender tilsvarende potentialet i at give flere borgere behandlings-, rehabiliterings-, forebyggelses- og plejetilbud i nærmiljøet (konkret i praksissektoren, i regi af kommunerne og i hjemmet) mhp. at sikre sundhedsfaglig hjælp tættere på borgerne samt frigøre ressourcer til patientbehandlingen på sygehusene.

Danske Bioanalytikere er således også enig i, at en række af de sundhedsydelser, der i dag ydes i hospitalsregi med fordel kan flyttes ud i det mere borgernære sundhedsvæsen, og at et øget formaliseret samarbejde på tværs af sektorer potentielt kan styrke sammenhæng, service og patientsikkerhed for borgerne.

For at sikre grundlaget for et styrket samarbejde mellem hospital, kommuner og almen praksis via sundhedsklynger og samtidig opretholde høj kvalitet i sundhedsydelserne med tilhørende patientsikkerhed mener Danske Bioanalytikere imidlertid, at nedenstående syv tiltag bør inkluderes i høringsudkastet:

  1. Inddragelse af bioanalytikere på det fagligt strategiske niveau i sundhedsklyngerne.
    • Dette for at sikre, at bioanalytikeres ekspertviden om prioritering, udførelse og kvalitetssikring i forbindelse med prøvetagning og analyser, brug af patientnært analyseudstyr (”POCT-udstyr”) mv. indgår i både det strategiske og praktiske arbejde på tværs af sektorerne, så optimal ressourceudnyttelse og patientsikkerhed sikres.
  2. At bioanalytikere tildeles forbeholdt virksomhed for kvalitetssikring af blodprøvetagning.
    • Dette for at sikre, at de efterspurgte blodprøver upåagtet af sektormæssig og geografisk placering altid tages korrekt og i en kvalitet, hvor prøvesvaret ikke risikerer at danne grundlag for fejldiagnoser.
  3. At der i hver sundhedsklynge arbejdes for at sikre optimal deling/udveksling af relevante patientdata på tværs af sektorer indenfor lovens rammer.
  4. At der etableres et nationalt center for kvalitetssikring af patientnært analyseudstyr (et nationalt ”POCT-center”).
    • Dette for at sikre lige adgang til rådgivning på fagligt højt og evidensbaseret niveau i forhold til indkøb, oplæring i, brug af og løbende kvalitetssikring af patientnært analyseudstyr på tværs af sundhedsklynger.
    • Et nationalt POCT-center vil kunne sikre samme høje analysekvalitet og patientsikkerhed upåagtet af borgernes bopæl og herigennem minimere risikoen for fejldiagnoser.   
  5. En øget investering i diagnostik i det nære sundhedsvæsen.
    • Dette mhp. at begrænse hospitalsindlæggelse samt styrke patientsikkerheden.
  6. En udvidelse af målgruppen for specialuddannelsen i borgernær sygepleje.
    • Dette således at uddannelsen ikke kun er forbeholdt sygeplejersker, men alle sundhedsfaglige grupper, som der med udspillet til ændring af sundhedsloven i højere grad vil blive brug for i det borgernære sundhedsvæsen.
  7. Øget optag af studerende på de sundhedsfaglige uddannelser, hvor der forventes (fortsatte) rekrutteringsudfordringer i fremtiden. 
    • Dette for at sikre, at der uddannes nok, relevant sundhedsfagligt personale til at imødekomme den forventede efterspørgsel i fremtiden.

Danske Bioanalytikere står naturligvis til rådighed for en uddybning af ovenstående.

Særligt benyttede sider på dbio.dk