PCR-pioneren: Hun var én af de allerførste i faggruppen til at arbejde med DNA-teknologi

Hun kalder sig muntert for et “altmuligmenneske”. Sådan bliver det nemlig ofte, når andre får blik for ens talenter og kan se dem anvendt i alle tænkelige sammenhænge.

Pointen er ikke Vibeke Stenbroens egen; det er hun for beskeden til at ville indrømme. Men hendes karriereforløb blev vitterligt tidligt kørt i stilling til at være med i forreste række af dansk medicinsk forskning. I netop de år, da DNA-teknologien stod og trippede på trapperne:

“På Aarhus Kommunehospital, hvor jeg var blevet færdiguddannet inden for klinisk kemi i 1970, kom jeg et par år senere med i en lille forskningsgruppe på sådan en fire-fem stykker. Vi arbejdede med massespektronomi og undersøgte bl.a. særlige syrer i uriner fra børn for at forsøge at afdække årsagen til pludselig spædbarnsdød: vuggedød. Det var, før DNA-teknikker overhovedet var inde i billedet,” fortæller den nu 76-årige nordjyde, der tidligt migrerede nedad mod Midtjylland. Først til Århus – til i dag, hvor hun som pensionist på 11. år bor i naturskønne Ry omgivet af søer, skove og bølgende bakkedrag.

På udkig efter udfordringer

At der helst skulle ske noget ekstraordinært i hendes arbejdsliv, var hun tidligt klar over.

“Jeg blev faktisk tillidsrepræsentant, før jeg overhovedet var færdiguddannet. Jeg har altid været på udkig efter noget andet end det rene rutinearbejde. Og jeg fandt ud af, at det altid er sjovest at være med til at starte noget nyt,” siger hun.

Det kapitel, der kom til at definere Vibeke Stenbroens arbejdsliv, blev indledt, da civilingeniør Niels Gregersen – senere dr.med. og professor – blev ansat som leder af hendes forskningsenhed. Året var 1974, og hans opgave var netop at udvikle arbejdet med massespektronomi. De to kom til at udgøre, hvad man kan  karakterisere som et molekylærbiologisk makkerpar; et samarbejde, som omfatter over 40 videnskabelige publikationer, og som først gled ud, da “Vibsen” – som hun er kendt vidt og bredt – blev pensioneret i 2012.

Sammen tog de skridtet videre fra at undersøge spædbørns uriner ud fra de udskilte metabolitter, som er metoden i massespektronomi, til at begynde at se på, om der kunne være arvelige faktorer i spil. DNA-teknologien var på vej ind i den medicinske forskning efter Watsons og Cricks skelsættende identifikation af den dobbelte helixstruktur i 1953. I løbet af 1970’erne blev metoder til at isolere, opformere og sekventere DNA udviklet.

PCR-pillearbejde

“Vi ville se nærmere på en bestemt mutation, 985 A/G – det var G’et, vi mente var årsag til en forhøjet risiko for vuggedød. Hvis begge forældre var bærere af mutationen og gav den videre til deres børn,” siger Vibeke Stenbroen, der dengang også hed Vinter, og bladrer i en mappe med udprint af sine første videnskabelige artikler.

Tretrinsprocessen med at denaturere prøvematerialet, adskille DNA-strengene ved kogning og siden udbygge dem igen, så de kunne aflæses, var dengang en manuel og overordentlig tidskrævende procedure.

“Det var et rigtigt pillearbejde! Materialet skulle – prøve for prøve – passere gennem tre vandbade, der skulle holde hver deres eksakte temperatur. Og proceduren skulle gentages 30-40 gange. Det kunne tage op til fem-seks-syv timer. Vi måtte afløse hinanden i fuldt løb, når nogen skulle til frokost eller tisse undervejs, så processen ikke blev afbrudt,” husker hun. Og slår en skraldlatter op.

Fundet af en særlig varmeresistent bakterie i Yellowstone-naturparken i Californien førte til markedsføringen af et enzym, der blev en nøgleingrediens i den genopformeringsteknik, som revolutionerede molekylærbiologien. Med introduktionen i 1985 af polymerasekædereaktionen – siden kendt og berømmet under forkortelsen PCR – blev bestræbelserne på bl.a. at identificere sygdomsbærende genmutationer gjort praktisk håndtérbart og dermed bredere tilgængeligt.

