Vælg den rigtige boks fra starten og spar på plastikken

I dialog med de kliniske afdelinger er det lykkedes patologiafdelingen på Odense Universitetshospital at nedsætte forbruget af plastikbeholdere. Nu skal de bare have flere rekvirerende afdelinger med på bølgen.

En grøn ide
Skrevet af
Niels C. Jensen, digital redaktør og journalist
Plastikbeholdere_OUH

Det er lykkedes patologisk afdeling på OUH i samarbejde med de kliniske afdelinger at nedbringe mængden af plastikbeholdere.

På afdelingen for Klinisk Patologi på Odense Universitetshospital modtager de hver dag rigtig meget væv i plastikbeholderen, som skal gøres klar til udskæring næste dag. I den proces flytter man ofte vævet til en ny og større plastikbeholder, kort sagt dobbelt brug af plastikemballage.

Men det er nu lykkedes patologisk afdeling i samarbejde med de kliniske afdelinger at nedbringe mængden af plastikbeholdere, helt enkelt ved at sørge for, at afdelingerne i første omgang sender vævet i en større plastikbeholder, som bioanalytikerne kan bruge i deres arbejde med håndtering og klargøring til udskæring.

Hvad grønt har de gjort?

  • Nedsat forbruget af små plastikbeholdere og dermed sænket mængden af plastaffald
  • Samarbejdet med de kliniske afdelingerne for begrænse plastikforbruget
  • Igang med at se på sortering af afdelingens affald generelt
Kilde: Afdelingen for Klinisk Patologi på Odense Universitetshospital

”Vi modtager hver dag mange præparater i vores fryserum, og når vævet kommer til os, er det uden nogen form for væske på, altså helt friskt i en plastikbeholder. En patolog eller bioanalytiker håndterer og klargør vævet til at komme i fikseringsvæske, hvorefter det skæres ud den efterfølgende dag. Håndteringen resulterer ofte i at vævet skal i en større beholder, end den, vi modtog i og vi derfor må bruge en ny, større beholder,” siger Michelle Hofstedt, der er bioanalytiker og arbejdsmiljørepræsentant Afdeling for Klinisk Patologi på Odense Universitetshospital og fortsætter:

”I dialog med de rekvirerende afdelinger, har vi sørget for, at vi nu får vi vævsprøverne i den rigtige størrelse beholder fra starten og genererer derved mindre plastikaffald.”

”Vi skal have flere med”

Michelle Hofstedt fortæller videre, at afdelingen allerede har skåret en del ned på forbruget af plastik, men at potentialet er endnu større.

”Vi har ikke som sådan noget målbart på, hvor meget plastikaffald det har sparet os, men noget har det i hvert fald. Det er endnu ikke alle relevante rekvirerende afdelinger, der er med på bølgen, men vi ønsker at få det mere udbredt, hvilket er en opgave, som ligger foran os.”

Afdelingen har derudover andre klimainitiativer i støbeskeen, blandt andet affaldssortering mere generelt og genbrug af flamingokasser.

En grøn ide: Artikelserie med konkrete ideer og tiltag til, hvordan bioanalytikere og laboranter kan være med til at gøre verden lidt mere grøn, eller i hvert fald lidt mindre sort. Skriv til journalist Niels C. Jensen, ncj@dbio.dk, hvis du har en grøn ide. De allerbedste ideer er konkrete lavpraktiske tiltag, som andre kan lære af og bruge på deres egen arbejdsplads.

Særligt benyttede sider på dbio.dk