Skal flere tage del i vagtarbejdet?

Det er et af de mest debatterede emner i sundhedsvæsenet og en af de centrale anbefalinger fra Robusthedskommissionen. Hvordan får vi flere til at tage de tungeste vagter, så de bliver fordelt på flere medarbejdere? En også velkendt udfordring på Klinisk Biokemisk Afdeling i Roskilde. Her har man fået kabalen til at gå op ved at reducere antallet af bioanalytikere i aftenvagten. Men på sigt kan det blive nødvendigt at sprede de hårdeste vagter ud på flere, lyder det fra ledelsen.

Nyhed
Skrevet af
Anne Sophie Flach, fagbladsredaktør
OTW_natarbejde

Ergo- og fysioterapeuter, lægesekretærer og bioanalytikere deltager også i vagtarbejdet, og relativt få tager mange vagter. Det indikerer, at der kan være potentiale for at inddrage flere faggrupper i vagtarbejdet og udjævne vagtarbejdet inden for de faggrupper, der i forvejen varetager en stor del af opgaverne i vagttid,” skriver Robusthedskommissionen. Illustration: OTW

Politisk er det et varmt emne. Vagtarbejdet i sundhedsvæsenet hviler på for få. ”Presset skal tages af de skuldre, som bærer allermest,” lød det blandt andet fra sundhedsminister Sophie Løhde (V) oven på Robusthedskommissionens anbefalinger.

For det er svært at få besat vagter mange steder i sundhedsvæsenet. Særligt dem, der ligger på skæve tidspunkter af døgnet: om aftenen, om natten, i weekender og på helligdage.

Det ved man alt om på Klinisk Biokemisk Afdeling (KBA) på Sjællands Universitetshospital i Roskilde. Her kæmper man også med at finde og fastholde medarbejdere. Særligt dem, der vil arbejde, mens de fleste sover. Derfor har afdelingsledelsen de sidste par år afprøvet flere modeller for at få vagtplanerne til at gå op. Senest er man begyndt at inddrage flere prøvetagere uden bioanalytikerbaggrund i vagtarbejdet for at kunne reducere antallet af bioanalytikere i aftenvagten. Fra fire til to.

Vagtudtynding

ANBEFALING 11:

Vagtarbejdet skal udtyndes og deles mellem flere

BAGGRUND:

"En stor del af vagtarbejdet i sundhedsvæsenet er koncentreret på en relativt lille gruppe medarbejdere og få faggrupper. Der er derfor stor forskel på den enkeltes vagtbelastning, og ofte rammer vagtbelastningen skævt, så fx nyuddannede, unge børneforældre, bestemte afdelinger og faggrupper bærer en uforholdsmæssig stor vagtbyrde."

DERFOR ANBEFALER KOMMISSIONEN BL.A.:

”Ergo- og fysioterapeuter, lægesekretærer og bioanalytikere deltager også i vagtarbejdet, og relativt få tager mange vagter. Det indikerer, at der kan være potentiale for at inddrage flere faggrupper i vagtarbejdet og udjævne vagtarbejdet inden for de faggrupper, der i forvejen varetager en stor del af opgaverne i vagttid.”

KILDE: UDDRAG FRA ROBUSTHEDSKOMMISSIONENS RAPPORT

På et absolut minimum

“To bioanalytikere er et absolut minimum for, at vi fortsat kan dække børn og kvalitetssikre apparaturet,” forklarer chefbioanalytiker på KBA, Sjællands Universitetshospital, Helle Kune Frederikson.

På fem år er afdelingen gået fra at have 42 vagtgående bioanalytikere til at have 30 i dag. Og selvom det ikke er optimalt, er den nuværende løsning, hvor man har skåret ned på, hvor mange vagtgående bioanalytikere der skal være i aftenvagterne, nødvendig. Det mener fællestillidsrepræsentant (FTR) for bioanalytikerne på den kliniske biokemiske afdeling Sidsel Nørskov Wessel, der også sidder i dbio’s hovedbestyrelse.

