Bioanalytikerformand til Mette F.: “Lad os komme i gang med forhandlingerne!”

Efter at Statsminister Mette Frederiksen lørdag i et interview med TV2 satte ord på, hvem hun mener, der skal have hævet lønnen i trepartsforhandlingerne, kalder bioanalytikerformanden nu til handling: “Lad os komme i gang med forhandlinger på et oplyst grundlag,” siger Martina Jürs.

Nyhed
Skrevet af
Niels C. Jensen, digital redaktør og journalist
Formand Martina Jürs

“Det er godt, at der nu er sat skub i trepartsforhandlingerne, og statsministeren har peget på nogle store vigtige grupper, men hun skal også huske de mindre faggrupper som f.eks. bioanalytikere. Og så skal forhandlingerne foregå på et oplyst grundlag,” siger Martina Jürs med henvisning til Lønstrukturkommissionen, som påviste, at bioanalytikere og pædagoger mangler 3000 kr. på lønsedlen hver måned ifølge den såkaldte LEU-løn.

I de seneste uger har debatten om trepart handlet meget om rekruttering og fastholdelse af offentlige ansatte som f.eks. sygeplejersker og sosu’er. Men ifølge Robusthedskommisionen er det ligeledes et problem for hospitalslaboratorierne og de diagnostiske afdelinger, som går forgæves med fjerde rekrutteringsforsøg.

“Mange af tallene er de samme for bioanalytikergruppen som for de andre faggrupper, men det virker lidt som om politikerne kun ser de store faggrupper, når de snakker trepart - og det er ikke nok. For hvem er det, der døgnet rundt tager og analyserer prøverne, som er forudsætningen for, at man kan behandle patienterne i sundhedsvæsnet?” spørger formand Martina Jürs.

Tal fra Odense Universitetshospital viser f.eks., at knap halvdelen af alle bioanalytikerne arbejder aften, nat eller weekend. Allerflest på Klinisk biokemi, som står for blandt andet blodprøvetagning og -analyser. Og klinisk immunologi - bedst kendt som blodbanken, samt klinisk mikrobiologi, som under corona blev kendt for covid 19-analyser.

Bioanalytikere med vagtarbejde

  • Klinisk Mikrobiologisk afdeling, OUH 77,3%
  • Blodprøver og biokemi, OUH 68,1%
  • Klinisk biokemi Svendborg 63,4%
  • Klinisk immunologi 48,5%
  • Sygehusapotek Fyn 35,9%
  • Alle afdelinger 46,5%
Kilde: Region Syddanmark

“Det er ikke alle bioanalytikere, der går i vagt, men mange gør - og det skal man vide, når man taler om faggrupper med skæve arbejdstider,” siger bioanalytikerformanden, der ser frem og opfordrer til, at forhandlingerne om trepart på grundlag viden fra Lønstrukturkommiteen og Robusthedskommissionen.

Særligt benyttede sider på dbio.dk