To tidligere formænd om: "De røde i København og de tumpede i Jylland"

Den ene er mest til kompromiser; aftaler, begge sider af bordet kan se sig selv i, og som begge parter derfor vil arbejde for at få til at lykkes. 

Den anden har erfaring for, at man indimellem må tage konfrontationerne. Det kan have en strategisk knaldeffekt at forlade et forhandlingsbord med et “Nu er det nok!” 

Den første er Inger Søndergaard, født 1943 og oprindeligt uddannet som industrilaborant i 1962. Fra 1983 til 2012 først kredsformand i LaH’s Kreds 6, Fynskredsen, og siden – efter at regionsstrukturen blev implementeret i 2007 – dbio-formand i Region Syddanmark. 

Dorte Petersen er den anden. Født 1952, uddannet hospitalslaborant i 1973. Hun var formand i Kreds 1, Københavnerkredsen, fra 1983 indtil 1996, hvor hun besluttede, at hun igen måtte “ud at have fat i faget”, inden det var for sent. Dorte Petersen lod sig pensionere i 2020 som 68-årig fra et job som bioanalytiker på Klinisk Biokemisk Afdeling på Rigshospitalet. 

De to markante kvinder – dengang erfarne og respekterede fællestillidsrepræsentanter – var således med fra første færd, da LaH i 1983 etablerede en decentral struktur med 14 kredse, delvist frikøbte formænd og mere lokalt råderum. Delegerede på foreningens kongresser vil sikkert kunne huske dem på talerstolen med indlæg og replikker. Ikke altid på helt samme side i en sag. Eller på samme side som formandskabet i foreningen, for den sags skyld. Medlemsdemokratiet in action. 

Synlighed! 

“Vi syntes vist, at I var noget røde derovre i København. I har sikkert også ment, at vi var lidt tumpede herovre,” siger Inger Søndergaard på sin berømmede lige-ud-af-posen-no-nonsens-facon. 

Dorte Petersen smiler. Og tilføjer: 

“Ja, de forslag, vi stillede, blev i alt fald sjældent vedtaget på kongresserne.” 

Forberedte er de. Hver især hiver de en bunke arkivalier op af tasken og sidder helt fremme på stolen. Skarpladte, klar. Scenen for seancen er mødelokalet i dbio-Syddanmarks kontor i udkanten af Odense. Netop her, hvorfra Inger Søndergaard i øvrigt selv gik på pension som regionsformand for 11 år siden. 

De udklippede artikler, fotokopierede fagpolitiske opråb, let afblegede fotos og Inger Søndergaards sirligt skråskrevne noter – fire linjerede A4-sider, “mens jeg alligevel så cykelløb på tv”, skal understøtte de næste timers samtale. Om sejre, gennembrud og – som nævnt – om deres forskellige indstillinger til dét at skulle stille sig i spidsen og være talerør for sine kolleger over for ledere på flere niveauer. Kataloget er omfattende. Fra årelange bestræbelser på at få faggruppens ledere med i afdelingsledelserne. Om protesterne, når en nyansat overlæge fx troppede op med sin helt egen personlige laborant – uden om normering og procedure. Om nej – ellers tak – til altid at sætte de nyuddannede til at lave kaffen. Og i særdeleshed om at sørge for at være synlig, både som faggruppe og som foreningsformand. 

Lidt dum, meget stædig 

Inger Søndergaard lægger ud med en lidt bizar forhandlingssucces, som tog fusen på foreningens mangeårige chefforhandler, Carl-Christian Kaspersen. 

“Ved overenskomstforhandlingerne i 1999 fik LaH forhandlet tre ekstra løntrin hjem for de lavest indplacerede ansatte. Det skulle så også have 60 procent afsmittende virkning for de højere løntrin. Det var bare ikke ligesådan, arbejdsgiverne ude lokalt så på den sag. Men Bert (Asbild, daværende fællestillidsrepræsentant på Odense Sygehus og senere dbio-formand fra 2008 til 2018, red.) og jeg sørgede for at fremføre kravet, hver eneste gang vi mødtes med arbejdsgiverne. Og så i juni 2004 gik de sørme pludselig med til det. Jeg ringede til Carl, som udbrød: ‘Hvabehar? De tillæg er der da ingen andre kredse, der har opnået.’ Jamen, burde jeg så trække det hele tilbage? Nej, nej da, forsikrede han. Sommetider er det en fordel at være lidt dum, for jeg møder stadig kolleger, der får de tillæg,” siger Inger Søndergaard med et tilfreds gnæg i stemmen. 

Ude i forkontoret sidder Hanne Nielsen Bonde, nuværende formand for dbio-Syddanmark, som fro kan berette, at tillægget med tilbagevirkende kraft var så markant, at hun kunne fejre sølvbryllup for pengene. 

