Bioanalytikerformand efter trepart: ”Jeg er både sur og skuffet”

Resultatet af trepartsforhandlingerne om et lønløft til offentligt ansatte er landet, men aftalen er langt fra som formanden for Danske Bioanalytikerne havde håbet: ”Jeg er både sur og skuffet, men nu ser vi fremad mod OK24,” siger Martina Jürs. Trepartaftalen er indgået mellem regeringen, arbejdsgiverne og fagbevægelsen.

Nyhed
Skrevet af
Niels C. Jensen, digital redaktør og journalist, Tina Groth-Andersen, politisk konsulent og Toke Hørsted Jensen, konsulent
Martina Jürs 2021

Der er mangel på bioanalytikere. Nogle arbejder, mens andre sover. Nogle har tæt kontakt med patienter og borgere, og faggruppen har et dokumenteret lønefterslæb.

Men det til trods er bioanalytikerne ikke at finde på listen over de faggrupper, der får et løntillæg, som er et af resultaterne af trepartshandlinger om et lønløft til offentligt ansatte.

”Vi har kæmpet hårdt i forhandlingerne, men regeringen har været låst fast på fem faggrupper helt fra starten. Det er urimeligt overfor bioanalytikerne, for vi har de samme udfordringer med mangel på kolleger, arbejde på skæve tider og lønefterslæb. Men en trepartsaftale mellem regeringen, arbejdsgiverne og fagbevægelsen, kan én fagforening ikke sige nej til, nu ser vi fremad mod OK24,” siger Martina Jürs, der er formand for Danske Bioanalytikere og fortsætter:

Trepart om lønløft

  • Lønløftet til offentlig ansatte er blevet forhandlet mellem regeringen, regioner/kommuner/staten og Fagbevægelsens Hovedorganisation og Akademikerne.
  • SVM-regeringen har i regeringsgrundlaget afsat 6,8 kr. milliarder til et lønløft udenfor overenskomsterne og reguleringsordningen.
  • Trepartsforhandlingerne har resulteret i løntillæg og modydelser for sygeplejersker, pædagoger, sosu’er, jordemødre og fængselsbetjente.
  • Der kommer et nyt vagttillæg, som skal tilskynde blandt andet faggrupperne i Sundhedskartellet herunder bioanalytikere til at tage flere vagter. Den konkrete model skal dog forhandles videre ved OK24. 
...

”Samtidig kan vi konstatere, at løntillægget kommer med nogle meget hårde modydelser, som blandt andet betyder, at nogle faggrupper fremover skal arbejde på tværs indenfor hospitalerne. Andre grupper får forringet deres seniorordninger. Og derudover skal sygeplejerskestuderende i sidste lange praktikperiode fremover indgå i normeringen på linje med færdiguddannede.”

Trepartsaftalen er indgået mellem regeringen, Danske Regioner, KL, Fagbevægelsens Hovedorganisation og Akademikerne. Den konkrete udmøntning aftales ved OK24 og udmøntes efter 2026.

Formand: ”Det var bestemt på forhånd”

Bioanalytikerformanden forklarer, at hun oplever det som om, at det var bestemt på forhånd, hvilke faggrupper der skulle have del i lønløftet, og at man ikke kunne ændre grundlæggende på det, uanset at fakta om f.eks. mangel på medarbejdere og lønefterslæb pegede på andre faggrupper.

”Jeg er både vred og skuffet over, at man ikke har forholdt sig mere nøgternt til, hvor der er udfordringer i forhold til rekruttering og fastholdelse, lønefterslæb, vagtarbejde med videre, fordi så skulle bioanalytikerne også haft del i lønløftet,” siger Martina Jürs og fortsætter:

 ”Vi havde en begrundet forventning om, at trepartsforhandlingerne skulle handle om lønefterslæb og ligeløn. Men det skete bare ikke, regeringen og arbejdsgiverne har ikke forholdt sig til og handlet på, at bioanalytikerne har et lønefterslæb. Hvilket er helt urimeligt.”

Lønstrukturkomiteen fandt frem til, at bioanalytikerne får for lidt i løn. Også selvom den modelberegnet LEU-løn ikke tog højde for, at andre faggrupper har mere vagtarbejde, mere videreuddannelse med videre, så var det en klar indikation af, at bioanalytikere har et lønefterslæb, som der skal rettes op på, mener Martina Jürs.

”Derfor er det også meget skuffende, at vi ikke er kommet længere i trepartsforhandlingerne.”

Forhandlinger om vagttillæg ved OK24

Selvom bioanalytikernes formand har svært ved at se det positive i resultaterne fra trepartshandlingerne, er der dog små lyspunkter, som er værd at fremhæve. Blandt andet et ekstra vagttillæg til nogle af dem, der arbejder aften, nat og weekend. Som forhandles endeligt på plads ved OK24.

”Det lykkedes ikke at få løntillæg til bioanalytikere, men til gengæld forventer vi at få et ekstra tillæg til nogle af til dem, der går meget på arbejde om aften, nat og i weekender. Det er en vigtig anerkendelse af nogle af alle dem på sygehusene, som tager arbejde på skæve tidspunkter,” siger Martina Jürs.

De nærmere omstændigheder i forhold til vagttillægget bliver forhandlet på plads ved OK24.

Var det, det hele værd?

Med de manglende resultater for bioanalytikere i trepartshandlingerne virker det oplagt at stille spørgsmålet; Var det, det hele værd?

“Vi er del af et fællesskab i FH, som var del i trepartsforhandlingerne, og vi gjorde, hvad vi kunne. Det ærgrer mig, at bioanalytikerne ikke fik del i løntillægget. Men sådan er det med trepart. En trepartsaftale mellem regeringen, arbejdsgiver og fagbevægelsen kan man som én fagforening ikke sige nej til. Nu ser vi fremad mod OK24,” siger formand Martina Jürs og fortsætter:

”Regeringen har lige fra starten haft et ultimativt krav om, at der skulle være ro om resultatet af trepartsforhandlingerne, og man derfor i FH-fagbevægelsen skulle have en fælles afstemning om OK24. Ikke et ønskescenarie for dbio, men det er en del af aftalen, og ellers havde der ikke været nogen aftale.”

Læs også:

Spørgsmål og svar
Nyhed
Bioanalytiker i TVA
Nyhed

Særligt benyttede sider på dbio.dk