Elsa er bioanalytiker på tværs af specialer, men ideen møder modstand
Frivillighed, en fast base og helt klare vilkår er nødvendige forudsætninger, hvis bioanalytikere skal operere på tværs af specialer. Det viser erfaringerne fra Klinisk Diagnostisk Afdeling på Sydvestjysk Sygehus, hvor flere bioanalytikere har prøvet udlån mellem specialer. Ledelsen håber, at en såkaldt “flyverordning” kan blive fremtiden, men lige nu er det kun ganske få, der arbejder på tværs
Elsa Justinussen arbejder i Molekylærbiologisk Laboratorium på Klinisk Diagnostisk Afdeling på Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg. Siden hun blev færdiguddannet i 1999, har hun arbejdet inden for flere specialer på flere forskellige sygehuse, og hun trives med forandring. Derfor har hun også sagt ja til tilbuddet om at hjælpe kollegerne på Biokemisk Afsnit. Foto: Christer Holte
Elsa Justinussen har altid bevæget sig i sit arbejdsliv, og det gør hun stadig. Helt bogstaveligt. To gange om ugen forlader hun sin faste plads i Molekylærbiologisk Laboratorium og går en morgenrunde blandt patienterne på Biokemisk Afsnit for at tage blodprøver.
“Jeg kan godt lide, at der sker lidt forskelligt. Jeg er ikke god til at sidde stille, og på den her måde møder jeg også en masse nye mennesker,” som Elsa Justinussen forklarer. Derudover er der selvfølgelig også hensynet til kollegerne, påpeger hun.
“De er hårdt trængt på biokemi, og jeg vil gerne hjælpe, når jeg nu kan,” forklarer den 55-årige bioanalytiker, der frivilligt lader sig låne ud til blodprøvetagningen.
Klinisk Diagnostisk Afdeling (KDA) på Sydvestjysk Sygehus har som et af de eneste steder i Danmark samlet alle de store specialer under samme tag og ledelse, så rent organisatorisk burde det være nemmere end så mange andre steder at flekse ind og ud af specialer. Og ifølge driftschef Brian Faurskov er fordelene indlysende – ikke bare for de ledere, der får flere brikker at flytte med i vagtplanen.
“Som medarbejder får man jo udvidet sine kompetencer, når man hjælper hinanden i specialerne,” som han siger.
Historien skræmmer
Men Elsa Justinussen er undtagelsen. Ingen andre af hendes kolleger fra molekylærbiologi tager lige nu på gæstebesøg i andre afsnit. Godt nok er der en enkelt anden medarbejder, som arbejder godt halvdelen af sin tid i biobanken, men det er alt.
Forudsætninger for fleksibilitet
Erfaringerne fra Klinisk Diagnostisk Afdeling i Esbjerg viser, at følgende forhold er vigtige, hvis bioanalytikere skal operere på tværs af specialer:
- Frivillighed. Det skal være op til den enkelte medarbejder at afgøre, om man vil arbejde i flere specialer.
- Tydelige vilkår. Der skal være faste antal timer på faste ugedage, så medarbejderen ikke får fornemmelsen af at blive smidt tilfældigt rundt.
- Forankring. Hver medarbejder skal have en fast base, så man fagligt, socialt og ledelsesmæssigt har et hjemsted.
- Synliggørelse af opgaverne. Det er nødvendigt at kortlægge og kommunikere, hvilke opgaver der kan løses af medarbejdere udefra, og hvilke der kræver specialistkompetencer. Hvis det er uklart, hvad man skal lånes ud til, er man tilbøjelig til at takke nej. Husk at synliggøre, hvordan medarbejderen konkret bidrager og hjælper sine kolleger, og sørg for, at der bliver taget godt imod.
- Kendskab til andre specialer. Der kan nemt opstå forestillinger og rygter i stil med ”På biokemisk stikker de bare …”, hvis man ikke ved, hvad kollegerne på den anden afdeling laver. Øg kendskabet til andre arbejdsområder gennem fx besøg eller temaaftener.
- En god modtagelse. Det er afgørende, at medarbejderen får en grundig introduktion til ikke bare opgaver, men også kolleger på den nye afdeling, så der foregår en såkaldt ”onboarding” af medarbejderen i forbindelse med udlånet til det andet speciale.
