Første bioanalytiker i Røde Kors: Min øjenåbner var et kriseramt Grækenland
Mette Bille er første bioanalytiker i det internationale Røde Kors’ beredskab. Et studieophold på et hospital i Grækenland fik hendes øjne op for verdens brændpunkter.
”Det trækker i mig. Det gjorde noget ved mig at se de kummerlige forhold i Grækenland. Jeg ved selvfølgelig godt, at der er himmelvid forskel på Grækenland og et eller andet land i Afrika,” siger Mette Bille. Foto: Kristian Brasen
Et udvekslingsophold på et græsk universitetshospital blev et vendepunkt for bioanalytiker Mette Bille.
”I blodbanken havde man ingen donorer. Prisen på en busbillet var nok til, at folk blev væk. På et hospital med 670 senge havde de én portion blod af typen 0-neg., som kan bruges til alle patienter. Det var virkelig skidt,” siger Mette Bille.
Mette Bille arbejdede i 2014 som bioanalytiker på det græske hospital igennem EU’s hospitalsprogram HOPE, og her oplevede hun, hvordan sundhedsvæsenet i et andet EU-land kørte på pumperne. Mette Bille arbejder til daglig som ledende bioanalytiker i Klinisk Immunologisk Afdeling/Transfusionscentret, Næstved Sygehus.
”Det var en øjenåbner at være på Grækenlands andet største universitetshospital. De havde ikke altid råd til at købe reagenser til analyseudstyret, og så kørte maskinerne bare ikke. Det vil sige, at patienterne ikke fik lavet de analyser og dermed fik den behandling, de havde brug for,” siger Mette Bille.
”Grækenland gjorde noget ved mig”
”Det gjorde noget ved mig. Jeg havde aldrig overvejet at arbejde i Røde Kors, men da jeg kom hjem fra Grækenland og hørte folk brokke sig over de mest banale ting, skete der noget med mig,” fortæller Mette Bille.
Opholdet i Grækenland fik i første omgang Mette Bille til at søge en plads på de hold af sundhedspersonale, som Danmark sendte til Sierra Leone for at bekæmpe ebola. Hun fik ikke jobbet, men var ikke i tvivl, da hun senere læste, at Røde Kors søgte bioanalytikere til verdens brændpunkter.
”Det trækker i mig. Det gjorde noget ved mig at se de kummerlige forhold i Grækenland. Jeg ved selvfølgelig godt, at der er himmelvid forskel på Grækenland og et eller andet land i Afrika,” siger Mette Bille og fortsætter:
”Jeg kan nok ikke redde ret mange liv, men jeg kan gøre en indsats. Jeg har sagt ja til det her, fordi jeg har nogle ressourcer fagligt, ledelsesmæssigt og i forhold til undervisning, som jeg kan og vil bidrage med.”
Læs også: Røde Kors: Der er brug for, at vi stiller spørgsmål til opgaverne
”Jeg går ikke i spåner over, at lyset ikke virker”
Det tætteste, Mette Bille har været på et uland, var, da hun besøgte Nordafrika, for hvad hun med egne ord betegner som ”hundrede år og en madpakke siden”.
”Det er ikke nogen ferierejse, ikke noget femstjernet hotel. Det har jeg indstillet mig på. Jeg går ikke i spåner over, at lyset ikke virker,” siger Mette Bille.
Den største udfordring for Mette er hendes personlige sikkerhed. Røde Kors’ missioner foregår ofte i områder præget af krig og konflikt, hvilket også har affødt nogle snakke over middagsbordet hos Mette, hendes mand og deres datter på 18 år.
”Vi har debatteret det rigtig meget, men man skal gøre det, man har lyst til, og tage nogle udfordringer op, så man ikke kommer til at sidde på et plejehjem og fortryder det,” siger Mette Bille.
”En patient er en patient”
Mette fortæller, at man som ansat i Røde Kors bliver uddannet i, hvordan virkeligheden er, der hvor man bliver sendt hen, og bliver sat i kontakt med andre, der har været i samme område. Derfor ser hun risikoen ved at arbejde i et konfliktområde som en del af jobbet.
”Jeg kan også blive kørt ned på vej til arbejde. Der er en risiko ved alting,” siger Mette Bille.
I ansættelsesprocessen er Mette blevet konfronteret med en lang række svære dilemmaer og situationer, som hun måske vil møde, når hun bliver udsendt.
”Jeg blev spurgt om, hvordan jeg ville have det med at behandle fjenden i en given konflikt. Og mit svar var og er, at en patient er en patient.”
Gummistøvler eller sandaler?
Lige nu er Mette i gang med at udfylde de sidste papirer, og så venter hun på, at Røde Kors en dag mangler laboratoriefolk et sted i verden, og hendes telefon ringer.
”Jeg glæder mig til, at de ringer. Fordi så kører vi,” siger hun.
”De spurgte, hvor lang tids varsel jeg havde brug for. Jeg sagde en uge. Så kan jeg komme i kontakt med andre udsendte og finde ud af, om jeg skal have gummistøvler eller sandaler med.”