Dele viden og erfaringer

Det håndholdte arbejde blev nogle år senere overflødigt, da hendes forskningsenhed som den første i det offentlige Danmark indkøbte en PCR-maskine, da den kom på markedet i slut-1980’erne. Som nr. 2 efter en privat dansk virksomhed.

“Det forandrede alt. Nu kunne vi sætte apparaturet til automatisk at holde stabile temperaturer på henholdsvis 94, 60 og 72 grader i præcise intervaller og køre dem i 35-40 cykler. Og maskinen kunne håndtere 96 prøver ad gangen,” siger hun.

Det var efterhånden blevet ret indlysende, at Vibeke Stenbroen måtte dele ud af sin store teoretiske viden og praktiske erfaringer. Teknikkerne var så småt ved at blive udbredt til diagnostikken, i første omgang som prætale undersøgelser for alvorlige, arvelige sygdomme. Og dermed blev de relevante for medarbejderne ude på hospitalslaboratorierne.

Til fagbladet Hospitalslaboranten skrev hun i 1988-89 to – meget grundige – faglige artikler med titlen “Brug af DNA-teknologi i hospitalslaboratorier”.

Det var første gang, emnet indgående blev behandlet med hendes egne kolleger som målgruppe. Og så var der sådan set ikke rigtig nogen vej tilbage. Snart blev hun fast underviser og tilrettelægger af de kurser, som Landssammenslutningen af Hospitalslaboranter (LaH) udbød.

Senere også sammen med kolleger fra bl.a. VSH (Videnskabeligt Selskab for Hospitalslaboranter – i dag: Laboratoriemedicinsk selskab for bioanalytikere, LSB, som blev oprettet i 1995). Hun nåede personligt op på at have haft over 1.000 kursister i LaH/dbio-regi, inden hun takkede af.

Etiske eftertanker

Men inden da havde den allerede garvede forskningsbioanalytiker ellers trukket i nødbremsen.

“Jeg blev faktisk lidt bange. Hvad var det, vi havde gang i? Måtte forskerne bare gøre, hvad de ville, med de bioteknologiske teknikker? Hvordan påvirker det patienternes livskvalitet, at de bliver gentestet for alt muligt, som måske ikke vil udvikle sig til sygdom? Og hvad med alle de andre ret vilde eksperimenter, der var i gang på det tidspunkt? Så jeg foreslog, at vi simpelthen i LaH oprettede vores eget ‘Etisk Råd’,” siger hun.

LaH’s arbejde med etikken ledte derefter til både kongresdebatter, et udvalgsarbejde og formulering af et sæt fagetiske retningslinjer. Og lidt senere også et Fagetisk Nævn. I dag er det praktiske og opsøgende arbejde med etiske dilemmaer blevet overdraget til fem “etiske ambassadører”. Én i hver af de fem regioner.

Alt ved det gode, gamle …

Og vuggedødsstudiet?

“Åh, ja. Det studie fyldte virkelig meget i mit liv i mange år og tegnede også højdepunktet i min karriere: I 1989 kunne vi i USA offentliggøre vores resultater, som viste sig at holde stik: MCAD deficiency 985 A/G-mutation blev identificeret som den bagvedliggende årsag til pludselig spædbarnsdød,” forklarer Vibeke Stenbroen.

Da det som nævnt er sjovest at være med til at starte noget nyt, tog “altmuligmennesket” i de sidste år af sit arbejdsliv imod en lidt anderledes udfordring. Hendes afdeling skulle flytte ca. 100 meter hen ad vejen til nybyggede faciliteter, og der var brug for en tovholder, der med indsigt og praktisk erfaring vidste, hvordan man – i samarbejde med personalet; supervigtig pointe! – mest hensigtsmæssigt indretter sådan et  forskningslaboratorium.

“Jeg var ude at besøge mine tidligere kolleger her forleden og gik derfra med et stort smil på læben; alle mine lærebøger og mapper med instrukser om de gamle metoder stod stadig på de samme hylder. Ja, selv møblerne stod stort set, hvor de stod, da jeg gik på pension for 11 år siden,” siger hun. Jamen, hvorfor dog ændre på noget, der fungerer?