“Det er en måde at sikre, at alle får lov til at have noget frihed. Ved at fordele det ud, så vores prøvetagere også deltager i vagter, kan vi fokusere på, at det er de bioanalytikere, der er i vagt, der kører vores vagtapparatur, og dem, der sikrer kvaliteten der. Også selvom det måske betyder, at de ikke nødvendigvis kommer lige så meget ud til patienterne,” siger hun.

Tvungne vagter for sygeplejersker

Allerede tidligere i år blev der ifølge Sundhedsmonitor indført tvungne vagter for alle sygeplejersker på Urologisk Afdeling på samme sygehus, fordi vagtplanerne på grund af manglen på personale ikke kunne gå op.

På KBA i Roskilde arbejder man også hårdt på at rekruttere og fastholde medarbejdere ved fokuseret at arbejde med arbejdsmiljøet og medarbejdernes trivsel. Fra februar indfører man bl.a. ønskevagter, hvor man giver personalet mere indflydelse på deres egen arbejdstid. Men det har også været debatteret, om man skulle fordele de tungeste vagter på flere medarbejdere, sådan som det bliver foreslået politisk, siger chefbioanalytiker Helle Kune Frederikson.

“Det er en overvejelse, vi løbende har haft i ledelsen. Det er jo en svær balancegang. Dét at sprede vagterne ud på flere – også medarbejdere, der i dag ikke har vagter – vil selvfølgelig påvirke manges privatliv. Men omvendt er vi også meget optagede af, at vores nuværende vagtgående bioanalytikere ikke bliver så slidte og frustrerede, at de søger væk. Så det kan være, at det på et tidspunkt bliver nødvendigt at se på sådan en løsning. Men så vidt muligt håber vi at kunne gøre det ad frivillighedens vej,” siger hun.

- Giv medarbejderne indflydelse

FTR Sidsel Nørskov Wessel afventer lige nu, at politikerne kommer med et udkast til, hvordan man mere konkret vil fordele vagterne blandt flere. Og hun håber, at ledelsen vil tage medarbejderne med i arbejdet, hvis man vælger at følge anbefalingerne.

“Hvis man gør det, giver det allerbedst mening at tale om det åbent. Hvis medarbejderne får lov til at have indflydelse og komme med input til, hvad der kunne give mening, så får man lettere folk med sig. Hvis man tvinger et færdigt produkt ned over personalet, bliver det alt for nemt at rejse og finde sig et nyt sted. Det skal regionen også have for øje. Bioanalytikere er en kæmpe mangelvare i det offentlige, og det private vil så gerne have flere af os. Det er ingen trussel, det er bare fakta,” siger hun.

Rekruttering og fastholdelse

Som led i at rekruttere og fastholde medarbejdere arbejdes der målrettet med flere initiativer på Klinik Biokemisk Afdeling, Sjællands Universitetshospital.

  • ONBOARDING: Individuelle introduktionsprogrammer, fælles morgenmad, opkobling med buddy, bootcamp osv.
  • ARBEJDSLIV I BALANCE: Livsfasepolitik, der kan rumme alle, fleksible arbejdstider, ønsker til vagtplanlægning osv.
  • SOCIAL TILKNYTNING: Arbejdsglædeambassadører, der planlægger krea-klub, gåklub, fredagsbar, sommerfest, julefrokost, julebingo osv.
  • FAGLIG UDVIKLING: Faglige oplæg hver uge, skillstation, medarbejderens ønskeseddel, faglig skattejagt osv.
  • UDVIKLING AF BIOANALYTIKERFAGET: Akademiske bioanalytikere, der forsker, ansættelse af kommende erhvervskandidater, strategiarbejde inden for bioanalytikerudvikling osv.
KILDE: SJÆLLANDS UNIVERSITETSHOSPITAL

 

Særligt benyttede sider på dbio.dk