Knap så skjult kamera: Bioanalytikere bliver fotograferet uønsket på jobbet

Vi giver kun nødigt slip på mobiltelefonen og alle dens muligheder for at fulddokumentere og videreformidle egen og vores kæres gang på jorden. I en rundspørge om chikane og sociale medier svarer 19 – ca. en fjerdedel – af de adspurgte arbejdsmiljørepræsentanter, at de kender til, at bioanalytikere er blevet fotograferet af patienter eller pårørende uønsket.

Og 15 af de 19 bidrager med kommentarer om egne og kollegers ubehag, når patienter eller deres familiemedlemmer knipser løs.

En af dem er Pia Harpsøe Halberg, arbejdsmiljørepræsentant på Klinisk Biokemisk Afdeling på Nykøbing Falster Sygehus. Hun har selv bedt om at få slettet et billede af hende i en blodprøvetagningssituation.

Frygten for den sociale gabestol

”Det går jo ofte hurtigt, og vi bliver sjældent spurgt på forhånd, og nogle bliver befippede, når de opdager, at de lige er blevet fotograferet. Så er det ikke sikkert, at de lige får sagt fra, selvom de oplever situationen som grænseoverskridende.

”Jeg har selv bedt om at få lov til at se, hvad en far havde fået på mobilen under en blodprøvetagning på sit barn. Jeg bad ham derefter slette et, hvor man kunne se mit hoved,” siger Pia Harpsøe Halberg.

”Vi er et lille lokalsamfund, hvor alle kender alle, og jeg har da frygten for, at billeder kan ende på Facebook og blive en social gabestok,” tilføjer hun.

Uforvarende fotografering på fødestuen

På den anden side har flertallet – 50 deltagere – i rundspørgen svaret nej til, at uønsket fotografering
er et fænomen, de støder på i deres hverdag på sygehusene. Yderligere 13 svarer ”ved ikke”. Som regel sker fotografering ud fra de bedste intentioner og under fredsommelige omstændigheder.

Det kan fx være på fødestuen, hvor en hel eller halv bioanalytiker kan risikere at blive statist, når den stolte far eller medmor gerne vil fotodokumentere hele den glædelige begivenhed minut for minut. Eller det kan være forældre, der vil have et minde om en sej lille søn eller datter, der gennemstår en blodprøvetagning uden at kny.

Men i rundspørgen kan man også læse, at fotografering sker i mere dramatiske og negative øjeblikke. Kameraet kan fx indgå som et instrument i intimidering af en medarbejder, som en arbejdsmiljørepræsentant beskriver det i rundspørgen

”En (kollega, red.) er blevet truet med, at der ville blive taget billeder. Men der var ingen billeder at se på telefonen, da den blev tjekket.”

Bedre til at sige fra?

At det er forskelligt, hvordan enkelte afdelinger eller enkelte medarbejdere takler situationen, fremgår også. En respondent skriver:

”Da jeg arbejdede på RHEL (Region Hovedstadens Elektive Laboratorium, red.) (tidligere KPLL), var det et problem, at der blev taget billeder med mobiltelefon. Derfor blev der opsat skilte om, at det var forbudt.”

I mellemtiden synes problemet imidlertid at være gået i sig selv; i alt fald mødes københavnerne ikke længere af ”Fotografering forbudt”-skilte på Region Hovedstadens ambulatorier.

”Jeg er selv kommet til, siden RHEL blev nedlagt, men jeg har aldrig hørt om, at uønsket fotografering skulle været noget, som medarbejderne er udsat for og oplever som et problem,” siger Lise Bødker, ledende bioanalytiker på Klinisk Biokemisk Afdeling på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital, hvorunder fx ambulatoriet i Vester Farimagsgade hører.

Det indtryk gentager hun endnu en gang over telefonen et par dage senere, efter at hun har været til et møde med arbejdsmiljørepræsentanterne på de afdelinger, hun er leder for.

”Der var ingen af dem, der kendte noget til det, da jeg spurgte direkte. Det er da mystisk,
når jeres undersøgelser peger på, at det opleves som et problem nogle steder og også tidligere på RHEL. Men måske er bioanalytikerne blevet bedre til at sige fra i situationen, så en episode bare ender der,” foreslår hun.