Derfor fik vi aldrig et laborantsyndrom i stor skala
Hovedpinefremkaldende dunster, kviksølv på afveje og uhyggeligt opstemte medarbejdere. Fagforeningen var hurtigt på banen, da der i 1970’erne kom fokus på farlig kemi. Mød to nøglepersoner, der var med til at få arbejdsmiljøarbejdet på hospitals- og forskningslaboratorierne op i gear og gøre området til en mærkesag for foreningen.
Mundpipettering - af såvel smittebærende prøvemateriale som krasbørstige kemikalier - blev først forbudt fra midten af 1980'erne.
Medlemmet var i alvorlige problemer, og Birgit Nørgaard var dybt berørt af hendes sag. Det var gået op for den faglige sekretær i det daværende Landssammenslutningen af Hospitalslaboranter (LaH), at den yngre mor til to havde pådraget sig en hjerneskade. I så alvorlig en grad, at en læge havde nævnt over for hendes mand, at han kunne overveje at lade sig skille. Kvinden var dybt ulykkelig og følte sig totalt forladt.
“Det var en frygtelig sag. Medlemmet havde som forskningslaborant arbejdet med organiske opløsningsmidler og var gået fra at være en ren UG-pige til ikke at kunne magte ret meget. Vi kunne sagtens se sammenhængen. Det var i de år – op gennem 1970’erne – hvor man var i gang med at undersøge ‘malersyndromet’, men vi kunne ikke få sagen anerkendt som en arbejdsskade. Bl.a. fordi den forsker, hun havde arbejdet for, ikke kunne eller ville oplyse, hvilke kemikalier hun havde været udsat for. Det betød, at vi ikke kunne underbygge en erstatningssag med håndfaste beviser. Jeg var mægtig ked af, at vi ikke var i stand til at hjælpe hende,” siger Birgit Nørgaard, der i dag har været pensioneret i 20 år fra dét, der siden blev til Danske Bioanalytikere (dbio).
Først med sikkerhedsudvalg
Tragedien med den hjerneskadede forskningslaborant blev det historiske afsæt for en oprustning af fagforeningens indsats for det fysiske arbejds-miljø. Birgit Nørgaard, der blev uddannet som hospitalslaborant i 1959 og ansat i LaH i 1978, forstod, at den type tunge sager kunne hun ikke håndtere alene. Ikke ved siden af sine andre opgaver som lokal forhandler, udvalgssekretær, kursusansvarlig med mere.
Det var ikke, fordi LaH ikke allerede var opmærksom på de betænkelige forhold derude på laboratorierne, hvor reguleringen af farlig kemi lod vente på sig. I 1976 havde fagforeningen – som én af de første overhovedet – nedsat et sikkerhedsudvalg (senere kaldet arbejdsmiljøudvalg) og afholdt det første årskursus for sikkerhedsrepræsentanter.
En sikkerhedshåndbog var ligeledes undervejs. Og i sommeren 1977 trådte en ny arbejdsmiljølov i kraft, som også LaH havde givet sit besyv med om. Meget godt, men der var brug for en faglig sekretær, der alene kunne koncentrere sig om dette komplekse område såvel med undervisning som 1:1-sagsbehandling af ramte medlemmer, mente Birgit Nørgaard. Med foreningens arbejdsmiljøudvalg i ryggen gik hun til sin forretningsfører med en indtrængende bøn.
“Vi var nødt til at få ansat en arbejdsmiljøsekretær. Og det skulle være en hospitalslaborant, dét fastholdt jeg. En, der selv kendte til rutinerne på laboratorierne og forstod faggruppen. En, som kunne tage sig af de enkelte medlemmer og deres skader, men som også kunne forholde sig konstruktivt til problemerne, så indsatsen kunne føre til konkrete arbejdsmiljøforbedringer. Sådan én var Hedvig,” siger hun.
Fra den anden side af bordet i et mødelokale på dbio’s sekretariat smiler netop den ansøger, der i 1981 fik stillingen og siden gik hen og blev noget af en institution i foreningen: Hedvig Hasselbalch, uddannet hospitalslaborant i 1968 og pensioneret fra dbio i 2020. Hun har undervist og – tør man godt sige – opdraget flere årgange af arbejdsmiljørepræsentanter til at hjælpe kollegerne med at passe på sig selv og hinanden på de danske hospi- tals- og forskningslaboratorier.
Arbejde uden advarselstrekanter
“Vi var faktisk stødt på hinanden flere år før, Birgit og jeg. I 1970’erne på kurser for tillidsrepræsentanter. Vi er nok begge to sådan indrettet, at hvis ‘nogen’ bør gøre ‘noget’, så peger pilen ligesom på os selv,” siger Hedvig Hasselbalch og hiver det oprindelige jobopslag ud af et medbragt chartek. Opslaget efterspørger kandidater, der vil “medvirke til løsning af konkrete problemstillinger” på arbejdspladserne.
