Blodbanksstudie: Mørketallet udgør mellem en tredjedel og halvdelen af alle coronainfektioner

En undersøgelse af blod fra de danske bloddonorer skal undersøge mørketallet for coronavirus ved at teste blod fra bloddonorer for antistoffer mod infektion med coronavirus. De første resultater tyder på, at hver tredje voksne dansker har været smittet med covid-19 siden november.

Nyhed
Skrevet af
Niels C. Jensen, digital redaktør og journalist
Bloddonor

Bloddonorer er hyppigere blevet vaccineret med 3. stik end befolkningen generelt (89% vs. 69%) ifølge SSI. Desuden blev bloddonorer i december 2021 PCR-testet hyppigere. Pressefoto: Tomas Bertelsen, Bloddonorerne Danmark

”Resultaterne tyder på, at mørketallet – det vil sige andelen af smittede, der ikke er testet positive – udgør mellem en tredjedel og halvdelen af alle infektioner”, siger Henrik Ullum, direktør på SSI.

Selvom mange danskere bliver testet i øjeblikket, vil der også være nogen, der er smittede, uden at de bliver testet – for eksempel fordi de ikke har symptomer. Med andre ord kender vi ikke det såkaldte ”mørketal”.

I et samarbejde mellem mellem de fem regionale blodcentre, SSI og Bloddonorerne Danmark prøver man at undersøge netop dette ved at teste blod fra bloddonorer for antistoffer mod infektion med coronavirus.

22 procent positive i Hovedstaden

De første resultater fra denne undersøgelse er nu klar. I alt har 4.722 bloddonorer, som har givet blod i perioden fra den 18. til den 23. januar, hjulpet med at bestemme forekomsten af overstået covid-19.

Blodprøverne er blevet testet for antistoffer, som kroppen danner, når man bliver smittet. Testen retter sig kun mod de antistoffer, der dannes, når man smittes med virus, og ikke dem, der dannes efter vaccination.

”Overordnet har vi fundet, at 15% af donorerne har dannet antistoffer siden den 1. november 2021. Men der er stor forskel mellem regionerne. Der var 22% af donorerne i Region Hovedstaden, der havde antistoffer, men kun 10-13% i de øvrige regioner”, siger Christian Erikstrup, professor og overlæge ved Blodbank og Immunologi på Aarhus Universitetshospital.

Har fremskrevet resultaterne

Resultaterne viser forekomsten af overstået smitte tilbage i den første uge af januar. Det er fordi, det tager 1-2 uger, før antistoffer dannes efter smitte. Og også fordi, at donorerne bliver bedt om at holde sig fra at give blod i to uger efter en positiv test. Undersøgelsen har forsøgt at fremskrive resultaterne frem til i dag.

”Hvis vi fremskriver forekomsten i forhold til positive PCR-test generelt, anslår vi, at 32% af den raske voksne befolkning mellem 18 og 72 år har været smittet mellem den 1. november sidste år og den 28. januar i år. Forekomsten i Region Hovedstaden er højere end i resten af landet og anslås til at være 42%”, siger Christian Erikstrup.

Resultaterne bygger foreløbig på test af en enkelt uges donationer af blod, og beregningerne hviler på en række antagelser. Det skal også understreges, at fremskrivningerne derfor er behæftet med betydelig usikkerhed, skriver SSI.

Særligt benyttede sider på dbio.dk