Hvad i alverden er dog det?
Det dukker op med jævne mellemrum. Rundtom i kældre og depotrum på de danske sygehuse; laboratorieudstyr, hvis funktion fortaber sig i en flimrende fortid og stiller personalet i et dilemma: storskrald eller museum? Sidst skete det på Sjællands Universitetshospital Køge. dbio var med ved identificeringen af ét af fundene på Medicinsk Museion i København.
Ion Meyer, konservator og samlingschef, med apparatet fra kælderen under KBA i Køge. Foto: Sine Fiig
Vi beslutter os for at slæbe kalorius ned i auditoriet. Belysningen i de lavloftede kontorer her på tredjesalen af Medicinsk Museion indbyder ikke ligefrem til knivskarpe fotos, så konservator og samlingschef Ion Meyer hanker op, finder en boks med en forlængerledning, og sammen med fotografen tager vi turen ned ad trappen i den fine, gamle bygning.
Her på adressen i Bredgade i København K – det tidligere Kongelige Kirurgiske Akademi, opført i 1787 – huser Københavns Universitets Sundhedsvidenskabelige Fakultet et museum og en forskningsenhed, der udforsker og formidler fortællingen om Danmarks medicinske historie.
Det må derfor være rette sted at henvende sig med det uidentificerede laboratorieapparatur, man i januar fik øje på under oprydningen af et kælderrum under Klinisk Biokemisk Afdeling på Sjællands Universitetshospital i Køge.
Dorte Arvad Jørgensen, bioanalytiker og specialist på samme afdeling, indledte dog detektivarbejdet med det lige i situationen mest logiske greb: Hun loggede på bioanalytikernes Facebook-gruppe og uploadede et foto af dét, som var dukket frem fra gemmerne. Sammen med en kort tekst: “Har nogen et bud på, hvad det blev brugt til?”
Over telefonen et par uger senere forklarer hun:
“Udstyret er formentlig blevet flyttet med laboratoriet fra den gamle bygning i Køge by og med herud på universitetshospitalet. Men nu var der ingen vej udenom: Enten skulle det ud. Eller også skulle nogen overtage det.”
Opklaringen på Facebook
Forhenværende overlæge på afdelingen Pierre Bouchelouche lod forstå, at apparatet til højre måtte være til måling af merkurnitrat i drikkevand – sådan som det også er angivet på dets fod. Fra Randers tilbød Karen Vestergaard, pensioneret bioanalytiker og frivillig kustode på byens sygehusmuseum, at man kunne overtage det til den lokale laboratoriesamling.
Hun mente at kunne identificere det som en lidt usædvanlig udformet burette. Hun sendte Facebook-fotoet rundt til sine ligeledes pensionerede kolleger – uden held. Ingen af dem kunne komme i tanke om, hvad konstruktionen med pæren til venstre kunne have være brugt til.
Det kunne til gengæld bioanalytiker Kirsten Villadsen i Facebook-tråden. Hun genkendte det som et apparat til at analysere for urobilin og urobilogen. Men tilføjede, at hun “ikke kan huske, hvilke reagenser der blev brugt”.
Også et par erfarne kolleger på Dorte Arvad Jørgensens egen afdeling kunne huske apparatet fra en lidt fjern fortid. En af dem, Lone Pirdal, gik hjem og fandt sine gamle, gulnede maskinskrevne instrukser med håndtegnede illustrationer på analysen for urobilin. Hvor et apparatur med en lyskasse er angivet som analyseudstyr. Med dateringer og revideringer lyder årstallene på instrukserne henholdsvis 1970, 1976 og 1984.
Dorte Arvad Jørgensen valgte herefter at overdrage afdelingens fund til den højere ekspertise, og her kommer samlingsleder Ion Meyer igen ind i billedet.
Det er netop lyskasseapparatet, han valgte at koncentrere sig om. Nede i det højloftede auditorium med de amfiteaterplacerede bænkerader – her, hvor utallige årgange af medicinstuderende har overværet forelæsninger og dissektioner af lig – falder lyset generøst ind ad de høje vinduespartier.
