Ingen analysehunde hos lægen lige foreløbig
En fast kræfthund i lægehuset kunne måske være hyggeligt, men klinisk brug af hunde til at detektere prostatakræft ligger ikke lige for, mener Peter Vedsted, professor og forskningsleder på Institut for Folkesundhed.
Af Helle Broberg Nielsen, journalist
”Nej, jeg mener slet ikke, at det er underligt eller er udenfor, hvad lægevidenskaben bør beskæftige sig med. På den måde har jeg ingen fordomme, det bør man ikke have som forsker”, fastslår Peter Vedsted.
Han er professor i almen medicin og forskningsleder på Center for forskning i cancerdiagnostik i praksis, CaP, under Institut for Folkesundhed i Aarhus. Hans center har stillet sig til rådighed med rammerne for et egentligt videnskabeligt forsøg med at afprøve specialtrænede hundes evne til at snuse sig frem til prostatakræft i urinprøver.
Præcist hvad, hvordan og hvornår er endnu uafklaret; i første omgang venter han på, at hundetrænerne melder tilbage, at de har tilstrækkeligt mange testhunde, der har gennemgået træningsprogrammet.
”Først når de er kommet så langt, går vi i gang med at opbygge en forsøgsprotokol og knytte folk til projektet”, siger han.
Tvivler på brug i praksis
Professoren har naturligvis læst den internationale litteratur på området, og er sådan set ikke i tvivl om, at hunde kan optrænes til at opspore kræft.
”Men jeg kan have mine tvivl om, hvordan den evne kan anvendes i klinisk praksis. Det kunne såmænd være hyggeligt med en hund gående rundt hos den praktiserende læge, men det er næppe den vej, vi skal ud ad."
"Først og fremmest skal resultaterne af et forsøg med kræfthunde skaffe os en grundlæggende viden om, hvad det er i cancer, hundene er i stand til at finde. Og så skal vi se på, om hundes lugtesans i diagnostisk sammenhæng er de konventionelle analysemetoder overlegen. Og mest interessant; kan hunde finde frem til de cancertyper, patienten bliver syg af”, siger han.
Bedre end nuværende metode?
Det er nemlig det altoverskyggende problem med prostatakræft, påpeger Peter Vedsted; den gængse analyse for det prostatakræft specifikke antigen, PSA, er ikke særlig præcis og fører til overbehandling i et bekymrende omfang af mænd, der ellers aldrig ville være blevet syge. Ligesom biomarkøren ikke er at finde i blodet hos alle, der udvikler prostatakræft.
”Hvis et sådant forsøg med hunde kunne give os viden om, hvem, der bliver alvorligt syge af deres prostatacancer, vil det være et epokegørende resultat”, forudser han.
Læs hele historien om hunden Lille My i Fagbladet.