- Ressourcebalance. Der skal være en ligelig fordeling mellem specialerne, så man ikke som medarbejder oplever at skulle forlade stressede kolleger i sit faste speciale for at blive lånt ud til andre steder
“Der er flere, der er imod tanken,” som Elsa Justinussen påpeger.
En oplevelse, som tillidsrepræsentant for mikrobiologi, patologi og molekylærbiologi Bo Christian Meegaard bekræfter.
“Nogle kæmper imod udlån, fordi de brænder for det speciale, de selv har valgt, og vi er også forskellige som mennesker. Der er dem, som simpelthen ikke har lyst til at få nye kolleger eller have patientkontakt,” siger Bo Christian Meegaard.
At flere ikke gør som Elsa Justinussen, kan der være lige så mange grunde til, som der er medarbejdere, men forklaringen skal blandt andet findes i de erfaringer, som man tidligere har gjort sig, påpeger både medarbejdere og ledere fra afdelingen.
For ti år siden forsøgte man sig nemlig første gang med udlån af medarbejdere mellem specialer. Her blev bioanalytikere fra bl.a. molekylær og mikrobiologi spurgt, om de ville have nogle af deres timer på biokemi eller patologi, og nogle tog imod tilbuddet, fortæller overbioanalytiker Ditte Nørgaard Jørgensen
“Men ordningen gik ikke godt, fordi forventningsafstemningen var uklar. Der var flere, som oplevede, at de havde sagt ja til en time en gang imellem, og pludselig var de i et andet speciale i hele uger,” fortæller Ditte Nørgaard Jørgensen.
Også driftschef Brian Faurskov kan se, at der manglede en styring og aftaler i den ordning, som blev indført, før han blev ansat.
“De mindre specialer afleverede medarbejdere til de større uden at få noget retur, og der manglede en klar struktur.”
Instruks skal skabe klarhed
Tankerne om udlån har spøgt i flere år, men under corona var det især muligt at bryde grænserne ned. Der manglede hænder på bl.a. molekylærbiologi og biokemi, og kollegerne fra andre afsnit trådte til.
“Der var en kampånd uden lige,” som Elsa Justinussen siger, og også Brian Faurskov var imponeret.
“Corona viste, hvordan medarbejderne kunne flytte sig rundt, og det var ikke noget stort problem, fordi vi havde rammerne til det.”
Alligevel trak alle medarbejdere sig – med ganske få undtagelser – tilbage til deres specialer efterfølgende. Undtagelsestilstanden var ovre, og det var tid til fordybelse. Men laboratorieledelsen på Klinisk Diagnostisk
Afdeling har stadig et håb om, at flere vil gøre som Elsa Justinussen. Derfor har man sidste år udarbejdet en instruks, der skal klarlægge opgaver og rammer inden for de forskellige specialer. Netop for at sikre, at det ikke endte som ved første forsøg, fortæller Ditte Nørgaard Jørgensen.
“Der skulle være klare aftaler om tid og opgaver, så det er tydeligt, hvad man siger ja til,” siger hun og fortæller, at man tidligere har forsøgt at ansætte nye bioanalytikere med funktioner i op til tre specialer. Men det mislykkedes.
“De fik alt for svært ved at finde ud af, hvor de havde deres base. Hvilke personalemøder skulle de gå til? Var det forventningen, at de skulle læse nyhedsbreve i alle tre specialer? Og hvor skulle de søge kompetenceudvikling? Det var alt for svært, så i dag bliver man kun ansat i ét speciale, og hvis det skulle lykkes i fremtiden, ville det kræve faste rammer, struktur og forventningsafstemning,” siger Ditte Nørgaard Jørgensen.
De lette opgaver
Når Elsa Justinussen har vagter på Biokemisk Afsnit, tager hun blodprøver, og hun oplever, at de opgaver, man får som gæst, ofte er dem, der rangerer lavest blandt de faste medarbejdere.
“Der er jo altid sjove og mindre sjove opgaver på en afdeling, og når man kommer rundt, er det tit de mindre sjove, man bliver sat til,” siger hun og nævner fx blodprøvetagning, udpakning eller at skære klodser på patologi som eksempler.
Også Brian Faurskov erkender, at det ikke er alle opgaver og specialer, der egner sig lige godt til
gæstevisitter.