“Husk nu faget!” 

Så er det Dorte Petersens omgang. Hun vælger en borgerrettet aktivitet, som Københavnerkredsen havde held med i slutfirserne. I en tid, hvor hun og hendes medlemmer ellers havde nok at gøre med at bedrive klassisk faglig aktivisme. 

“Der skete en hel masse rent fagpolitisk dér omkring 1987. I 1985 havde vi haft Påskestrejkerne og al den uro omkring overenskomstforhandlinger. Og så havde vi i kredsen fået vores egen fane, til når vi skulle demonstrere. Vi havde et utal af overenskomststridige arbejdsnedlæggelser og protester mod nedskæringer, hospitalslukninger og specialeændringer. Vi indså, at vi havde et behov for at få bedre indsigt i de fagretslige regler og brugte derfor de årlige medlemsweekender på at få styr på det,” forklarer hun. 

Men hvem var hospitalslaboranterne egentlig? Dem, der strejkede og protesterede. Ingen anede det jo, siger Dorte Petersen: 

“Det gik op for os, at vi også blev nødt til at gøre et eller andet for at blive kendt i den brede befolkning. Så vi lavede en større kampagne, hvor vi under sloganet ‘Vi tager dit blod, men du kender os ikke’ udstyrede en bus med laboratoriefaciliteter, som vi parkerede på tre pladser i København. Så kunne publikum komme og se os arbejde. Den kampagne var jeg ret glad for.” 

Det faglige fokus blev kredsen ikke mindst holdt fast på af Rieny Ulbæk, en af faggruppens fremtrædende lederskikkelser, som sad i kredsbestyrelsen på det tidspunkt. “Husk nu faget!” formanede hun. “Husk nu faget!” 

Stort arbejde for småpenge 

Den forhenværende kredsformand oplevede indimellem, at der skulle kæmpes for at holde rede på opgavefordelingen mellem dét, der dengang blev kaldt LaH Centralt, og kredsen. Ud af det blå kunne foreningens topledelse blande sig i konflikter, som kredsen allerede var i fuld gang med at håndtere. På sin måde. 

“Så kunne vi ellers sidde på kongres efter kongres og forsikre hinanden om, at kredsene naturligvis selv skulle klare deres egne sager. Det har man lige skullet lære i organisationen,” husker hun. 

En af de bundne opgaver, der både har trukket tænder ud, taget tid og skabt frustrationer, er fordelingen af lokallønsmidler. Dét er de to enige om: Meget arbejde. Meget, meget få penge. Mens Inger Søndergaard i sin mindre kreds og siden region kunne sidde med ved alle forhandlinger på alle arbejdspladser, måtte Dorte Petersen uddelegere. 

“Principielt var vi meget imod lokalløn, men vi kunne jo heller ikke lade andre faggrupper løbe med pengene. I København er der bare rigtig mange hospitaler med mange afdelinger, så vi blev nødt til at uddanne vores fællestillidsrepræsentanter til at kunne forhandle tillæggene. På statens område, på Københavns Universitet, skulle der fx forhandles helt ned på institutplan. Også selvom der kun var én bioanalytiker ansat. Vi kunne have op til 30 møder om måneden, når det gik rigtig stærkt. Det var voldsomt,” siger hun. 

“Ja, det er et stort arbejde at stå i spidsen for en lille organisation,” lyder den lakoniske sammenfatning fra den modsatte side af bordet. 

“Fagforeninger”? 

At dbio netop burde være større, mere talstærk, bliver de naturligvis heller ikke uenige om. De taler med beklagelse om “gratister” – de kolleger, der nyder godt af de overenskomstresultater, andre – også tidligere generationer – har været med til at betale for.

Og om nødvendigheden af at gøre yngre medarbejdere det begribeligt, at fagpolitiske landvindinger rent faktisk kan trænges tilbage, hvis fagforeningerne mister styrke og forhandlingskraft. Meget har vitterligt været forsøgt undervejs, nævner Dorte Petersen. Bl.a. arbejdspladsmøder for at tage diskussionerne up front med ikkemedlemmer. Men tendensen til at vælge det faglige fællesskab fra – eller vælge et billigere, ikkeoverenskomstbærende forsikringstilbud til – er bare blevet mere markant. 

Allerede under frokosten har Inger Søndergaard gjort det klart, hvordan hun ser på de “gule” fagforeninger. “Fagforeninger? Hfmmm!” 

“Jeg blev ringet op af sådan en af dem, der ville rekruttere mig. Hvad? sagde jeg. Ved du slet ikke, hvad du har gang i? Du er ved at ødelægge fagbevægelsen! Find dog noget andet at bruge dit liv på. FARVEL!”