100.000 kr. skal lokke bioanalytikere til udkantsnorge

Manglen på bioanalytikere i Norge er nu så stor, at man må lukke en fødeafdeling i det nordlige Norge. En del af de fødende er derfor nødsaget til at rejse til Bodø 300 km. væk.

Nyhed
Skrevet af
Niels C. Jensen, digital redaktør og journalist
Gravid

Fødende på Lofoten i Norge kan blive tvunget til rejse 300 kilometer på grund af mangel på bioanalytikere. Arkivfoto: Colourbox

Herhjemme er manglen på bioanalytikere udbredt, ledigheden er under 1,5 procent, og det er svært at besætte ledige stillinger, særligt indenfor klinisk biokemi.

Men i vores naboland mod nord står det endnu værre til. Senest har man i det nordlige Norge, på Nordlandssykehuset Vesterålen, måtte lukke ned for en fødeafdeling, fordi man mangler bioingeniører på laboratoriet og derfor har nedsat kapacitet. Og det påvirker også de kirurgiske afdelinger, skriver det norske fagmedie Bioingeniøren.

Halvdelen af de fødende er derfor tvunget til at rejse 300 km. til Bodø for føde. Det har fået både politikere og lokalbefolkningen til at protestere.

Norske tillæg

  • Rekrutterings- og fastholdelsestillæg på 150.000 kroner, kræver at man binder sig for 18 måneder.
  • Tillægget gælder både nyansættelser og nuværende medarbejdere.
  • Hvis problemerne med at bemande laboratoriet fortsætter, kan man få et nyt tillæg efter de 18 måneder, hvis man binder sig for nye 18 måneder.
  • Rekrutteringstillæg til bioanalytikerstuderende på 50.000 kroner årligt. De studerende binder sig til at arbejde lige så mange måneder, som de får tillæg for.
Kilde: Bioingeniøren

100.000 til nye og dem, der bliver

I et forsøg på at tiltrække og fastholde bioingeniører, den norske pendant til bioanalytikere, har Nordlandssykehuset indført et rekrutteringstilllæg på 150.000 norske kroner, det svarer til godt 100.000 danske. Indtil videre uden resultat.

Tillægget gives også som fastholdelsestillæg til dem, der bliver på arbejdspladsen. Pt. er der fire ledige stillinger, og afdelingen har været underbemandet i en længere periode, skriver Bioingeniøren.

Læs hele historien og fiskeindustriens rolle hos Bioingeniøren.

Særligt benyttede sider på dbio.dk