Netop de meget konkrete problemstillinger kan de to laboratorieveteraner i dén grad tale med om. Tale længe om. Og ofte ledsaget af en vis vantro latter. Jo tak; det var virkelig andre tider.
Birgit Nørgaard: “Jamen, hvad vi ikke sjaskede rundt i! I min elevtid rensede vi pipetter i kromsvovlsyre, som ætsede huller i vores kitler. Som vi i øvrigt selv skulle bekoste: 35 kr. pr. kittel til en månedsløn på 75 kr. Senere sad jeg og arbejdede lige ved siden af skraldespanden med radioaktivt affald. Vi mundpipetterede alt muligt: prøvemateriale og kemikalier. Jeg husker, at dem, der arbejdede med kloroform – der kan give nogenlunde samme effekt som lattergas – måtte lukke døren, fordi de ud på eftermiddagen blev for pjattede at høre på. Jeg har selv arbejdet med kloroform, kviksølv, æter, sprit og andre opløsningsmidler, og det gav mig en overfølsomhed, som bl.a. betyder, at jeg dårligt tåler mere end et halvt glas rødvin. Det har ærlig talt været lidt kedeligt.”
Hedvig Hasselbalch: “Van Slyke-apparatet, der op til 1960’erne blev brugt til bl.a. at måle blodgasser, stænkede ofte kviksølv ud over omgivelserne. På et laboratorium i Aalborg samlede man på et tidspunkt over fem kilo kviksølv op fra gulvbrædderne, da man fjernede linoleumsbelægningen. Kviksølv er som bekendt rigtig, rigtig giftigt.”
Kanariefuglen
Tunge, hovedpinefremkaldende og ja, direkte afhængighedsskabende xylendampe havde i 1979 fået medarbejderne på Patologisk Institut
på Finsen Instituttet til at nedlægge arbejdet. Arbejdstilsynet måtte skride ind, og pænt presset af LaH blev vejen banet for indsatsen “Bekæmpelse af luftforurening i patologiske og histologiske laboratorier”.
Det var på høje tid. Den første – tabte – sag om omgang med organiske opløsningsmidler i 1980 blev nemlig den kanariefugl i kulminen, som kom til at redde andre hospitalslaboranter fra en tilsvarende trist skæbne.
Jeg husker, at dem, der arbejdede med kloroform – der kan give nogenlunde samme effekt som lattergas – måtte lukke døren, fordi de ud på eftermiddagen blev for pjattede at høre på.
“Helt op til begyndelsen af 1970’erne var mange kvinder på arbejdsmarkedet i meget kort tid, typisk et par år, inden de blev gift og hjemmegåen- de. Det var ikke tilstrækkelig lang tid til at pådrage sig en arbejdsskade. På en af mine første arbejdspladser – Bispebjerg Hospital i midten af 1960’erne – var der en, der var 27 år. Så gammel! Det var noget, man talte om. Men den korte eksponering var utvivlsomt medvirkende til, at vi aldrig fik et laborantsyndrom i stor skala, sådan som malerne gjorde,” vurderer Hedvig Hasselbalch.
Tidsånd og teknologi
Kvinders erhvervstilknytning steg, og i de politisk aktivistiske 1970’ere gjorde kravet om et sundt arbejdsmiljø det samme. Undervejs kom teknologien til hjælp. Udsug og installering af stinkskabe. Opvaskemaskiner. Forbud mod mundpipettering. Handsker. Gradvis substitution af farlig kemi. Kontrolleret bortskaffelse af biologisk affald. Introduktionen – den langsomme amt for amt- og sygehus for sygehus-introduktion – af det lukkede blodprøvetagningssystem, der minimerede smitte fra fx HIV og hepatitis.
Synd at sige, at udviklingen gik af sig selv. Når det drejede sig om investeringer i arbejdsmiljøforbedringer, måtte arbejdsmiljørepræsentanterne og deres fagforeninger ofte kæmpe fra afdeling til afdeling for kollegernes sikkerhed.
Da Hedvig Hasselbalch forlod dbio for tre år siden, var det især belastning af bevægeapparatet, uhensigtsmæssige arbejdsstillinger, håndeksem efter hyppig håndvask og i stigende grad psykiske arbejdsskader, der fyldte i dbio’s statistikker.
“Kemi som sådan er i alt fald ikke længere et stort problem,” konstaterer hun.
I 1983 vandt LaH sin første sag om et medlems arbejdsskade på grund af organiske opløsningsmidler.
