Ny viden om en skånsom undersøgelse af lungefunktion

Mange patienter har brug for at få lavet en lungefunktionsundersøgelse, og nogle patienter har brug for en mere skånsom metode end den klassiske spirometri. En bioanalytikerstuderende har undersøgt og kvalitetssikret en metode, der kan gennemføres med normal vejrtrækning. Projektet har vundet dbio's 2. bachelorpris i august 2023.

Bachelorpris
Skrevet af
Charlotte Andreasen, konsulent
2. Bachelorpris august 2023

Malou Mainz Olsen med de tre vejledere Tine Boje, Mia Hjort Albers og Torben Kirk Lehnskov.

En lungefunktionsundersøgelse er et vigtigt redskab til at diagnosticere astma, allergi og KOL, og den udføres typisk ved hjælp af spirometri. Det er en krævende metode, som nogle patienter som f.eks. børn, ældre og meget syge patienter kan have svært ved at gennemføre.

Der findes en mere skånsom metode, der bygger på Forced Oscillation Technique (FOT), og hvor patienterne trækker vejret normalt. Den kan desuden opfange sygdom i et tidligere stadie. Metoden er ikke så udbredt i klinisk praksis, da der bl.a. mangler sikker viden om, hvilke svar undersøgelsen kan give, og hvordan den skal udføres korrekt.

Det rådes der nu bod på i et bachelorprojekt, hvor en bioanalytikerstuderende har sammenlignet spirometri og en FOT-baseret metode. I projektet indgår der desuden kvalitetssikring af et håndholdt apparat, der bruges til den mere skånsomme metode. 

"Vigtigt at få kvalitetssikret en mere skånsom metode"  

Mange patienter har behov for at gennemføre en lungefunktionsundersøgelse, og derfor er det godt at få belyst det område, mener bedømmelsesudvalget for dbio's bachelorpris. 

"Det er vigtigt at få kvalitetssikret en mere skånsom metode, som kan være til stor gavn for så mange, for ellers vil den ikke blive udbredt i sundhedsvæsenet", siger Martina Jürs, formand for Danske Bioanalytikere, og fortsætter:

"Vi skal kunne stole på det diagnostiske udstyr, vi bruger, og de resultater, som en undersøgelse viser. Det er en afgørende forudsætning for, at patienten kan få den rette diagnose og behandling. Her har vi et flot bevis på, at bioanalytikerstuderende bidrager til at udvikle den diagnostiske praksis og vise, at der også er muligheder for at bruge POCT i Nuklearmedicin og Fysiologi."

Projektet er udarbejdet af Malou Mainz Olsen, Klinik for Fysiologi, Nuklearmedicin og PET, Rigshospitalet, og  Københavns Professionshøjskole.

Læs bedømmelsesudvalgets begrundelse. Rapporten kan ikke offentliggøres.

Særligt benyttede sider på dbio.dk