Else skiftede kanylen ud med en armbrøst
Det lå ikke i kortene, at bioanalytikeren Else Ostermann skulle skifte kanylen ud med en armbrøst. Ikke desto mindre blev det virkeligheden efter mange års arbejde i det danske og grønlandske sundhedsvæsen.
54-årige Else Ostermann er vant til rensdyrjagt med en riffel i hånden. Alligevel rystede hun lidt i kroppen, da hun skulle ramme sin første pukkelhval med en armbrøst for at sikre vævsprøver.
“Jeg var lidt spændt på, om jeg nu kunne ramme den, og jeg rystede også lidt, da hvalen kom helt tæt på. Men jeg følte mig virkelig stolt, da jeg så ramte,” siger Else Ostermann, laboratorieprogramkoordinator, Grønlands Klimaforskningscenter.
Da Else Ostermann blev færdiguddannet hospitalslaborant fra Hvidovre Hospital i 1997, havde hun aldrig forestillet sig, at hun kunne bruge sin uddannelse på at indsamle vævsprøver fra en pukkelhval. Hun havde heller ikke forventet, at hun skulle filtrere vandprøver om bord på et gyngende forskningsskib i et laboratorium sikret af spændebånd.
“Det er simpelthen sådan nogle store oplevelser, man får. Selve principperne, man arbejder efter i laboratoriet, er meget de samme som på sygehuset, men indsamlingen af data er jo en helt anden,” siger Else Ostermann.
Små prøver med store svar
Vævsprøven fra en hval bliver indhentet ved hjælp af en lille pil, som er fastspændt for enden af armbrøsten. I pilen er der en lille rund kniv, der får fat i fedt og huden på hvalen. På pilen sidder der så omkring to centimeter prøvemateriale, der skal analyseres på.
“Prøverne afslører hvalens alder, køn, fedtindhold, og hvilken forurening den har været udsat for. Forskerne bruger resultaterne til alt fra kvotevejledninger til klimaforandringernes påvirkning af havdyrene,” forklarer Else Ostermann.
Når hun og kollegerne er af sted på feltture, indsamler de så meget data som muligt. Feltsæsonen strækker sig fra forår til efterår, da mange steder er ufarbare om vinteren pga. isen. På en felttur til Tasiilaq i Østgrønland indsamlede holdet vævsprøver fra grindehvaler, spækhuggere, sæler og bunddyr og tog prøver af havbunden.
Blodprøver skiftet ud med vandprøver
Else Ostermann har brugt det meste af sit arbejdsliv på danske og grønlandske sygehuse, hvor hendes primære arbejde har været blodprøver og analyser af dem. Men nu er blodprøverne altså skiftet ud med månedlige vandprøver fra fjorden omkring Grønlands hovedstad, Nuuk. Hendes faste følgesvend er en Niskin-vandhenter, og formålet med prøverne er at undersøge, hvordan dyre- og planteplankton har det.
“Vi undersøger for næringssalte. Silikat, fosfat og nitrat/nitrit. Næringssaltene har en koncentration, der ændrer sig i løbet af året. Vi undersøger også pigmenter på plankton, og hvor mange plankton der er. Vi undersøger zooplankton og phytoplankton. Der indhentes prøver fra forskellige dybder, hvor vi tilsætter det radioaktive prøvemateriale C14, der gør planktonet større,” fortæller hun.
Ved at monitorere det på månedlig basis hjælper Else Ostermann forskerne med prøveresultater, der kan give dem et overblik over, hvordan plankton påvirkes af klimaforandringer.
“Alle resultaterne giver jeg til forskerne, og så analyserer de videre på det. Jeg er vant til at skulle reagere på resultaterne selv. Så det er ikke altid, jeg ved, hvad det hele ender med. Men min kontrol skal være i orden, så forskerne kan lave nogle valide konklusioner.”