“Man bliver nødt til at identificere nogle arbejdsopgaver, man nemt kan gå til, for ellers bliver man jo ikke en hjælp på afdelingen, hvis man hver gang står og spørger, hvordan man skal løse dem.”
Ingen tvang
Frivillighed er et ord, der går igen blandt både medarbejdere og ledelse på KDA, når talen falder på vekslen mellem specialer.
“Og så er det sådan set underordnet, om der er tale om udlån i én eller tolv dage, så længe vedkommende selv har sagt ja til aftalen,” siger Bo Christian Meegaard, der er tilhænger af en frivillig ordning, for som han siger:
“På alle specialer kan vi jo komme til at mangle hænder, så det er svært ikke at have forståelse for, at vi skal hjælpe hinanden som kolleger.” Men det er afgørende, at ordningen er frivillig, understreger han.
“Jeg kan godt se, at det som ledelse ville være smart, hvis man bare kunne flytte folk rundt som legoklodser, men det skal først og fremmest være styret af medarbejdernes lyst.”
Flyverordning i fremtiden
På Brian Faurskovs dør hænger et stort hvidt stykke papir med det, han kalder “drømmen”. En fremtidsvision, som laboratorieledelsen har arbejdet på siden 2019. Den forestiller en figur, som med energiske sprittuschstreger og pile viser, hvordan medarbejderne bevæger sig dynamisk mellem specialer. ”Fast rul” står der blandt andet på papiret, for tanken er, at medarbejderne skal kunne bevæge sig fast mellem to specialer. Men det handler om timing, understreger han.
“Lige nu er tiden ikke til at indføre sådan en ordning. Folk er trætte efter corona, og vi er nødt til at
styrke samarbejdet på tværs af specialerne.”
Første trin bliver at udarbejde “leveregler” for medarbejderne inden sommeren 2023. Et fælles sæt af værdier, som medarbejderne lige nu er med til at formulere.
“Og når det arbejde er færdigt, står flyverordningen højt på listen,” siger Brian Faurskov og
fortæller, at tanken om “flyvere” ikke bare er et tema i laboratorieledelsen, men også i regionen,
hvor han sidder i en arbejdsgruppe, der fokuserer på fastholdelse og rekruttering af bioanalytikere i
det biokemiske speciale. Men lige nu bliver ordningen ikke til virkelighed på KDA.
“Om et år vil jeg kunne være meget mere konkret om planerne, men her og nu er det for tidligt,” fastslår Brian Faurskov.
En ny fortælling
For Elsa Justinussen har vagterne på Biokemisk Afsnit givet et nyt perspektiv.
“I dag mødte jeg fx en mand, som har været rigtig syg hele julen med corona og dobbeltsidet lungebetændelse, og der får jeg sat et ansigt på det, jeg står og laver i molekylærbiologi. Herovre er han kun et CPR-nummer, så på en måde kan man sige, at jeg ser meningen med mit arbejde ved at tage vagter på biokemi,” siger Elsa Justinussen, der mener, at der sandsynligvis er flere, som ville have godt af at komme ud at se og prøve de andres arbejde.
“Men jeg tror, man skal starte med de unge, der har været rundt i alle specialer som en del af deres uddannelse. Det nytter ikke noget at sende en, der har siddet i 30 år i samme speciale, over at tage blodprøver.”
En fremtidig flyverordning kommer da heller ikke til at skulle omfatte alle, understreger Brian Faurskov.
“Vi må have respekt for, at der er medarbejdere, som elsker at arbejde i dybden. Omvendt kommer der også nogle nye generationer, som gerne vil have lov til at arbejde på tværs, og vi skal kunne tilbyde begge dele,” siger han og tilføjer så:
“Først og fremmest er vi nødt til at have skabt en ny fortælling, for vi har historien imod os.”
En pointe, som både Elsa Justinussen, Bo Christian Meegaard og Ditte Nørgaard Jørgensen er helt enige i.
“Jeg tror på, at når man først begynder at få nogle succeshistorier, så skal det nok vokse. Men det er vigtigt, at vi ikke maser på, så nogle kan føle, at det tværgående arbejde bliver trukket ned over hovedet på dem. Så må det hellere tage nogle flere år at få indført,” fastslår Ditte Nørgaard Jørgensen.
