Fælles nordisk nødråb: Der mangler akut bioanalytikere i hele Norden

Bioanalytikerformand Martina Jürs har sendt et brev med et nødråb til Magnus Heunicke og Ane Halsboe-Jørgensen hhv. sundhedsminister og uddannelses- og forskningsminister. Enslydende breve er på vej til samme ministre i Norge, Sverige, Finland og Island.

Nyhed
Skrevet af
Jytte Kristensen, fagbladsredaktør
Coronatest_laboratorie_bioanalytiker

Bioanalytikere analyserer blandt andet podningsprøver for Covid-19 på laboratorier over hele Norden. De nordiske organsationer advarer om akut mangel på bioanalytikere. Arkivfoto: Line Bloch Klostergaard, Region Nordjylland​

I dag lander et brev underskrevet af bioanalytikerformand Martina Jürs på bordene hos Magnus Heunicke og Ane Halsboe-Jørgensen hhv. sundhedsminister og uddannelses- og forskningsminister. 

Enslydende breve er på vej til samme resort​ministre i Norge, Sverige, Finland og Island på vegne af Nordisk Medicinsk Laboratoriegruppe (NML). I brevet indbyder de nordiske bioanalytikerorganisationer ministrene til et møde for at drøfte de presserende og fælles problemer for bioanalytikerfaget.

Hele Norden mangler bioanalytikere

Brevet gør ministrene opmærksomme på den akutte mangel på bioanalytikere i alle de nordiske lande. En mangel som er blevet endnu mere tydelig og presserende under coronapandemien, hvor faggruppen har været helt central i kampen mod virus. 

Nordisk Medicinsk Laboratoriegruppe (NML) advarer om, at der kan forventes en kæmpe mangel på bioanalytikere fremover, hvis ikke der sættes ind på, at få flere til at blive uddannet bioanalytikere nu. 

I hele Norden er gennemsnitsalderen for bioanalytikere høj - nemlig 50-54 år. Det indebærer, at professionen vil miste op mod en tredjedel (30 procent) af arbejdsstyrken inden for 10 år, fordi de mest erfarne bioanalytikere går på pension. 

Påtrængende behov for specialistuddannelse​

At en tredjedel vil trække sig tilbage inden for det næste 10-år, indebærer et bekymrende tab af kompetencer, viden og færdigheder, advarer de nordiske organisationer. Det haster derfor med, at der tilbydes uddannelse på specialistniveau til bioanalytikerne, hvis det højt specialiserede fag fortsat skal kunne holde det nuværende kvalitetsniveau. 

Set i lyset af, at bioanalytikerne i samtlige nordiske lande er en relativt lille faggruppe, og det derfor kan være svært at løfte en specialistuddannelse for et enkelt land, foreslår de nordiske organisationer et samarbejde om en specialistuddannelse.

Særligt benyttede sider på dbio.dk