1500 liter væske, 100 blodprøver og 60 poser plasma reddede elefantungen Mun
En blodprøve blev sendt med kurér til Holland, som kunne bekræfte København Zoos værste anelser. Elefantungen Mun havde fået elefantherpes. En aggressiv blødningssygdom, som kun 10-15 procent af de elefanter, der bliver syge af virussen, overlever.
Virussen elefantherpes gjorde elefantungen Mun dødssyg, og i 14 kritiske døgn kæmpede København Zoos personale for dens overlevelse. Arkivfoto: Ritzau-Scanpix
Elefantungen Mun leger med en bold i elefantanlægget i København Zoo. Hun sætter sig på den,
sparker kluntet bagud og giver bolden et målrettet dask med snablen. Muns højre, tynde og store øre er tydeligt deformt. En stor bid hud mangler. Det deforme øre er eneste synlige spor efter den elefantherpes, som ramte den toårige elefantunge i december 2022.
Virussen gjorde Mun dødssyg, og i 14 kritiske døgn kæmpede København Zoos personale for dens verlevelse.
“Virussen udvikler sig som ebola med aggressive blødninger. Blodet kan ikke koagulere, og de syge elefanter dør hurtigt og ofte voldsomt,” forklarer Mads Frost Bertelsen, dyrlæge og zoologisk direktør i
København Zoo.
Så sent som i august 2022 mistede København Zoo en femårig hanelefant til virussen.
Udvikler sig med lynets hast
Alle voksne elefanter er bærere af herpesvirussen, men er serokonverteret og har udviklet immunitet over for den. Ungerne er til gengæld i farezonen, fra de er 1 år og ikke længere får antistoffer gennem moderens mælk og indtil 8-9-årsalderen.
Muns behandling
- 50 pizzaer (til personalet)
- 1.500 l væsketerapi
- 60 poser elefantplasma
- 300 doser Factor 7
- 3 l Metamizol (svarende til ca. 60 hestedoser)
- 1.000 tabletter famciclovir (svarende til behandling af ca. 47 mennesker (3 tabl. 3 x dgl. i 7 dage)
- 100 flasker ganciclovir (svarende til ca. 142 menneskedoser)
- 600 sprøjter og kanyler Ca. 30 l rektalgel
- 100 blodprøver
Sygdommen udvikler sig eksplosivt hurtigt, og de første symptomer er subtile. Selv de dyrepassere, der omgås elefanterne dagligt, kan have svært ved at opdage det.
“Mun opførte sig en lille smule anderledes en dag i december, og vi tænkte, at det er sandsynligvis det her,” fortæller Mads Frost Bertelsen. Fra mistanken var vakt, handlede de hurtigt med konfirmatorisk test og behandling.
“Vores udstyr var sat op til en PCR, men vores laborant var syg. Vores genetiker forsøgte sig i laboratoriet, men det drillede, og vi sendte i stedet prøven til Holland. Der gik tre dage, før vi fik svar, men vi var sikre nok på, at det var EEHV, til at PCR’en ikke betød ret meget,” forklarer direktøren.
De næste 14 døgn var hektiske.
Dag 14 knækkede kurven
Behandlingen bestod dels af masser af væske på grund af risikoen for dehydrering. Væsken blev indgivet gennem venerne i ørerne med små katetre. En tidskrævende proces, når der skulle sprøjtes op til 20 liter ind hver gang. Mun fik også transfusioner med plasma separeret fra blod fra de voksne elefanter.
Blodet blev udtaget fra den store vene på bagbenene. 8-9 liter hver gang. Og hver gang skulle elefanterne bedøves.
“To gange om dagen var vi nødt til at bedøve både Mun og hendes mor. Den voksne hunelefant er meget beskyttende og ville ikke tillade os at komme til Mun. I det hele taget stressede det alle elefanterne i anlægget. Alle opførte sig anderledes, end de plejer,” siger Mads Frost Bertelsen.
Ud over væske og plasma fik Mun også smertestillende medicin, antibiotika og antiviral medicin i kæmpedoser. Københavns Zoo fik hjælp fra Landbohøjskolens Centrallaboratorium, som udførte tromboelastografi, totaltællinger og to differentialtællinger dagligt, der gav en vigtig indikation om sygdommens udvikling. Blandt de afgørende parametre var trombocyttallet, ratioen mellem heterofile og monocytter og TEG-profilen. Dertil kom en kvantitativ PCR til måling af virusmængden i blodet.
Dag 14 knækkede kurven. Det stod klart, at Mun ville overleve.
