1260 kg. plastik til genanvendelse giver arbejdsglæde

På Klinisk Immunologisk afdeling i Aalborg satte tre bioanalytikerstuderende sig for at undersøge, hvordan afdelingen kunne komme i gang med at sortere ren plast til genanvendelse. En god ide, der giver god samvittighed, lyder det fra kollegaerne.

Nyhed
Skrevet af
Niels C. Jensen, digital redaktør og journalist
Plastaffald_Aalborg_1

Elvira, Johanne og Christopher, som i foråret 2022 var i praktik på Klinisk Immunologisk Afdeling på Aalborg Universitetshospital, og fik sat første skub i et plastsorteringsprojekt på afdelingen.

”Man kan få helt ondt i maven over alt det plastik, vi bare smider ud. Jeg smider jo meget mere plast ud på en uge her, end jeg sorterer derhjemme på en hel måned!” lød en de typiske kommentarerne fra de ansatte på Klinisk Immunologisk Afdeling på Aalborg Universitetshospital, da de studerende gik i gang med deres plastsorteringsprojekt.

De tre bioanalytikerstuderende havde fået den ide, at afdelingen skulle i gang med at sortere affald, særligt rent plastaffald, som der hver dag produceres store mængder af på laboratorierne landet over. De studerende fik kontakt med en anden afdeling på hospitalet, som allerede var i gang med en forsøgsordning sammen med de private virksomhed Ragn-Sells, der arbejder med håndtering af affald.

Derefter skulle findes lokale løsninger blandt andet i form af affaldsstativer og medarbejdere som ”plastambassadører” i de forskellige afsnit for at få flest muligt med på initiativet. Ifølge rundspørge, gennemført af bioanalytikerunderviser Anita Laitinen Pedersen, blandt personalet et år efter opstart er der bred opbakning.

Tre grønne pointer

  • Det kan være svært og tidskrævende at identificere plasttyper
  • Emballage skal være ren, tør og uden plastetiketter. Kræver vand og arbejdstid
  • Kun en lille del af det store co2-regnskab. Nedsat forbrug er det, der virkelig batter.
Kilde: Klinisk Immunologisk Afdeling på Aalborg Universitetshospital

28 ud af 30 svarer således, at det er en gode ide, at afdelingen har indført plastsortering, og 24 ud af 27 oplever det ”slet ikke generende” eller ”næsten slet ikke generende” at sortere plast i arbejdsdagen.

24 angiver, at affaldssorteringen giver dem god samvittighed, og 18 oplever at ”det er bedre at gøre lidt end ingenting”, 14 angiver, at initiativet er ”inspirerende.” 8 skriver ”holdånd” og 7 skriver ”arbejdsglæde”. Kun 4 angiver ”besværligt”.

Anita Laitinen Pedersen har stået for selve implementeringen af de studerendes ideer, og synes kun, at det kan gå for langsomt med at få omstillet sundhedsvæsnet og laboratorierne til at handle mere grønt.

”Jeg ville ønske, der var flere ressourcer til at lade det menige personale i sundhedsvæsenet tænke og handle grønt, for ting går frygteligt langsomt, når alle handlinger og beslutninger skal komme oppefra. Vores plastprojekt er fx kun blevet til noget, fordi de studerende havde lavet alt forarbejdet.”

Særligt benyttede sider på dbio.dk