Fortsat forskelsbehandling: Nu gentest til flere gravide i Nordjylland. Fynboerne må vente til 2016

En risikofri gentest til gravide med en blodprøve kan afgøre, om fosteret lider af Downs syndrom eller andre kromosomsygdomme. Men der er stor forskel på tilbuddet til gravide afhængigt af, hvor i landet de bor. Læger efterlyser fælles retningslinjer.

Nyhed

Af Kirsten Gregers Jørgensen, journalist

scanning_baby_Remy_Sharp
Med NIPT-testen kan man via DNA-analyse af blodprøven fra moren vise, om der er stor sandsynlighed for, at det ufødte barn har Downs syndrom eller visse andre kromosomfejl. Foto: Remy Sharp/Flickr.com

Et stik i armen eller en nål gennem din gravide mave med en risiko på ½-1 procent for at abortere. Mange gravide har foretrukket førstnævnte, siden den nye test med en blodprøve blev mulig i tre regioner i Danmark i 2013, og fra september 2015 har bredt sig til resten af landet.

På Odense Universitetshospital i Syddanmark, der som den sidste region er ved at indføre gentesten kaldet NIPT, har man afventet anbefalinger fra Sundhedsstyrelsen.

”Vi har i den grad presset på for, at der skulle være nationale retningslinjer. I virkeligheden har vi ikke ønsket at indføre NIPT, før der var nationale retningslinjer fra Sundhedsstyrelsen, men vi har følt os presset til det nu, fordi vi kan se, at de gør det i andre regioner,” siger overlæge Bjarne Rønde Kristensen fra OUH.

Bedst at være gravid i Nordjylland

Men selv om NIPT meget snart udbydes i alle fem regioner, er der forskel på, om man er gravid i København eller Karup.

Primært har NIPT indtil nu været et alternativ til en invasiv prøve, hvis nakkefoldsscanningen viste en høj risiko for kromosomsygdomme som Downs syndrom. Det vil sige en risiko, der er højere end 1:300. 

Men i Region Midtjylland har man fra 1. september 2015 udvidet tilbuddet til de gravide i mellemrisiko-gruppen (1:300 til 1:700). I Region Nordjylland er man gået skridtet videre og tilbyder fra 1. november 2015 NIPT til de gravide med en endnu lavere risiko (1:300 til 1:1000).

I de øvrige regioner forholder hospitalerne sig foreløbig stadig kun til højrisiko-gruppen.

Ønsker nationale retningslinjer

Der eksisterer i dag ingen nationale retningslinjer for NIPT fra Sundhedsstyrelsen. Og selv om der er faglig uenighed om, hvad grænsen for at tilbyde NIPT skal være, er samtlige seks overlæger, som fagbladet Danske Bioanalytikere har talt med, enige om, at der bør være fælles retningslinjer for NIPT, så de gravide får samme tilbud i hele landet.

Hos Klinisk Genetisk Klinik på Rigshospitalet siger overlæge Susanne Kjærgaard:

”Det er problematisk, at man gør noget forskelligt rundt om i landet. Vi ser helt sikkert gerne, at Sundhedsstyrelsen kommer med nogle nationale retningslinjer. Vi synes, det er enormt vigtigt, at man har et nationalt og ensartet tilbud i Danmark, som vi har haft hidtil med nakkefoldsscanningen.” 


Denne historie er også bragt på DR.dk d. 19/11-2015.  ​Metoden kaldes NIPT, som står for Non-Invasiv Prænatal Test. I NIPT kan en DNA-analyse af blodprøven fra moren vise, om der er stor sandsynlighed for, at det ufødte barn har Downs syndrom eller visse andre kromosomfejl.

NIPT er ikke forbundet med øget risiko for abort, som tilfældet er ved de traditionelle invasive metoder; moderkagebiopsi og fostervandsprøve, hvor en nål stikkes gennem maveskindet. Siden NIPT blev indført, er der sket et fald i antallet af invasive prøver i næsten alle regioner.

NIPT kan på nuværende tidspunkt ikke lige så meget som de invasive prøver, der kan undersøge for flere og ofte alvorlige sygdomme. Derfor er lægelig rådgivning også en vigtig del af de forskellige tilbud til gravide.

Særligt benyttede sider på dbio.dk