Weekendjob i Norge: "Vi kommer for at skære"

I 2019 tog Britta Laursen og Vivi Kuhr en rask beslutning, blot tre dage før flyet til Oslo afgik. Fredag efter arbejdstid drog de af sted mod Lillehammer for at hjælpe til med at skære de mange blokke med væv, som de norske bioingeniører ikke selv kunne nå.

Vikariatet i Norge var kort og intensivt. En forlænget weekend og så hjem igen. Til daglig arbejder Vivi Kuhr hver anden uge, mens Britta Laursen er på fuld tid i Patologi, Regionshospitalet Viborg.

“Ligesom vi kan tage FEA (frivilligt ekstra arbejde, red.) i vores egen afdeling, så gør vi det bare i Norge,” forklarer Vivi Kuhr. Hun har selv været fem gange i Norge som vikar, mens Britta Laursen har taget smutturen fire gange. Dels til Lillehammer, dels til Kalnes Sygehus tæt på den svenske grænse.

Intensivt, men eventyrligt

Da Britta Laursen og Vivi Kuhr ankom til Lillehammer første gang, blev de indlogeret på hotel, og lørdag morgen viste en afdelingsbioingeniør dem til rette i laboratoriet.

“Hun fandt tøj og adgangskort frem til os og satte os i gang,” fortæller Vivi Kuhr. Paraffinblokkene stod klar til mikrotomi, og de havde laboratoriet helt for sig selv, for de norske bioingeniører arbejder ikke i weekenden. Hvis de havde spørgsmål, kunne de ringe til afdelingsbioingeniøren.

“På sådan en weekend arbejder vi typisk 10 timer lørdag og søndag og 8 timer mandag, men vi tilrettelægger selv arbejdstiden, så vi kan holde en lidt længere pause midt på dagen, hvis vi vil. Men vi går ikke på museum eller på andre udflugter, vi koncentrerer os om at skære, når vi er der,” siger Britta Laursen.

“Men der er da også lidt eventyr over det. At tage af sted, se en anden udsigt og se, hvordan de arbejder i Norge,” konstaterer Vivi Kuhr.

“Ja, det er helt vildt spændende,” tilføjer Britta Laursen.

“De gode gamle paraffiner”

Vævet, de skærer, er rutiner, det vil sige alle de prøver, der ikke er rekvireret i et haste-/pakkeforløb. I Lillehammer er de ikke så langt med automatiseringen som i Viborg, hvor en stor del af prøverne bliver indstøbt automatisk.

I Lillehammer indstøber bioingeniørerne stadig manuelt.

“Det er så dejligt med de gode gamle paraffiner. De er lettere at skære,” siger Vivi Kuhr. “Men den automatiske indstøbning har jo andre fordele,” supplerer Britta Laursen. Mandag mødte de også de norske bioingeniører. “De hilser og virker glade for vores hjælp, og det varmer. De er rigtig søde mennesker,” siger Britta Laursen.

Norsk bureau formidler kontakt Richard Raae ejer formidlingsbureauet Legespesialisten i Oslo. Han formidler vikariater til blandt andre danske lægespecialister, herunder patologer, men altså også til danske bioanalytikere. Han har dog aldrig haft behov for at annoncere efter bioanalytikere.

I stedet har han gjort brug af en personlig kontakt. En dansk bioanalytiker, som i en årrække var chef for patologien i Frederikstad i Norge.

“Hun kendte rigtig mange danske patologer og bioanalytikere, og det er gennem hende, jeg har fået kontakterne. Hun er dog stoppet nu,” fortæller Richard Raae. Han har i de senere år formidlet seks bioanalytikere til norske laboratorier, og corona har øget behovet for hjælp.

“Pandemien medførte jo en slags tsunami af blokke og biopsier, da vi igen var tilbage til ’normalen’, og hvis der så samtidig opstår sygdom blandt bioingeniørerne, hober det sig jo op,” forklarer Richard Raae.

Copyright

Privat

Lønnen er hemmelig

Richard Raae ønsker ikke at sætte kroner og øre på, hvad en dansk bioanalytiker kan tjene på et kort vikariat i Norge.

“Nu er den danske krone jo stærk i forhold til den norske, men jeg har aldrig fået nogen protester, når jeg har fortalt bioanalytikerne, hvad de får i løn. Det kan jo også komme an på en forhandling,” siger Richard Raae.

Bureauejeren mener, at der fremover bliver behov for mere hjælp fra danske bioanalytikere.

“Det kunne også være nogle, der er pensioneret for nylig, og som stadig har faget på rygmarven. De kunne jo komme i fx en uge og så stå lidt på ski samtidig,” siger han.