Med en fantasirejse og lattergas mærker Sabri ikke smerten

”Kom med mig herhen,” bioanalytiker Maria Zahrah smiler til drengen i den blå skjorte, som er kommet sammen med sin far. Sabri skal have lagt et venflon i armen, og han er bange for, at det vil gøre ondt, så han har sagt ja til tilbuddet om lattergas.

Vi er i blodprøvetagningen for børn på Rigshospitalet, og det er Maria Zahrah, der skal hjælpe Sabri med lattergassen. Hun mestrer også arabisk, og da syvårige Sabri er fra Syrien, og hverken hans far eller han taler dansk, får Maria god brug for sine sprogkundskaber. Sabri lægger sig op på lejet, hans far placerer sig, så der også er plads til lægen, der skal lægge venflonet. Maria Zahrah sætter sig på den modsatte side.

Fra en blød taske formet som et lyserødt tøjdyr hiver hun en lille flaske op. Skruer låget af og lader Sabri dufte. Han udbryder: ”Cola.” Maria ler: ”Den duft kender han vist rigtigt godt.” På arabisk forklarer hun, at hun har tre dufte, han kan vælge mellem. Han vælger den søde duft af jordbær. ”Jeg har oplevet, at hvis vi ikke har en duft, børnene godt kan lide, så vil de ikke have taget blodprøve. Duften er vigtig, for uden den kan de blive dårlige. Og barnet skal være med til at bestemme. De skal føle, at det er dem, der styrer,” siger Maria.

Hun pakker lattergasmasken ud af den sterile pakning, giver Sabri en kort hvid papirslange i hånden og siger: ”Træk her.” Slangen folder sig knitrende ud og bliver mindst to meter lang. Sabri griner. Maria smører jordbærduft i masken og tjekker, at alt er åbent og klar til, at Sabri kan indånde lattergassen. Han får selv lov til at tage masken og holde den over mund og næse.

”Det kan være en udfordring at overtale børnene til at tage masken på. Nogle har astma eller andre lungeproblemer. Andre har oplevet, at de er blevet lagt i narkose, og husker det som noget væmmeligt. ’Vi vil ikke sove’, siger de, eller ’jeg kaster op om lidt’, fordi de er blevet dårlige af narkosen. Derfor er det så vigtigt, at de oplever, at det er dem selv, der har kontrol over lattergassen,” forklarer Maria. Hun forklarer Sabri, at han skal trække vejret langsomt og roligt igennem masken. Hans far aer ham beroligende på hånden. Det går fint. Han skal inhalere lattergassen i tre minutter, og imens tager Maria ham med ud på en fantasirejse. Han bestemmer selv destinationen. ”Nu skal vi ud på en rejse du og jeg. Hvor synes du, vi skal tage hen?” spørger Maria.

Sabris stemme lyder lysere gennem masken. Maria oversætter. ”Han vil gerne til skolen, og jeg spørger ham om, hvad han bedst kan lide i skolen.” Sabri svarer. ”Han siger, at han godt kan lide at lære dansk, og at han kan alle bogstaverne,” fortæller Maria. Hun snakker igen med Sabri og faren på arabisk og oversætter til lægen, der står klar til at lægge venflonet i den spinkle drengearm: ”Han siger, at du godt må kigge på hans arm nu.”

Maria og Sabri rejser videre i fantasien, mens lægen går i gang med armen. Inde fra masken pipper Sabris lyse stemme. Han griner stort, og hans far viser thumbs up. Sabris tommelfingre kopierer farens. Lægen er færdig med venflonet, og Maria siger til Sabri, at han godt må tage masken væk. Han og faren ser glade og lettede ud. ”Han siger, at han slet ikke opdagede, da lægen satte nålen i armen. Det gjorde slet ikke ondt, og han vil gerne have lattergas næste gang, han skal have taget blodprøver.”

Sabri storsmiler og giver lægen, Maria og fotografen endnu et thumbs up. Uden for ambulatoriet venter nye børn og deres forældre, og i foyeren danser hospitalsklovnen med rød næse og tylsskørt til ”Hjulene på bussen drejer rundt, rundt, rundt”.