Selve analyserne af vandprøverne foregår enten i et mobilt laboratorium om bord på et forskningsskib eller i et af de fire laboratorier på naturinstituttets lange gange, som Else Ostermann og kollegerne har til rådighed i Nuuk. Væggene på vej til laboratorierne er dækket af smukke billeder af de helt unikke dyr og organismer, som hun analyserer på.
“Jeg bruger ed’en til at se, hvad der er af forskelligt plankton. CTD måler forskellige ting på havbunden som ilt, temperatur, fluorescens og salinitet. Maskinerne, jeg arbejder med, er næsten de samme. Så selvom jeg selvfølgelig skulle læres op i det udstyr, vi bruger her, så er det naturligt for mig at arbejde i et laboratorium. Når man kigger på de her apparater, er det som at være på et sygehus,” konstaterer hun.
Gaffeltruck og isdåb ved polarcirklen
Hverdagen består meget af at indsamle prøver, analysere efter filtrering, sørge for, at de mange internationale forskere har alt det nødvendige udstyr, når de skal på felttur. Samtidig skal Else Ostermann hjælpe studerende med deres arbejde i laboratorierne og bistå dem i feltarbejdet efter behov. Og så skulle hun opgradere med et kursus for at betjene en lidt atypisk maskine for en bioanalytiker.
“Jeg fik et kursus i at køre gaffeltruck. Når feltsæsonen slutter, skal der ryddes op og ordnes i alt det udstyr, der slæbes frem og tilbage mellem Naturinstituttet og forskningsskibene. Det er en sjov maskine, og jeg elsker at køre rundt med sådan en. Og så får man også lidt ro til sig selv ovenpå en social feltsæson”, fortæller Else Ostermann.
Netop det sociale skal man elske, for feltsæsonen i Grønland samler store hold på et skib i flere uger ad gangen. Og der sejles både i nord, syd, øst og vest. Til august går turen til Daneborg i Nordøstgrønland. Men Else Ostermann er helt klar. Hun er nemlig officielt døbt ind i forskningsfamilien.
“Når man er med et forskningsskib, er der tradition for, at man døbes, når den nordlige polarcirkel krydses, og man derfor officielt befinder sig i Arktis. Så får man serveret sild og musling på en pind, som man skyller ned med et lille glas havvand, og så får man hældt en spand iskoldt havvand ud over sig. Jeg havde aldrig forestillet, at det var det her, det ville ende med, men jeg er så glad for mit arbejde hver eneste dag”, siger Else Ostermann.
En sæson fyldt med førstegangsoplevelser
Fra parkeringspladsen foran Else Ostermanns arbejdsplads i Nuuk kan man se Air Greenlands genkendelige røde fly, der lander. Lige nu er der mange forskere, der flyver ind til en ny sæson.
Selvom hun har travlt med at pakke forskningsskibe, forberede feltture, tage imod forskere, hjælpe studerende med at betjene laboratorier og indsamle prøver og så i øvrigt passe sit eget analysearbejde, så er man slet ikke i tvivl om, at denne bioanalytiker har fundet sit kald.
“Det er så utroligt spændende at få lov til at bruge sin faglighed på den her måde. Hvert år får jeg nye store oplevelser. I august skal jeg besøge Daneborg i Nordøstgrønland for første gang i mit liv. Når man kommer fra Grønland, så ved man godt, hvor privilegeret det er at få mulighed for at opleve så meget af landet, som jeg gør. Så ja, jeg elsker mit arbejde,” siger hun.
Else Ostermann opfordrer alle, der kunne have lyst til at bruge deres faglighed uden for sygehuset, til at holde øje med jobopslag i Grønland.
“Hvis man vil prøve noget helt andet, hvor man fagligt godt kan være med, så kan jeg klart anbefale sådan et sted her. Man kan søge alle mulige afdelinger. Fisk og skaldyr, pattedyr og fugle osv. Der søger de ofte assistenter, og alle bioanalytikere kan være med,” understreger hun.
