Barselsorloven skal deles mere ligeligt – men hvad mener medlemmerne?

Petriskålen. Bliv klogere på, hvordan politik, strategi og meninger dannes i Danske Bioanalytikere. Fra hovedbestyrelsesmødet den 25. marts 2022.

Ligestilling
Skrevet af
Jytte Kristensen, fagbladsredaktør
Fædrebarsel

I et nyt politikpapir står fremgår det, at dbio skal arbejde for at sikre en mere ligelig fordeling af barselsorloven, således at faderen eller medmoderen får en større del af barslen. Det skabte debat på hovedbestyrelsesmødet. Arkivfoto: FH

Hovedbestyrelsen drøftede foreningens nye politikpapir om ligestilling og ligebehandling, som beskriver, at dbio vil arbejde for et arbejdsmarked, hvor der er plads til alle. Arbejdsgiverne har ansvar for at skabe fleksible stillinger, som tilpasses til medarbejdernes forudsætninger, ønsker og behov.

I politikpapiret står også, at dbio skal arbejde for at sikre en mere ligelig fordeling af barselsorloven, således at faderen eller medmoderen får en større del af barslen. Det punkt affødte en længere debat.

“Det ønsker dbio’s medlemmer ikke,” lød det fra Hanne Nielsen Bonde, regionsformand i dbio-Syddanmark.

Martina Jürs pegede på de store linjer:

“Nogle gange er man nødt til at tage de store skridt. Det handler jo også om kvinders livsløn,” sagde formanden og henviste til, at kvinders barselsorlov påvirker både deres livsløn og pension.

Det er aldrig nemt at skulle give afkald på noget, men hvis man gerne vil have ligestilling, så er det den vej, man skal gå. Ellers bliver det dobbeltmoralsk.
Katja Wienmann Bramm, næstformand

Næstformand Katja Wienmann Bramm fulgte op:

“Det er aldrig nemt at skulle give afkald på noget, men hvis man gerne vil have ligestilling, så er det den vej, man skal gå. Ellers bliver det dobbeltmoralsk.”

Merete Kjeldgaard fra dbio-Nordjylland var uenig: “Det må da være op til den enkelte familie, hvad de gør, og hvis der er modstand på mændenes arbejdspladser, er det ikke godt, at nogen skal gøre noget, de ikke har lyst til.”

Ruth Szöke, dbio-Midtjylland, samstemte: “Når mine børn skal have barsel, vil de tilrettelægge det, som familien vil det. Unge siger: Hvorfor kan vi ikke selv få lov til at bestemme?”

Lene Mølgaard Thorbjørnsen fra samme region sagde, at den måde, hun læser formuleringen i politikpapiret på, ikke er ensbetydende med, at forældrene skal tvinges til noget.

Martina Jürs konstaterede, at det i stedet handler om at ændre en kultur, og med den forståelse godkendte HB politikpapiret.

Hent politikpapirerne

Særligt benyttede sider på dbio.dk