Stabschef fra Sjællands Universitetshospital: Fleksjobbere skaber værdi

"Det ville også have været forkert at fyre en anden i stedet for en fleksjobber, hvis vedkommendes opgaver og kompetencer er vurderet mere funktionskritiske," forklarer Stabschef Jesper Juel-Helwig fra SUH ovenpå fyringen af 6 ud af 7 fleksjobbere.

Nyhed

Af Niels Stoktoft Overgaard, journalist

RegSj_videnshus-2018-18_4N2A9580

Stabschef Jesper Juel-Helwig fra Sjællands Universitetshospital har undersøgt fyringerne af fleksjobbere blandt bioanalytikere og laboranter. Han fortæller, at der ifølge hans oplysninger stadig er en enkelt bioanalytiker ansat i fleksjob på laboratorierne.

Jesper Juel-Helwig indrømmer, at det kan lyde voldsomt, at 6 ud af 7 fleksjobbere er fyret.

”Men de er ikke afskediget, fordi de er ansat i stillinger på særlige vilkår. Derimod handler det om, at afdelingsledelserne på hospitalet har skullet foretage en kvalifikationsvurdering af alle medarbejdere.
På den baggrund har de afskediget dem, de ud fra en samlet vurdering bedst kan undvære, når situationen krævede, at vi skulle være færre,” forklarer Jesper Juel-Helwig.

Har selv fleksjobber

Stabschefen har den indstilling, at fleksjobbere skaber værdi. Der er også stadig ansat mange rundtom på Sjællands Universitetshospital, siger han.

”Vi har fortsat 31 fleksjobbere på SUH og i alt 153 medarbejdere på særlige vilkår. Jeg har selv en fleksjobber i min stab, og vedkommende ville helt sikkert være blandt de sidste, jeg skilte mig af med,
hvis jeg skulle skære yderligere ned. Hun løser en række opgaver, kun få har færdighederne
til,” siger Jesper Juel-Helwig.

”De store besparelser har ikke været nemme at gennemføre. Det ville også have været forkert at fyre en anden i stedet for en fleksjobber, hvis vedkommendes opgaver og kompetencer er vurderet
mere funktionskritiske, i forhold til den service bioanalytikere og laboranter leverer til andre afdelinger og især vores patienter.”

Svær opgave

Jesper Juel-Helwig siger, at Sjællands Universitetshospital fortsat vil bestræbe sig på at have et solidt antal fleksjobbere. Han understreger, at der skal være plads til personer, som ikke kan yde en fuld indsats i enten tid eller opgavetyper.

”Afskedigelserne har ikke været nemme at gennemføre for afdelingsledelsen, men det var en bunden opgave. Også fremover vil vi på SUH indgå konstruktivt i dialogen med medarbejderne omkring fleksjob og særlige vilkår,” siger Jesper Juel-Helwig.

Fagbladet Danske Bioanalytikere har kontaktet to ledende overbioanalytikere på Sjællands Universitetshospital for at høre dem om deres syn på afskedigelsen af det forholdsvis store antal fleksjobbere.

Overbioanalytikerne henviser til Jesper Juel-Helwig som den, der udtaler sig.

dbio-regionsformand Anja Lykke Aakeson ved ikke, hvor den ene tilbageværende fleksjobber, som Jesper Juel-Helwig nævner, skulle være ansat. Ifølge hendes oplysninger er alle afskediget i Roskilde og Køge.

Særligt benyttede sider på dbio.dk