På med de hvide konservatorhandsker. Apparaturet tilsluttes med den snoede stofledning til en strømforsyning, og sørme ja – 40-watts pæren i den brune bakelitfatning på den let svungne arm lyser op. Efter alt at dømme flere årtier efter at det sidst har været tændt på et sygehuslaboratorium.
Dr. A.E. Bisgaards Apparat
“Jeg var straks klar over, at apparatet har været brugt til biokemiske analyser. Det er fra en tid, dér i de første årtier af 1900-tallet, hvor det især var urin og blod, der kunne analyseres på. Så jeg måtte ned i katalogerne for at finde den præcise beskrivelse og fandt ud af, at det har været brugt til æggehvideanalyser,” forklarer Ion Meyer.
Han placerer den løse, sorte tragt foran på lyskassen, så indholdet i det reagensglas, der med en metalklemme holdes på plads igennem en åbning i kassen, tydeligt ses – oplyst af den tændte elpære.
I et katalog fra den københavnske instrumentmagervirksomhed Camillus Nyrops Etablissement har Ion Meyer fundet ganske udførlige produktoplysninger om dét, vi kan erfare i sin tid blev markedsført som “Dr. A.E. Bisgaards Apparat til kvantitative Æggehvidebestemmelser”. Her er analysemateriale ganske vist beskrevet som “cerebrospinalvædske, Urin o.l.”, og udstyrspakken indeholder “a 1 Kasse bestående af 3 Pipetter, 12 Reagensglas, et sort Klæde, 3 flasker med Reagenser, b 1 Mørkekammer”.
Kataloget er trykt omkring 1918, men produktbeskrivelsen har en henvisning til Hospitalstidende, dateret 1911, så apparaturet er sikkert blevet lanceret omkring samme tidspunkt, vurderer han.
Sammen med apparaturet fra kælderen under KBA i Køge kom et enkelt reagensglas uden gradinddeling, hvilket i første omgang pegede på, at det alene har været brugt til kvalitative bestemmelser – altså “ja/nej”-svar, tilføjer samlingslederen. Den oprindelige produktspecifikation peger imidlertid på, at der også kunne måles på mængden af æggehvideudfældning.
De overleverede instrukser på urobilin fra Køge indikerer, at apparatet har været i brug til det formål helt op til midten af 1980’erne, hvilket stemmer overens med, at analyser for urobilin først blev introduceret i 1970’erne.
Ion Meyer forklarer, at den kvantitative bestemmelse af æggehvidestofferne sker ved fortynding med reagenser og kan aflæses i pipetten på Bisgaards apparat. Samt at urobilinkoncentrationen i en urinprøve kan vurderes, når den fremkaldte fluorescens forsvinder.
“Det er sådan noget, den trænede bioanalytiker uden besvær vil kunne aflæse,” tilføjer han.
Medico-teknik retrospektivt
Medicinsk Museion modtager jævnligt genstande, bøger eller fotos af medicinsk historisk betydning. Enten fra private eller netop i forbindelse med oprydning eller nedlæggelse af hospitalsafdelinger eller hele sygehuse.
“Vi vurderer hver enkelt genstand og beslutter så, om det er noget, der har relevans for os. Altså om det repræsenterer en brik i vores forståelse af udviklingen af moderne medicin. Men jeg kan godt sige, at det her apparat kommer til at indgå i vores samlinger, da vi ikke har så meget laboratorieudstyr fra netop den periode, hvor de mere specialiserede kemiske analyser for alvor begyndte at give os ny viden om sygdomme og gjorde os i stand til at stille mere præcise diagnoser. Og dermed også i stand til at udvikle nye og bedre behandlingsmetoder.”
Om udstyret så også på et tidspunkt bliver udstillet, kan samlingschefen endnu ikke afgøre.
“Kun to procent af vores artefakter er udstillet. Men måske kan apparaturet på et tidspunkt indgå i en udstilling om hele den medico-tekniske udvikling op til i dag. Der er jo sket utrolige fremskridt på det område,” siger Ion Meyer.
