Lille gammakamera beroliger nervøse patienter i Vejle

Et nyt gammakamera på Vejle Sygehus har givet en stor effekt. Flere patienter kan undersøges, og samtidig er mange mere trygge ved at ligge på en plan flade frem for at skulle køres ind i den runde SPECT/CT scanner, som opleves klaustrofobisk.

Nyhed

Af Kirsten Gregers Jørgensen, journalist

vejle_nuklear

Bioanalytiker Boris Hoyer Mathiasen fortæller om fordelene  ved et gammakamera, som tager billeder af kroppens forskellige dele og organer. Foto: Privat

Nuklearmedicinsk Afdeling på Vejle Sygehus er lige nu ved at flytte til nye og større lokaler. Afdelingen har selv været med til at tegne og indrette den nye afdeling, hvor fokus har været på patientoplevelsen og det nuklearmedicinske arbejdsflow.

Teknologiansvarlig bioanalytiker Boris Hoyer Mathiasen fortæller om fordelene.

Hvad kan maskinen?

”Et gammakamera tager billeder af kroppens forskellige dele og organer. For at kunne tage billeder

skal patienten injiceres med et radioaktivt sporstof, som udsender gammastråler. Kameraet detekterer strålerne, som elektronisk omdannes til billeder. Gammastrålerne udsendes typisk fra de radioaktive isotoper, som er bundet til sporstoffet; i dette tilfælde et stof, som i særlig høj grad udskilles igennem nyrerne.”

Hvordan er maskinen at arbejde med?

”Selve hovedet, der opfanger den radioaktive stråling, er større end ved de gængse store kameraer,

og det letter patientplaceringen. Indstillingen af kameraet er også utrolig hurtig sammenholdt

med de større SPECT-kameraer. Undersøgelserne kan startes ved hjælp af en simpel fodpedal,

så begge hænder kan frigøres til at injicere det radioaktive sporstof.”

Hvorfor er I glade for den?

”Personalet er generelt glade for betjeningen og i særdeleshed apparaturets simple og hurtige

indstilling med meget lille eller ingen bevægelse. Den lette betjening betyder, at en komplet

undersøgelse kan udføres på cirka 30 minutter, hvilket gør, at der kan undersøges flere patienter.

NephroCam har også medvirket til en forbedret patientkvalitet. Patienterne oplever i højere

grad den nuklearmedicinske undersøgelse som mere ’tålelig’ end en undersøgelse på et større,

tohovedet SPECT/CT-kamera.”

Hvor vigtig er maskinen for jer?

”Indkøbet af NephroCam har betydet, at trykket er blevet taget fra afdelingens andre og mere

avancerede maskiner. Derfor er det lille gammakamera nærmest blevet uundværligt i afdelingens

måde at arbejde på.”

migogminmaskine

Fagbladets serie handler om noget af det allervigtigste i en bioanalytikers hverdag – nemlig udstyr.

Har du også en yndlingsmaskine, som du er særligt glad for, eller er nyskabende for din måde at arbejde på, så vil vi meget gerne høre om den.

Skriv til redaktør Jytte Kristensen jkr@dbio.dk

Særligt benyttede sider på dbio.dk