Fagblad nr. 4 2023
Råb op. Stå sammen. Bliv ved!
Det kommer næppe til at betyde hverken fra eller til, at to topchefer er blevet fyret fra Aarhus Universitetshospital. Hverken for patienterne eller for personalet. Det har en række faglige organisationer på sygehuset påpeget i en fælles protestskrivelse, som dbio er medunderskriver på; heri efterlyses i stedet, at politikerne tager det overordnede ansvar for den dybt ulykkelige sag på sig.
Vi må som faglige organisationer aldrig stoppe med at gøre opmærksom på vilkårene
Det er politikerne, der må påtage sig den upopulære opgave med at prioritere, så budgethensyn ikke også fortsat risikerer at skabe utålelige forhold for både et presset personale og de prisgivne patienter ude på de enkelte afdelinger.
Forstå mig ret; skandalen om de vildt voksende ventetider på mave- og tarmkirurgisk afdeling, de ulovlige instrukser til lægerne, urigtige oplysninger til patienterne om deres rettigheder og de deraf dårligere overlevelsesprognoser, krævede naturligvis, at mindst et par hoveder rullede.
Men selvom koncernledelsen i Midt højtideligt har lovet, at man fra nu af anlægger en anden og mere dialogbaseret ledelsestilgang, vil der også i morgen, i overmorgen og om et år være for få medarbejdere til at håndtere efterspørgslen.
Hvad nytter det så at afsende et opråb ud i offentligheden? For hvor finder vi lige de ressourcer – og i dette tilfælde især operationssygeplejersker – der er den åbenlyse løsning på miseren? Alternativet til ikke at råbe op er imidlertid ikkeeksisterende. Vi må som faglige organisationer aldrig stoppe med at gøre opmærksom på vilkårene, når det hele spinner ud af kontrol.
Vi må gå op i systemet med vores faglige og saglige bekymringer – eller ud i pressen. Og som i dette tilfælde bør vi stå sammen, så vi hæver os op over de snævre faggrænser, og altid have blikket rettet mod det større perspektiv; patienterne.
Der er, som I ved, i disse år forskellige tiltag i gang, som har til formål at reformere og ”robustgøre” det hårdt plagede, danske sygehusvæsen. Det er derfor også nu, der burde være momentum for konkrete og konstruktive indspil fra de faglige organisationer.
Jeg håber inderligt, at skræmmeeksemplet fra Aarhus vil betyde, at der i regionernes koncernledelser og på de øverste etager på landets hospitaler kommer en langt større lydhørhed overfor de fagprofessionelles henvendelser. Hvis ikke, vil det også fortsat kunne gå rigtigt galt. Så vi skal råbe op og stå sammen. Og det skal vi blive ved med; det er vores simple pligt.
