To forskningsbioanalytikere: Derfor skal du søge OK-puljen

To bioanalytikere opfordrer andre i samme fag til at komme på banen og få gang i forskningen.

Nyhed
web_cathrine

”Vi skal tænke kreativt og vise, hvad vi kan”

Cathrine Bønløkke Toustrup er ansat i Udviklingslaboratoriet, Patologisk Institut, Århus Universitetshospital, hvor hun arbejder med molekylærbiologiske analyser. Hun er medlem af dbio´s Histo Cyto udviklingsgruppe og med til at planlægge en temadag om fagets udvikling.

”Det er så vigtigt, at vi bioanalytikere kommer med i forskning og udvikling, og når der nu er er en pulje til os, som vi kan søge, synes jeg, at vi skal gribe chancen og tænke kreativt”, siger hun.

For selvom der indkaldes ansøgninger til forløb for kronikere og sårbare patienter, og mange bioanalytikere ikke har direkte patientkontakt, er det ingen hindring, mener Cathrine Bønløkke Toustrup.

Læs meget mere om de 14 millioner i OK-puljen

”Selvom vi i mit laboratorium ikke ser en patient, så er det jo prøver fra fx kræftpatienter, vi sidder med, og de må vel siges at høre til en sårbar gruppe af patienter”, konstaterer hun.

Hun har også bemærket, at der står i opslaget, at bioanalytikerne skal planlægge projektet sammen med lederen i afdelingen. Og det giver rigtig god mening, mener hun.

udv-og-forsk-LOGO-trans

”Lederne skal give tilladelse til, at man søger pengene og starter projektet. For så kan man jo ikke varetage sine sædvanlige opgaver, og det skal lederen regne med i sin planlægning af arbejdsdagen."

"Jeg er sikker på, at min leder vil være åben overfor et projekt, hvis det er noget relevant, vi kan udføre her. Hun er meget interesseret i udvikling og har nok også selv nogle ideer, så jeg vil ikke være bange for selv at gå til hende og foreslå, at vi deltager i et projekt”, siger hun.

”Vi bioanalytikere skal vise, at vi kan noget, ikke kun når det er rutine, men også når det gælder udviklings- og forskningsprojekter”.

”Vi skal selv møve os ind”

Sys Johnsen er bioanalytiker, cand.scient.san. og ansat på Bispebjerg Hospital i Cochrane netværket, der indsamler, vurderer og formidler information om virkninger af behandlinger.

web_sys-johnsen

Sys Johnsen redigerer bl.a. reviews og har titel af Trials Search Coordinator. Hun har selv indgående kendskab til det tværsektorielle felt i sundhedssektoren, og hun er overbevist om, at bioanalytikere vil kunne få støtte fra Udviklings- og Forskningsfonden, men hun forstår godt, hvis nogen tøver overfor kravet om tværsektorielle projekter.

”Bioanalytikere har ikke så meget tradition for samarbejde på tværs af sektorerne, så vi er nødt til selv at møve os frem. Flere kronikere bliver nu udlagte i eget hjem, hvor det så er er udgående
teams fra hospitalet, der kommer til dem i stedet for omvendt.

Sygeplejerskerne er allerede i fuld gang ude i patienternes hjem, og vi skal gå i dialog med dem og lægerne, og finde ud af, hvad vi kan bidrage med. For jeg er sikker på, at der også er behov for bioanalytikerkompetencer”, siger Sys Johnsen.

Men bioanalytikerne er selv er nødt til at tage teten.

Læs meget mere om de 14 millioner i OK-puljen

”De andre faggrupper er så hurtige, og de har allerede gang i rigtigt meget telemedicin, monitorering i hjemmet med mere. Men de ved ikke, hvad bioanalytikerne kan bidrage med, så vi skal selv gå i dialog med dem. Dialogen kan være besværlig, men vi er nødt til at tage den, for den er så vigtig – også med patienter og de pårørende”, understreger Sys Johnsen.

Hun foreslår, at bioanalytikere i Region Hovedstaden også kan søge sparring til projekter i regionens tværsektorielle forskningsenhed.

Særligt benyttede sider på dbio.dk