Ung forsker til bioanalytikere: "Vi skal sammen gå ind i kampen for grønnere laboratorier"

Unge forskere og bioanalytikere skal i fællesskab spille en rolle som forandringsagenter ved at advokere for grøn omstilling i de laboratorier, de arbejder i. Det mener Valdemar Brimnes Ingemann Johansen, der er studerende på Molekylær Biomedicin ved Københavns Universitet. ”Sammen bør vi være med til at drive omstillingen og tage del i certificeringsprocessen af vores laboratorier!”, fortsætter den unge forsker.

Debatindlæg
Skrevet af
Valdemar Brimnes Ingemann Johansen, studerende, Molekylær Biomedicin ved Københavns Universitet
Valdemar Brimnes Ingemann Johansen, der er studerende på Molekylær Biomedicin ved Københavns Universitet

Som mega-ultranørd udfører jeg biomedicinske laboratorieeksperimenter på det Sundhedsvidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet. Her kører der udstyr 24/7, som bruger mere strøm end flere husstande til sammen. Vi har et ekstremt ressourceforbrug af reagenser fra animalsk produktion. Vi bruger store mængder af engangsplastik.

Alt imens jeg forsøger at overbevise mig selv om, at jeg er med til at producere ny viden inden for årsager bag sygdommene, der tager livet af dine forældre, er jeg med til at accelerere den kritiske udvikling, der tager livet af dine kommende børnebørn.

Det er paradoksalt, at Københavns Universitet vil reducere sit CO2-aftryk med 50 procent pr. fuldtidsmedarbejder inden 2030 sammenlignet med 20181, men ikke gør mere for at certificere vores laboratorier som bæredygtige.

Der findes i dag veludviklede skemaer og standarder, der hjælper laboratorier med at forbedre både deres effektivitet og bæredygtighed - såsom Laboratory Efficiency Assessment Framework (LEAF) programmet2,3.

Som unge forskere og bioanalytikere kan vi i fællesskab spille en rolle som forandringsagenter ved at advokere for LEAF i de laboratorier, vi arbejder i. Forskere og bioanalytikere arbejder tæt sammen på hospitaler, universiteter og i industrien. Laboratorier og CO2-udledning har vi til fælles. Sammen bør være med til at drive omstillingen og tage del i certificeringsprocessen af vores laboratorier!

KU har rapporteret, at vores laboratorier udgør mere end 50 % af deres CO2-aftryk4. Derudover har  man estimeret, at laboratorier er ansvarlige for hele 2 % af al globalt plastikaffald, og at laboratorier bruger 3-10 gange mere energi pr. m2 sammenlignet med et gennemsnitligt kontor5.

Derfor har flere laboratorier på KU succesfuldt valgt at lade sig LEAF-certificere, men størstedelen har hidtil ikke valgt at prioritere den grønne omstilling. I et stort toårigt pilotstudie omkring effektiviteten bag LEAF-certificering, udledte de deltagende laboratorier samlet set 648 ton mindre CO2 samtidigt med, at de sparede næsten 5.500.000 kr.6. At hver laboratoriegruppe sparrede over 32.000 kr. årligt, er nok en del af årsagen til, at 99 % af de deltagende forskere ville benytte sig af LEAF igen.

LEAF er en måde, hvorpå laboratorier kan blive opmærksomme på forskningens klimaaftryk. Samtidigt er det en nem måde at gøre forskning mere bæredygtigt, og LEAF tilbyder hjælp til at beregne strømbesparelser. Derudover modtager laboratorier gennem LEAF understøttelse af reproducerbare eksperimenter, imens LEAF også er økonomisk fordelagtigt for deltagende laboratorier, nonprofit og brugerdrevet. Alle laboratorier på Panums metabolismecenter har for nyligt modtaget sølvmedaljer i LEAF4. Men hvorfor er det ikke et kollektivt ansvar for alle vores laboratorier?

Misforstå mig ikke. Jeg går ikke ind for at skrotte livsvigtig forskning. Ja, laboratoriebaseret forskning er særdeles ressource- og energikrævende, men det er samtidigt altafgørende for at avancere vores samfund og nødvendigt for at komme sygdomstilstande til livs. Sygdomme, der belaster miljøet, hospitalsvæsnet og nationaløkonomien8. Den vestlige verdens fedmeepidemi og dets miljømæssige konsekvenser understreger behovet for laboratoriebaseret grundforskning, der søger efter nye og effektive behandlingsstrategier9.

Og der er da også tilfælde, hvor kun ultrakolde frysere og engangsplastikpipetter kan gøre arbejdet i sensitive eksperimenter, men ved mange standardprotokoller kan små ændringer gøre store forskelle.

Mange forskere og bioanalytikere er bekymrede for klimaet, og vi har en grøn adfærd i vores privatliv uden for universitet for at reducere vores personlige klimaaftryk, men vi har svært ved at se, hvad vi kan gøre i laboratoriet. Vi føler os opgivende, når vi ser, hvor ressourcekrævende laboratoriearbejde er uden at kunne gøre noget ved det.

LEAF er en slags tjekliste, der gør det nemt for os at gøre noget ved laboratoriets klimaaftryk. Det skal vi da bruge!

Lukker du stinkskabet, når du er færdig med at bruge det næste gang? Skriver du ideen om LEAF-certificering på dagsordenen til jeres næste laboratoriemøde, så kan vi spare penge, miljøet og klima på samme tid.

1. Institution, B. Mål for Bæredygtig institution 2030. https://baeredygtighed2030.ku.dk/ (2007).

2. Madhusoodanan, J. What can you do to make your lab greener? Nature 581, 228–229 (2020).

3. UCL. Make your lab sustainable with LEAF. Sustainable UCL https://www.ucl.ac.uk/sustainable/make-your-lab-sustainable-leaf (2018).

4. Support, A. and R. CBMR’s laboratories go green with a Silver LEAF certification. https://cbmr.ku.dk/news/2022/cbmr-earns-the-silver-leaf-certification-for-sustainable-laboratories/ (2022).

5. UCL. Why does science need LEAF? Sustainable UCL https://www.ucl.ac.uk/sustainable/leaf/why-does-science-need-leaf (2020).

6. UCL. How much carbon and financial savings can you make? Sustainable UCL https://www.ucl.ac.uk/sustainable/leaf/how-much-carbon-and-financial-savings-can-you-make (2020).

7. Kommunikation, S. SUND i tal. https://sund.ku.dk/om-sund/fakta/ (2012).

8. Nava, A., Shimabukuro, J. S., Chmura, A. A. & Luz, S. L. B. The Impact of Global Environmental Changes on Infectious Disease Emergence with a Focus on Risks for Brazil. ILAR Journal 58, 393–400 (2017).

9. Koch, C. A. et al. Climate Change and Obesity. Horm Metab Res 53, 575–587 (2021).

10. UN climate report: It’s ‘now or never’ to limit global warming to 1.5 degrees. UN News https://news.un.org/en/story/2022/04/1115452 (2022).

Emne

Særligt benyttede sider på dbio.dk